To designere og en medarbejder fra kundeservice hos egetæpper A/S vurderer et færdigt væg til væg-tæppe i firmaets lokaler på Industrivej Nord i Herning. Tæppet er i standarddesign, men kunden har bestilt det i en farvevariant. Egetæpper arbejder desuden med FN’s verdensmål og modtog i juni 2018 en af EU’s miljøpriser for projektet Sustainable Carpet Design.
.

Den største tekstilproducent var i 2018 egetæpper A/S, der også omfatter Carpet Concept, Hammer Tæpper, Bentzon Carpets og Litspin. Af virksomhedens omsætning udgør eksporten 85 %, og virksomheden har datterselskaber i otte lande uden for Danmark. I Danmark beskæftigede egetæpper i 2018 ca. 330 medarbejdere, heraf ca. 260 i Herning. Virksomheden blev grundlagt i 1938 af den landskendte fabrikant Mads Eg Damgaard.

Egetæpper A/S investerede i 1970’erne i avanceret teknologi, der kunne lave individuelle tæppedesign efter kundens ønske. Fra begyndelsen af 1980’erne var det i stigende grad hoteller og butikker, der fik udført specialdesignede tæpper med mønstre og logoer efter eget ønske. Det var begyndelsen på det såkaldte kontraktmarked, som også områdets andre tæppefabrikker gik over til. Fra 1985 skabte egetæpper desuden serien Ege Art Line, som var afpassede tæpper til at dekorere hjemmet med. De var alle fremstillet i samarbejde med kendte kunstnere eller ved anvendelse af deres værker, herunder kunstnere som Robert Jacobsen, Per Arnoldi, Wassily Kandinsky, Paul Klee og Andy Warhol. Egetæpper er i dag en af Europas største tæppeproducenter med fire højteknologiske fabrikker i Danmark og et spinderi i Litauen. Virksomheden samarbejder bl.a. med designeren Tom Dixon og modeskaberen Christian Lacroix.

Videre læsning

Læs mere om erhverv og arbejdsmarked i Herning Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked