Ejendomsretten og kulturlandskabet i Danmark

Rundtom i landet findes der stadig spor efter den kraftige forøgelse af antallet af dyrkede marker, som fandt sted i første del af jernalderen. På skovklædte, østdanske bakkeskråninger ses her og der svage spor efter kanter på de vandrette markterrasser, som dengang blev anlagt ved pløjning med ard. I flere af de tilbageværende hederesters knæhøje lyngdække kan man skimte lave jordvolde, såkaldte digevoldinger, som har omkranset markerne i det jævne terræn. Selv på eksisterende markflader er det undertiden muligt at erkende fortidens markgrænser.

Det er umuligt at sige, i hvilken grad jernalderens markskel afspejler ejendoms- og brugsret. Den romerske forfatter Publius Cornelius Tacitus hævdede i 98 e.Kr., at de germanske stammers ledere en gang om året foretog en omfordeling af landsbyernes jord, som altså i udgangspunktet var fælleseje. Det er næppe korrekt, selv om ny jordfordeling efter grundig opmåling faktisk kendes fra middelalderen og senere. Arkæologen Gudmund Hatt mente i 1930’erne omvendt, at ejendomsretten til jord i jernalderen var langt mere individualistisk end i 1700-tallet – dog uden andet belæg end netop de tydelige skelvolde, der strengt taget kun siger noget om markstørrelser og intet om ejendomsforhold. Netop størrelserne af de mange kendte jernalderagre synes til gengæld at røbe et og andet om ejendomsretten. Der findes nemlig ofte systematiske mønstre i markernes indbyrdes størrelsesforhold, som antyder en fælles fordelingsnøgle. Og hvad skulle en sådan nøgle vel afspejle, om ikke netop retten til jord?

Middelalderens skriftlige kilder omtaler adskillige former for jordbesiddelse, men hvilken realitet de mange begreber repræsenterer, er ofte overordentlig uklart. Et af dem var »bol«, som synes at have været netop en sådan nøgle til fordeling af jorden inden for den enkelte landsby. Helt op i fællesskabstiden blev gårdes størrelse angivet som brøkdele af bol. Om bolet forud for anvendelsen som fordelingsnøgle faktisk havde været egentlige storgårde, som siden blev delt, er imidlertid tvivlsomt.

Fællesskabstidens markstruktur vides der en del mere om. De steder, hvor jorden blev pløjet op i rygge, var afgrænsningen ikke til at tage fejl af, selv om en gårds agre i betydningen jordlodder godt kunne bestå af flere sådanne rygge. Over enhver ager rådede en bestemt bonde, mens det var hans herremand, der rent juridisk ejede den. Råderetten gjaldt imidlertid kun en del af agerjordens brug, nemlig til dyrkning. I mindst halvdelen af tiden blev den jo brugt til græsning, og i både vange- og græsmarksbrugets område foregik græsningen i fællesskab med landsbyens andre bønder eller ligefrem også med nabobyernes. Herregårde havde til gengæld deres jordtilliggende for sig selv i alle henseender. Det var enemærke, og dets grænser som regel tydeligt markeret i landskabet med stendiger.

Agerjordens udskiftning, der var et centralt element i det sene 1700-tals landboreformer, indebar en ophævelse af det markfællesskab, som altså strengt taget kun havde været et græsningsfællesskab. I stedet for at have sin jord liggende spredt omkring i bymarken fik hver gård nu sin jord samlet på ét sted, eller i det mindste reduceret til tre-fire steder, for engen, mosen og skoven lå nu engang, hvor de lå. I kølvandet på udskiftningen fik de hidtidige fæstebønder mulighed for at købe sig fri af deres herremand, og den selvejede danske bondegård, som kom til at kendetegne landbokulturens storhedstid fra 1880’erne og 100 år frem, var skabt. Og den satte sig også tydelige landskabelige spor.

Nu blev det for første gang praktisk muligt at indhegne sin ejendom, og lovgivningen understøttede denne markering af ejendomsgrænser. Eftersom den private ejendomsret til jorden var et centralt element i tidens liberale ideologi, var der med udskiftningstidens ejendomsskel skabt en varig grundstruktur for det moderne danske produktionslandskab. Al senere opdeling og omlægning til anden anvendelse tog derfor afsæt i dette uforanderlige landskabsskelet.

De faste ejendomsgrænser tilførte det åbne land en permanens, det ikke tidligere havde kendt. Langsomt forlod bønderne den gamle skik med fælles græsning over hele landsbymarken efter høst, og i de udmålte skel blev der bygget varige hegn til at holde dyrene på egen lod. De kunne have mange forskellige former, men man skelner som regel mellem døde og levende hegn. Hvor der fandtes mange sten og kyndige folk til at bygge med dem, overtog de nye selvejerbønder herregårdenes skik med at opføre stengærder.

Andre steder måtte man klare sig med jorddiger af tørv, ligesom det enkelte steder langs kysten var muligt at bruge sammenpresset tang. Og levende hegnstyper, som også havde fundet sporadisk anvendelse i fællesskabstiden, blev nu særdeles udbredte. Mest udbredt var formentlig pile- eller poppelhegn, hvor man udnyttede de fleste træarters evne til at skyde igen efter beskæring. Hegnet bestod typisk af en række træer med et par meters mellemrum, som blev topstævnet eller stynet med 5‑7 års mellemrum.

