Dronningensgade 13, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Christianshavns Kanal danner akse på Christianshavn og opdeler bydelen i en nederby og en overby. Heraf navnene på gaderne Overgaden neden Vandet og Overgaden oven Vandet. Overgaden kaldtes oprindelig Ufergade efter det tyske ord for kyst eller bred. Den karakterfulde randbebyggelse med boliger blandet med erhverv, kajernes træer, det lave bolværks solide tømmerkonstruktion og de mange fortøjede lyst- og husbåde skaber en særlig intimitet og stemning. På Dronningensgade 13s placering lå oprindeligt en sammenhængende række udlejningsboliger på fem fag i én etage, som var en såkaldt bodebebyggelse, der blev opført mellem 1622-1635. Omkring år 1676 blev Dronningensgade 11, 13 og 15 solgt til skipper Boyesen, der i 1703 solgte husene hver for sig. Ejendommen blev forhøjet med én etage og blev omsat i grundmur omkring år 1775. Dronningensgade 15 blev nybygget på samme tid, og det er muligt at der i kælderen og i stueetagens gavle og skillerum er rester af det ældre hus. I 1775 var der som nu gennemgående forstue i det yderste fag mod øst og i den modsatte ende var spækhøkerbod, som blev nedlagt omkring 1839. Det var på dette tidspunkt, at ejendommen fik trævinder, hoveddøren blev en beklædt dør med kampestenstrappe foran. I 1844 blev ejendommen atter forhøjet med én etage, fabriksetagen. Fabriksetagen blev indrettet til beboelse, og den nederste del af taget blev beklædt med zink. I 1970'erne blev ejedommen gennemgående restaureret og moderniseret, hvor blandt andet kældernedgangen fra gaden blev fjernet.

Dronningensgade 13 ligger midt i husrækken centralt på Christianshavn. Bag forhuset er en større gård, der omkranses af de omkringliggende bygninger. Der er flere baghuse i gården. Bygningen er grundmuret i fire etager over en høj kælder. Forhuset er fem fag bredt og afsluttes af et heltag med fabrikskvist i hele bygningens bredde både til gården og til gaden, kaldet en fabriksetage. I tagets rygning er en kraftig, muret skorstenspibe. I tagfladen mod gaden er en pultkvist, og mod gårdsiden er et nyere tagvindue. Facaden er malet gul og afsluttes af en hvidmalet, let profileret gesims. Et par granittrin fører op til den nyere, men traditionelt udførte hoveddør, der er beklædt med fyldinger, hvorover der sidder et vindue. Døren mod gårdsiden er nyere. Vinduerne er nyere, torammede med tredelte ruder mod gaden og seks og ottedelte ruder mod gården. Der er enkelte ældre vinduer mod gårdsiden. Mod gaden er et pudset felt med en marmorplade med inskriptionen ONS MJD 1775 No 211. I det indre er to lejligheder og både kælder og tageetage er inddraget til beboelse, men bygningens planløsning fremstår velbevaret. Forhuset er disponeret med en gennemgående forstuegang, hvor der er en nyere, men traditionel udført enkelløbet trappe. Væggene er malede, og bindingsværket anes under. Den nederste lejlighed råder over kælderetagen samt stue- og førsteetagen. Kælderen rummer et større rum mod gaden og en smal gang mod gårdsiden. En nyere trappe af træ forbinder de tre etager og ligger mod gårdsiden af midterskillevæggen. Stueetagen er disponeret med to værelser mod gaden og et bad og gang med trappen mod gårdsiden. Førstesalen rummer to mindre stuer mod gaden og køkken mod gårdsiden. Midterskillevæggen er nyere og delvis gennembrudt. Den øverste lejlighed har en lignende disponering. Den øverste etage er et stort rum, hvor der er en nyere spindeltrappe af jern til den udnyttede tagetage. Gulvene er overvejende nyere bræddegulve, men i enkelte sekundære rum er der korkgulv eller væg-til-væg-tæpper. Lofterne er pudsede med synligt bjælkelag, men i den ene stue på førstesalen er loftshøjden højere med pudset og panelleret loft. I stuerne mod gaden ses ældre lysnings- og brystningspaneler. Dørene er overvejende ældre fyldingsdøre med ældre gerichter og beslag. Vinduerne er nyere og af en koblet type mod gaden. Der er enkelte ældre vinduer mod gårdsiden, der ligeledes har ældre anverfere og stormkroge. På samtlige etager er desuden bevaret ildstedsnichen. Kælderen fremstår med nyere overflader, herunder flisegulv og pudsede lofter og vægge.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Dronningensgade på det centrale Christianshavn, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der overvejende består af bygninger fra samme periode, der tilsammen danner et stemningsfuldt gadeforløb. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for ejendommens ydre til den lidt uprætentiøse fremtoning, hvor den faste facadetakt, hovedgesims samt hoveddøren, udgør bygningens dekoration. Dronningensgade 13 er således et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede datidens københavnske borgerhuse. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Dronningensgade 13 er en velbevaret repræsentant for, hvordan datidens håndværksmestre beherskede en sikker proportioneringssans. Det klassicistiske formsprog kommer for Dronningensgade 13's vedkommende til udtryk i forhusets enkle og sparsomt dekorerede facade, der i dag kun er forsynet med en hovedgesims og glatpudsede murflader. Hertil kommer vinduernes regelmæssige takt og lettere tilbagetrukkede placering, der ligeledes er kendetegnende for perioden. I kontrast hertil står den prunkløse, gulkalkede gårdside med en enkel hvidmalet gesims. Kontrasten mellem facaden og gårdsiden er karakteristisk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Desuden har fabriksetagen kulturhistorisk værdi, idet den vidner om ombygninger og tilbygninger igennem tiden, om udviklingen fra beskeden bodebebyggelse til borgerhus, hvorfor også kælderen har særlig kulturhistorisk værdi. Hertil kommer den store skorsten, der vidner om ildstedernes nødvendighed til både opvarmning og madlavning. Endelig har pladen med indgravering på facaden kulturhistorisk værdi. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle disponering med en forstuegang, der giver adgang til etagerne og lejlighedernes disponering med de fine stuer mod gaden og køkken og bad mod gården. Rummenes indbyrdes hierarki understreges af detaljeringsniveauet med paneller og fyldingsdøre i stuerne og i særdeleshed den øgede loftshøjde med panelleret loft i stuen over gangen, der helt traditionelt var den fineste stue. Desuden har ildstedsnicherne og skorstenskernen kulturhistorisk værdi, da de var en uundværlig del af en bygning.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens taktfaste facadeskema, der i sin symmetri giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte tag. Facaden karakteriseres ved en enkel komposition og symmetri. De glatte murflader, hovedgesimsen og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver en bygningen en let reliefvirkning. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidens prunkløse udtryk, regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til lejlighedens velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer diskret, men elegant fuldender klassicismen stilmæssige og rummæssige ideal, herunder især panelerne i stuerne. Den relativt enkle materialeholdning og detaljering passer endvidere til lejlighedernes rumforhold, der i deres størrelse passer til det beskedne, men dog gedigne borgerhus.

Læs videre om

• Lille Strandstræde 12, København
• Strandgade 4 og 4 B, København
• Tøjhuset, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen