Drøhses Hus
.
Drøhses Hus
.
Drøhses Hus
.

Drøhses Hus ligger på Storegade 14 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Tønder blev købstad i 1243 og er dermed Danmarks ældste købstad. Tønder ligger ved Vidåen, omgivet af det flade og vidtstrakte marskland langs Vadehavet. Indtil midten af 1600-tallet havde Tønder en omfattende oksehandel, der langsomt blev afløst af produktion og salg af kniplinger. Handlen med kniplinger blomstrede i 1700-tallet, hvor der både blev opført mange fornemme byhuse og mere jævne borgerhuse i Tønder. I 1672 lod amtsskriver Friedrich Jürgensen et grundmuret gavlhus med sidehus i bindingsværk opføre på adressen Süd-West-Quartier 4, i dag Storegade 14, midt på hovedgaden i Tønder. Huset er et gavlhus, en hustype, der var karakteristisk i bybilledet i 1600-tallet i Tønder. Dette skyldes, at man i datiden betalte ejendomsskat efter husets bredde. Man valgte derfor ofte at bygge smalle forhuse; men til gengæld var grundene meget langstrakte. De aflange grunde, "stavne", var typiske for den middelalderlige byplan i Tønder. Oprindeligt har der ofte været flere bygninger bagved forhusene. Disse bygninger kunne rumme bolig for familiens ansatte, stalde, lagerrum osv. Ved den første taksation i 1744, hvor kammerrådinde Werssel var ejer, beskrives huset som et otte fag forhus, grundmuret i to etager, et sidehus (pesel) i bindingsværk, to stokværk højt, samt to andre sidehuse. Dertil kom et halvtag og bagest på grunden en staldbygning. Hovedtrappen blev sat ind i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med en større ombygning. Den oprindelige trappe var en relativ smal spindeltrappe placeret ved dielens vestvæg. Omkring 1770 lod ejeren, advokat Gottschalck, de to søndre sidehuse nedrive. Samtidig blev peselens østside og sydgavl omsat i grundmur. Gennem 1700- og 1800-årene var Drøhses Hus privatbolig for velhavende borgere i Tønder. Huset kaldes Drøhses Hus efter boghandler F. W. E. Drøhse, som købte ejendommen i 1859.Facaden blev restaureret i 1954 ved H.H. Engqvist, i den forbindelse blev karnappen opsat. I årene 1981-85 gennemgik Drøhses Hus en omfattende istandsættelse og restaurering, fra 1982 med tømrermester Helge Kragelund som ejer og bygherre. Ved arbejdets start var huset præget af nedslidning og forfald, skæmmende ombygninger og en uhensigtsmæssig udnyttelse. Husets hovedkonstruktioner blev sikret, herunder tag, bjælkelag, skillerum og ydervægge samt en istandsættelse og supplering af bygningsdelene, herunder vinduer, døre, paneler, lofter, gulve etc. En nyere karnap på baggavlen blev fjernet, og den kurvehanksbuede døråbning blev retableret. Husets oprindelige enkle og klare disponering efter et for egnen karakteristisk planskema blev genskabt med en diele, en karnapstue, bagved denne et køkken med et stort ildsted og over for dette en alkove med åbning mod karnapstuen, bag køkkenet et kammer og i sidehuset piselen, husets sal med dagslys fra vest og syd. I kælderen, under karnapstuen, blev de oprindelige halvstenshvælv, som man fandt spor efter, genskabt. I sidehusets kælder var etagedækket sunket en halv meter på grund af, at tømmerstolenes stolpeender, der bærer bjælkelaget, var rådnede for neden. Således blev tømmerstolene og bjælkelaget repareret og hævet til sit oprindelige niveau. I dielen blev bræddegulvet erstattet af et traditionelt gulv i gamle ølandssten. Hovedtrappen blev restaureret og genopsat, den fik nye trin og det nederste løb fik parallelle vanger og lige trinforkanter. Det senere og forsænkede loft over dielens tre forreste fag med bemalinger gennemgik en konservatormæssig restaurering. Karnapstuens stukloft var stærkt medtaget grundet indsivende vand fra det utætte tag, og blev derfor restaureret og istandsat, hvor alle bevarede dele blev genopsat og de manglende partier modelleret og trukket på stedet. I piselen blev de senere skillerum, der opdelte salen, nedtaget. Rummet blev forsynet med brystningspaneler hele vejen rundt, og bindingsværksvæggen blev af isoleringshensyn forsynet med et rumhøjt panel af brede brædder med dæklister over samlingerne. I forhusets overetage, i rummet mod gaden, blev den flisebeklædte ovnplads genskabt på grundlag af en bevarede indfatningslister og flisestumper i denne.

