De spraglede facader på billedet er tegnet af Jan Gudmand-Høyer og Maria Angels Colom, der også stod bag den første dispositionsplan for området Egebjerggård. Planen byggede på en række principper fra Statens Byggeforskningsinstitut, der lagde op til at eksperimentere med funktionel integration af fx bolig og erhverv og boligformer.
.
Vingehuset ved Teglværkssøen er tegnet af billedkunstneren Niels Guttormsen som fælleshus for andelsboligforeningen Vingebo.
.

Egebjerggård er et bykvarter i Egebjerg, Ballerup Kommune.

Egebjerggård blev bygget i perioden 1984‑96. Bykvarteret dækker et areal på ca. 40 ha og ligger med umiddelbar tilknytning til Hjortespringkilen, som er en del af Fingerplanens grønne kiler.

Kvarteret er bygget op omkring Egebjergskolen (Skovvejens Skole, afdeling Øst) med en bygade, der strækker sig gennem hele området. Hertil er knyttet fire etaper, som adskilles af grønne fingre, der strækker sig fra de omgivende landskaber ind til bygaden. Bykvarteret er præget af boliggrupper organiseret om fælles gård-/haverum, og flere af bebyggelserne har egne fælleshuse, herunder Niels Guttormsens Vingehus. Det arkitektoniske udtryk er varieret, og der er en markant integration af kunst i bebyggelserne, hvoraf mange blev udviklet i samarbejde med SBI (Statens Byggeforskningsinstitut) og BUR (Byggeriets Udviklingsråd).

Udbygningen af kvarteret skete på baggrund af principperne i et 10-punktsprogram, hvor det bl.a. stod centralt, at byggeriet skulle sammensættes af forskellige bolig- og ejerformer, der skulle være funktionel integration, brugerinddragelse og integration af kunst. Også den videre udbygning af bykvarteret skete med udgangspunkt i disse principper.

Videre læsning

Læs også om

Se alle artikler om Bydele og byområder