Egevej 27 ligger på Egevej 27 i Samsø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bygningen blev opført i midten af 1800-tallet. I 1940erne boede tre familier i huset og i den periode blev overetagen indrettet til beboelse.

Beskrivelse

Bygningen, der er en stråtækt bindingsværkslænge, ligger på hjørnet af Egevej og Bøgebjergvej i landsbyen Østerby på Samsø.

Bindingsværket er malet i en mørkebrun nuance og tavlene er kalket gule. I tagfladen sidder en gennemgående gavlkvist samt mod haven en mindre stråtagskvist. Gavltrekanterne er beklædt med lodretstillede, sortmalede brædder, og i tagrygningen ses tre gulkalkede skorstenspiber. Vinduerne er ældre, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Karmene er malet i samme farve som bindingsværket, mens rammerne er hvide. I den ene gavl sidder en traditionel fyldingsdør med opsprosset glas i de øverste felter. Hoveddøren, der sidder midt på facaden, er en ældre, tofløjet fyldingsdør med dobbelt slagliste og rigt udskåret overvindue. På havesiden findes en nyere revledør og et mindre, grundmuret udskud med en ældre revledør.

I det indre har bygningen bevaret en ældre, delvis oprindelig planløsning med et gennemgående hovedskillerum, forstue bag hoveddøren, stuer mod gaden og værelser, bryggers med fadebur, baggang og køkken mod haven. Interiøret er generelt kendetegnet ved ældre bræddegulve, gerichter og fyldingsdøre med indstukne hængsler samt pudsede vægge og vinduesindfatninger. En ligeløbstrappe fører til tagetagen, som er delvist udnyttet til beboelse og kendetegnet ved traditionelle materialer fra midten af 1900-tallet, herunder bræddegulve, fyldingsdøre med gerichter og lofter med inddækkede bjælker.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til placeringen i landsbyen Østerby, hvor det som et af de større huse med have er med til at opretholde både det traditionelle vejforløb og den historisk interessante, klare afgrænsning mellem by og marker.

Kulturhistorisk værdi

I bygningens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den for landsbyen store bygningskrop opført i en traditionel bindingsværkskonstruktion med næsten ubrudt stråtag, gavlkviste, bræddebeklædte gavltrekanter og tre skorstene med sokkel og krave i rygningen. Den kulturhistoriske værdi relaterer sig endvidere til den repræsentative facade med den regelmæssige vinduessætning samt den ældre, tofløjede hoveddør med det rigt udskårne overvindue, der modsvares af den private havesides mere uregelmæssige vinduestakt, revledøre, udskud og mindre kvist i tagfladen. Hertil kommer, at en stor del af vinduerne er ældre og sandsynligvis oprindelige enkeltlagsvinduer med kun en enkelt gående ramme og lodpost med hulkehl.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med det gennemgående hovedskillerum med skorstenskerner, der opdeler bygningen i forstue og repræsentative stuer mod gaden, mens funktionsrummene i form af bryggers, baggang, køkken med fadebur og mindre værelser vender mod haven. Den kulturhistoriske værdi knytter sig ligeledes til de mange ældre bygningsdele og -detaljer, som vidner om husets alder, herunder bræddegulve, fyldings- og revledøre med beslåning samt gerichter og vinduesindfatninger.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den fritliggende bygnings symmetriske facade med taktfast bindingsværk, tæt vinduessætning, bred hoveddør og stor gavlkvist. Udtrykket er solidt, roligt og enkelt, domineret af den afdæmpede farveholdning, de stort set ubrudte tagflader og anvendelsen af traditionelle, naturlige materialer i form af træ, tegl, kalk og strå.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links