Restaureringen indbragte i 1985 huset Europa-Nostra prisen, den eneste, der hidtil er uddelt i Tønder. I perioden 2009-2010 blev tagetagen restaureret og nyindrettet til ét stort rum med synlig tagkonstruktion og fritstående skorstenspiber Taget blev forsynet med fast undertag af brædder og pap. Rummet er tilgængeligt for publikum, det indeholder museets tekstilmagasin og fungerer samtidig som undervisnings- og forskningsfacilitet. Kniplingshaven bag Drøhses Hus blev indviet i juni 2012. Haven er inspireret af en Tønderknipling og via 6-kantede teglsten og bede træder mønstret frem. Fra første eller anden sal i Drøhses Hus ses kniplingsmønstret meget tydeligt. Drøhses Hus er i dag et museum under Museum Sønderjylland med hovedvægten lagt på kniplinger og tekstiler. Desuden er huset møbleret med møbler, der passer til de enkelte rum, og museets samling af drikkeglas samt jernovne præsenteres i permanente udstillinger i huset.

Beskrivelse

Drøhses Hus er et stort gavlhus, der ligger på sydsiden af Storegade, som er Tønders hovedgade. Drøhses Hus består af et forhus på otte fag og et sidehus på seks fag, bygget i forlængelse af forhuset. Forhuset er et toetages, grundmuret gavlhus med rødt, teglhængt heltag og en skorstenspibe med sokkel og gesims i rygningen. Forhuset står til alle sider i blank mur i røde sten med en muret gesims. Facaden mod Storegade har til højre for midtaksen et indgangsparti, der består af en barok sandstensportal med snoede søjler og brudt fronton, hvorimellem der er to engle og to sandstenstavler med bygherrens og hustruens våbenskjolde samt årstallet 1672. Hoveddøren er en ældre, tofløjet rokokodør med fyldinger og krydssprosseruder samt et halvcirkulært overvindue med akantussvunget sprosseværk. På vestsiden af indgangspartiet er et ældre, smalt, opsprosset butiksvindue og mod øst en skråsidet butikskarnap med opsprossede ruder, profileret gesims og blydækket tag. I soklen ses to fladbuede kældervinduer med gitre foran. De øvrige vinduer er ældre smårudede korspostvinduer. Murværket er forsynet med liljeformede murankre, og gavlen har fodtakker og en toptak med et fremhævet murfelt, der foroven afsluttes med en profileret gesims i formsten. Vinduerne og karnappens træværk er hvidmalet, døren er hvid med grå fyldinger. Vestsiden og østsiden har forskellige ældre vinduer. Bagsiden dækkes for hovedpartens vedkommende af sidehuset, og kun en ældre, kurvehanksbuet revledør med beslag og derover et torammet vindue med blysprosser samt derover igen et ovalt murhul er synligt. Dør og vindue er hvidmalede. Sidehuset er to etager højt og smallere end forhuset. Det teglhængte heltag, med en skorstenspibe i rygningen, har samme profil som forhusets tag, men har et kraftigt tagudhæng mod vest med udkraget tagbjælkelag, båret af krumme skråstivere. Vestsiden står i rødstolpet egebindingsværk med tavl i røde sten, hvoraf enkelte er mønstermurede, og en knægtbåren, fremkraget overetage. Stueetagens nedre tavl har dobbelte skråstivere og overetagens stolper er forsynet med stolpeskæl, der dækker bjælkelagets ender. Dog er stueetagens sydligste tavl grundmuret. I stueetagen består vinduerne af traditionelle, høje korspostvinduer med tredelte nedre rammer. I vestsiden er vinduerne henholdsvis korspostvinduer og torammede vinduer med blysprosser. I sydgavlens øvre etager er der traditionelle, torammede og todelte vinduer, og øverst i gavltrekanten er et halvrundt vindue med vifteformet opsprosning. Ud for sydgavlens etageadskillelser og hanebåndsloftet er der fremtrukne sandstensbånd, og gavludkragningen bæres af et enstens, buet stik. En traditionel kurvehanksbuet ydre revledør sidder foran en fyldingsdør med et vifteopsprosset overvindue, der fører ind til peselen. I sydgavlen er tillige en udvendig kældenedgang med murede sider, afsluttet af granitsten med et nyere smedet værn. Trappen udgøres af granittrin, der fører ned til en traditionel, kurvehanksbuet revledør. Bygningen fremtræder i det indre med en oprindelig planløsning. Mod gaden er en stor diele og en karnapstue med en alkove. Bag karnapstuen er et køkken med et ildsted, og bagved dette er et kammer. I sidehuset er husets sal. I dielen fører en ældre treløbet trappe op til første sal, der rummer en stue og et kammer mod gaden, to kamre og et toilet modsat trappereposen, og i sidehuset er der fire kamre. Fra det ene kammer fører en nyere toløbstrappe op til den udnyttede tagetage, der fremstår som et stort rum, dog med en lille forskydning i gulvniveauet, idet etagehøjden er højest i forhuset. Tagværket og skorstenspiberne er synlige, og taget er forsynet med fast undertag af pap og brædder, der er synlige imellem spærene.

