Dreyersvej 9 , villa ligger på Dreyersvej 9 i Hørsholm Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Villaen er opført i 1938 af arkitekt og professor Steen Eiler Rasmussen som egen bolig og tegnestue. Villaen bebos i dag af arkitektens barnebarn. Villaen har i 1990 været behandlet af det daværende Særlige Bygningssynet, som imidlertid valgte ikke at indstille huset til fredning.

Beskrivelse

Villaen, der er beliggende med en nord-sydvendt orientering på en højtliggende, blind parallelvej til Rungsted Strandvej, er placeret helt ud til vejen i grundens nordøstligste hjørne, så den ikke kommer til at skygge for sin egen Have. Villaen, der er i 1½ plan, har en kubisk og enkel hovedform og er bygget med traditionelle, håndværksmæssige løsninger, der er typisk for 1930'ernes danske funktionalisme eller snarere funktionelle tradition med Kay Fiskers term. Ydermurene er i gul blankmur, der krones af et stort sadeltag uden udhæng. Taget er tækket med den originale eternitskifer og udstyret med en stor skorsten i gule teglsten. Huset har bevaret sin tilbagetrukne, blåmalede hoveddør og sine originale, torammede vinduer i hvidmalede rammer med hvidmalede skodder, der i gavlen ud mod vejen danner en meget karakteristisk vinduesstribe. I den modsatte gavl mod haven er stueetagens oprindeligt fire glasdøre, der korresponderede med den øvre etages fire vinduesrammer, udskiftet af Steen Eiler Rasmussen selv med tre nyere døre i termoglas. Villaens oprindelige have, der var tegnet i kvarterer af C. Th. Sørensen, er i dag frastykket, men man har omkring huset bevaret belægninger og en terrasse, belagt med gule teglsten.

Indvendigt har huset bevaret sin oprindelige og meget funktionsbestemte plan, der ifølge arkitekten selv var modsat hvad folk plejer, således at alle de rum, der kræver noget videre husarbejde ligger i samme plan. En plan, der lidt enkelt udtrykt rummer opholdsrum til børnene i stueetagen og til de voksne på første sal. Samtidig er rummene orienteret så de får sol på det tidspunkt, hvor man er der mest. I stueplanet ligger mod nord indgangen med tilhørende forstue og trapperum, hvorfra der er dør til en længdegående fordelingsgang, der meget atypisk midt i huset går gennem husets badeværelse, eller hygiejnerum som det omtaltes i samtidige beskrivelser. Fra gangen er der adgang til pigeværelse og børneværelser i husets østlige langside, og til et forældresoveværelse samt en stor spise-/legestue med adgang til haven i husets vestlige side. Bag den kombinerede spise- og lege-stue ligger husets lille køkken, som via det originale gennemrækningsskab står i praktisk forbindelse med det tilstødende rum.

Førstesalen, der er indrettet under husets store, skrånende tag, rummer en 50 kvm stor, tøndehvælvet opholdsstue, der også har fungeret som Steen Eiler Rasmussens arbejdsrum og tegnestue. Stuen har foran de store vinduer i sydgavlen bevaret sin originale blomsterkummer og langs hele den østlige langside sine originale, indbyggede reoler med en gennemgående, dekorativ tegningsfrise af Thorvaldsens hjemkomst. Stuens oprindelige pejs blev under krigen erstattet med den nuværende, genbrugte ovn med gulhvide kakler og dekorativt topstykke. Fra den store opholdsstue er i siderne adgang til dels et lille thekøkken, dels to arkivrum under det skrånende tag. Villaen har i de store træk bevaret sine originale overflader, indretninger og farve-holdninger: Gulvene er overalt dækket af bøgeparket, der dog i legestuen er ud-skiftet med egeparket. Lofter og vægge er fortsat pudsede og hvidmalede, dørene er de originale, glatte og hvidmalede døre med sorte greb, og spise-/legestuen har bevaret sin praktiske beklædning af lodretstillede brædder, der er blevet gråmalet. Endvidere har man bevaret husets sortmalede paneler og sortmalede radiatorer samt trapperummets sortmalede bræddebeklædning, men har dog p.t. afslebet det oprindeligt sortstribede bræddegulv. Køkkenet med dets originale indretning og elementer er ligeledes bibeholdt ligesom badeværelsets sorte terrazzogulv, havgrønne stiftmosaikbeklædning, hvide sanitet samt ribbe og arbejdsbord.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links