Ejby Mose.

.
Haven passes og plejes i Sommerbyen Ejby, der kunne fejre sit 50-års jubilæum i 2011. Sommerbyen Ejby udgør med sine 967 haver formentlig den største haveforening i Nordeuropa.
.

Ejby ligger 11 km nordvest for København i et fladt morænelandskab. Vestskoven adskiller Ejby fra Glostrup Kommunes to andre sammenvoksede bydele Glostrup og Hvissinge, og Frederikssundmotorvejens forløb isolerer Ejby lidt fra kommunens centrum. Indbyggerne er registreret af Danmarks Statistik under byen Glostrup.

Den lavtliggende Ejby Mose var Glostrups losseplads, indtil Vestforbrænding åbnede i 1970. Området er nu rekreativt med søer og græssende får.

Villaområderne i Ejby er opstået i forbindelse med den tidligere landsby, som stadig ses med gadekæret omgivet af små landsbyhuse og en tidligere skolebygning samt et par ombyggede gårdanlæg. Villaernes arkitektur og byggeskik er rigt varieret; her er beskedne murermesterhuse fra 1940’erne og 1950’erne, villaer fra 1960’erne og 1970’erne og helt nye rækkehuse, som den store gruppe ved Ejbysvinget fra omkring 2008.

Som følge af 1960’ernes stigende trafik blev der anlagt nye veje omkring Ejby, og trafikken omlagdes. I dag er bydelens industriområde under omdannelse som følge af, at virksomhederne flytter ud, og bygningerne omdannes til kontorformål og nye firmadomiciler.

I Ejby ligger flere store kolonihaveforeninger, bl.a. Sommerbyen Ejby, der formentlig er Nordeuropas største haveforening.

Det centrale Ejby, 2018. Det gamle Ejby med gadekær og forte ses midt på kortet ved Ejby Torvevej. Herfra udgår Ejby Udlodsvej, der er forbundet med Supercykelstien mod København. Øst for Bjergbakkevej ligger et parcelhuskvarter fra 1970’erne, vest herfor kolonihaver. Bydelens grønne områder er Ejby Mose mod nord, uden for kortudsnittet, og Vestskoven syd for Statenevej. Erhvervsområdet ligger øst for Nordre Ringvej.

.

Stednavnets betydning

De ældste belæg for stednavnet Ejby er usikkert lokaliserede. Navnet er i en kilde fra 1200-tallet (afskrift fra midten af 1200-tallet) skrevet Ekebe. En originalform fra 1348 har formen Egæby. Den ældste sikkert lokaliserede form på Ejby i Glostrup Sogn er i 1453 Egby. De ældre belæg kan referere til Ejby i Rye Sogn, Volborg Herred, eller Ejby i Ejby Sogn, Ramsø Herred, men det er rimeligt at antage, at etymologien for de tre stednavne er den samme. Forleddet er træbetegnelsen substantivet eg, og efterleddet er substantivet by. Navnet betyder »byen, hvor der vokser egetræer«.

Mere om stednavne i kommunen

Videre læsning

Læs mere om byer i Glostrup Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Bydele og byområder