Fra dielen fører en nyere spindeltrappe ned til kælderen, der rummer fire rum under forhuset og under sidehuset ét stort rum med et ildsted. Bygningen fremtræder indvendigt med et ældre og traditionelt materialevalg. I kælderen er der teglstensgulve af både munkesten og flensborgsten samt enkelte steder pigstensbelægning. Der er kalkede vægge og synligt bjælkelag og brædder, båret af tømmerstole samt halvstenshvælv med synlige bjælker. I dielen er der et gulv af ældre ølandssten og et felt af teglklinker, i de øvrige rum ligger der plankegulve. Væggene er pudsede og kalkede, dog er sidehusets vestvæg beklædt med lodrette brædder, som i salen er pyntet med lister. Der er synlige, knægtbårne bjælkelag og loftsbrædder, undtagen i karnapstuen, hvor der er et pudset loft med en overdådig og rig stukkatur. I dielen er der synlige bemalinger på både bjælker og loftsbrædder, og i trappereposen på første sal er der, på væggen over det ovale vindue, bevaret rester af en kalkmalet udsmykning. Der er bevaret mange ældre bygningsdetaljer, herunder indbyggede skabe, en alkove, en- og tofløjede revle- og fyldingsdøre med ældre profilerede gerichter, greb og klinkefald samt indbyggede skodder i sidehusets vestvæg. Endvidere er der ildsteder og en muret og pudset kaminniche i salen.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Drøhses Hus knytter sig til beliggenheden i Tønders vigtigste handelsgade – Storegade, der er præget af byens gamle opdeling i smalle, dybe grundstykker. Drøhses Hus fremstår markant i gadebilledet, men indføjer sig harmonisk i rækken af ældre gavl- og længehuse. Gavlhuset er således med til at opretholde et af Tønders ældste og kulturmiljømæssigt set, mest betydningsfulde byrum.

Endvidere er der miljømæssig værdi tilknyttet grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med et gavlhus mod gaden og et smallere sidehus bagved på den aflange og smalle grund. Den specielle bebyggelsesstruktur gør, at der til begge sider opstår meget smalle tagdrypsslipper, som mod vest er færdbar under tag på grund af sidehusets specielle tagkonstruktion.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Drøhses Hus knytter sig til den traditionelle bebyggelse med et gavlhus mod gaden og et bagvedliggende sidehus, der repræsenterer en for middelalderen traditionel grundopdeling, der gennem flere århundreder forblev uændret i den ældre del af Tønder. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved sidehusets langside i bindingsværk. Ud over at markere 1600-tallets traditionelle byggemetode i bindingsværk, står vestsiden med sit mønstermurværk og righoldige bindingsværk med udkragede stokværk og tagbjælkelag, krumme skråstivere, dokker, dobbelte skråbånd, udskårne knægte og stolpeskæl, der beskytter bjælkehovedernes endetræ, som et imponerende vidnesbyrd om datidens håndværksmæssige overlegenhed og ikke mindst om bygherrens velstand. De fleste sidehuse blev opført i bindingsværk, men i løbet af 1700-tallet blev det almindeligt at grundmure siderne for at efterligne det pragtfulde forhus i udformning og udsmykning. Den bevarede bindingsværksside i sidehuset står således som et levn fra det oprindelige sidehus.

Hertil kommer, at den kulturhistoriske værdi for Drøhses Hus i det ydre også omfatter forhusets imponerende fremtræden, hvor især skal nævnes den overdådige og pompøse indgangsportal i sandsten, der tilskrives et typisk barokt formsprog med de kraftige, snoede søjler med rankeudsmykninger på baserne og de ioniske kapitæler, som understøtter den opbrudte trekantfronton. To engle holder et våbenskjold omgivet af hjelmløv, der vidner om bygherrens og hans hustrus identitet samt et bruskværkindrammet ovalt felt, som angiver bygningens opførelsesår 1672. Den overdådige hoveddør, der er udført i rokokostilen med tykmavede fyldinger for neden, krydssprosseruder med skællignende udskæringer og et overvindue med akantussvunget sprosseværk, er ligesom pragtportalen en manifestation over for alverden om ejerens magt og velstand. Hertil kommer karnappen, der er et af de mest karakteristiske bygningselementer på husene i den ældre del af Tønder. Karnappen er blevet anvendt på bygninger i Tønder siden 1600-tallet, men det er især i 1700-tallet, at den for alvor bliver anvendt som et arkitektonisk element. Tønder oplever i 1700-tallet en kraftig opblomstring i byens handelsliv, hvor især produktion af- og handel med kniplinger spillede en central rolle i byen. Karnappen kan således ses som et fysisk vidnesbyrd på byens øgede velstand. Karnappen forekommer primært i byer med mange gavlhusbebyggelser og har fra begyndelsen udelukkende haft en funktionel betydning, idet denne bebyggelsestype giver få muligheder for placering af vinduer mod gaden. Karnappen havde den funktion, at den tillod en større lysmængde at komme ind i rummet end ved et traditionelt vindue, men den gav også gode muligheder for at følge med i, hvad der skete på gaden. I Tønder blev karnappen efterhånden også et dekorativt arkitektonisk element og dens konkrete udformning kom til at afhænge af tidens stilmæssige forandringer. Karnappens udformning ændrede sig således i løbet af århundrederne, og de fremstår i dag meget forskelligartede. De forskellige typer døre og vinduer i Drøhses Hus vidner om bygningens ombygninger og ændringer igennem tidens løb, hvor forskellige stilretninger var fremherskende.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den genskabte, oprindelige planløsning, der sammen med de væsentlige elementer i husets udstyr blandt andet køkkenildsted, bilæggerovne, alkove, karnapstuens stukloft og dielens malede loftsdekoration anskueliggør, hvorledes et stort Tøndergavlhus fra 1672 har været indrettet og beboet. Indretningen følger den vestslesvigske byggeskik: med forstuegangen og hovedtrappen, dielen, som ligger i hele forhusets længde og giver adgang til slippen og gården, karnapstuen, æ dørns, vender mod hovedgaden og den fine stue, piselen, mod havesiden. Hertil kommer, at der på traditionel vis er kælder under begge gavlhuse. Karnapstuen blev opvarmet af bilæggerovnen, der var tilknyttet skorstenen fra køkkenildstedet, og alkoven fik ved sin traditionelle placering mellem køkkenet og karnapstuen varme fra køkkenildstedet. Salen kunne opvarmes ved hjælp en støbejernsovn, der var tilknyttet skorstenen fra ildstedet i kælderen. Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele, herunder de indbyggede skabe og skodder, alkoven, de en- og tofløjede revle- og fyldingsdøre med simple dørindfatninger indmuret i væggen eller profilerede gerichter samt greb og klinkefald. Årstallet Anno 1672 i karnapstuens stukloft er endnu et fysisk vidnesbyrd om bygningens opførelsesår.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Drøhses Hus knytter sig i det ydre til det imponerende bygningskompleks med forhus og sidehus, der udgøres af to velproportionerede bygningsvolumener med ubrudte heltage og hver en skorstenspibe i rygningen. De grundmurede facader fremtræder enkle, grundet den homogene materialeholdning, men med en rig stoflighed på grund af deres changerende farvenuancer. Der er endvidere knyttet arkitektonisk værdi til gadefacadens udtryk med elegante murværksdetaljer i røde sten, herunder de murede gesimser med profilerede formsten, gavlens fodtakker og toptak med profileret konsol samt de vandrette og kurvehanksbuede stik over vinduer giver forhuset en storladen og elegant fremtræden, hvilket også skyldes bygningernes højde. Hertil kommer den imposante hoveddør omkranset af den rigt udsmykkede og markante pragtportal i sandsten, der sammen med karnappen giver gavlhuset et elegant, imponerende og karakteristisk udtryk. Baggavlens vandrette sandstensbånd inddeler bygningen etagevis og formidler en smuk overgang til den detaljerige bindingsværksside med den store udkragning samt giver sidehusets bagside et roligt og karakteristisk udtryk. De ældre og traditionelle vinduer og døres forskellige udtryk og størrelse underbygger bygningernes indretning og facadernes forskellige udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningernes helstøbte interiører med ældre og traditionelt udførte bygningsdele og detaljer. Samspillet mellem tegl-, ølands- og bræddegulvene, de pudsede eller bræddebeklædte vægge, de synlige bjælkelag med knægte og loftbrædder, karnapstuens righoldige stukloft og de detaljerige bemalinger med en righoldig mønster- og motivverden bibringer rummene en meget stemningsfuld og autentisk atmosfære. Kontrasten imellem den højloftede stueetage med de store rum, de dekorative lofter og den herskabelige hovedtrappe samt den lavere førstesal med mindre rum, giver en tydelig fornemmelse for, hvor det repræsentative liv har udspillet sig. Den høje stueetage opleves på trods af, at den mestendels forsynes med lys fra gavlene, meget lys på grund af den gennemlyste diele med det høje butiksvindue, karnapstuen med den høje og brede karnap og især salens høje vinduer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links