De nedskårne, rette og godt 2 m lange skud blev så flettet ind og ud imellem noget tykkere lodrette stave, der med en halv meters mellemrum var banket ned i skellinjen mellem træerne. Som regel passede det sådan, at når det gamle flettegærde ikke kunne mere, var det igen tid til at styne og flette. En helt anden slags levende hegn bestod af tætte rækker af buske og træer, der undertiden kunne danne egentlige hække. I reformårene omkring år 1800 blev de ofte i litteraturen fremhævet for deres mange gode egenskaber, herunder deres læ og eventuelle frugter. Men der var store geografiske forskelle i udbredelsen. Fra Sydfyn kendes fx de stærkt blomstrende og duftende syrenhegn.

I takt med at markfelterne gennem 1800-tallet blev stadig mere intensivt udnyttet, og våde lavninger og krat forsvandt, blev de nye plantedækkede skel til velkomne spredningskorridorer for landskabets vilde dyr og planter. I den »fodpose« af græsser og urter, som dannede sig langs rækkerne af træer og buske, kunne smådyr færdes frit. Adskillige undersøgelser har siden vist, at dyrelivet generelt havde de bedste kår i markernes udkanter, nær de beskyttende hegn. Denne funktion aftog selvsagt, da det fra slutningen af 1800-tallet blev almindeligt at anvende ståltråd som en ny og praktisk hegnsform.

Gennem 1800-tallet voksede den danske landbefolkning voldsomt, og der blev brug for flere nye landbrugsbedrifter. Fra mange af udskiftningstidens gårde blev der derfor udparcelleret små husmandsbrug. Men netop fordi de blev skabt ved opdeling af de eksisterende parceller, tilføjede de nye skel blot et nyt lag til den eksisterende grundstruktur. Nyt var det til gengæld, at sociale forskelle på denne måde blev tydelige i landskabet. Så længe alle bønder var fæstere, havde ingen et fast tilhørsforhold til gårdmands- eller husmandsstanden, og selv om der var sociale forskelle, blev de som regel overlejret af livsfasernes forskellige vilkår. Mange bønder indledte som unge karrieren som husmænd, derefter blev de gårdmænd, og på deres gamle dage vendte de tilbage til et hus eller en lejlighed. Med selvejet blev det anderledes. Først i 1800-tallet opstod slægtsgården som fænomen, og antallet af skorstene i barndomshjemmet kunne blive afgørende for ens livsbane.

Udstykningen af nye husmandssteder tog til i forbindelse med lovgivning i hhv. 1899 og 1919, og det samlede antal landbrugsbedrifter toppede sammen med landbrugsarealet omkring 2. Verdenskrig. Derefter tog udviklingen to retninger.

Da først faste ejendomsgrænser var etableret i form af gærder og hegn, fulgte andre landskabelige linjeføringer deres grundmønster. Det gjaldt ikke mindst de veje, som der med bebyggelsens spredning blev stadig mere brug for. Hidtil havde kun større landeveje været anlagt, mens de fleste mindre vejføringer udelukkende skyldtes brug og hævd. Man sagde derfor, at fællesskabstidens veje havde tre dimensioner: længde, bredde og dybde. For i store dele af året kunne deres nærmest bundløse søle være vanskeligt at kæmpe sig igennem.

Med Forordning om vejvæsenet i Danmark fra 1793 blev forbedring af færdselsinfrastrukturen en central del af landboreformerne, som dog først for alvor blev realiseret fra 1820’erne og frem. Omkring 1860 fandtes der således ca. 1.350 km anlagt landevej i Danmark, og efter vedtagelsen af en ny vejlov i 1867 blev ansvaret for de regionale landeveje henlagt til amtsrådene, mens de mange lokale sogneråd tog sig af bivejene. Herefter knopskød store og små veje langsomt men sikkert som et trafikalt blodårenet gennem landskabet. I 1950 havde landet godt 8.000 km hovedlandevej eller ca. 1.300 km mere end 30 år forinden.

De første forsøg på at supplere vejnettet med en moderne transportform beregnet på godstransport rettede sig mod landets eksisterende vandløb. 1802‑05 blev der eksempelvis gravet en kanal fra Esrum Sø til Kattegat for at lette transporten af brænde fra Gribskov til København. I 1809 blev Gudenå gravet op fra Bjerring Mølle, så den kunne benyttes til pramfart mellem skovene og papirfabrikken i Silkeborg og afskibningsstedet Randers. Tilsvarende projekter blev gennemført andre steder i landet, men pramfarten fik aldrig den samme betydning herhjemme som i de europæiske flodnationer, først og fremmest Storbritannien, hvorfra inspirationen kom.

Det afgørende gennembrud for godstransport over land kom derfor først med anlægget af danske jernbaner fra 1847. Da jernbanenettet i 1930’erne nåede sin maksimale udbredelse, strakte det sig 5.500 km gennem landet. For at beskytte banelegemet mod sne- og sandfygning blev der mange steder i forbindelse med anlæggelsen plantet levende hegn og småplantninger langs skinnerne. Derved kom også jernbanenettet til at udgøre en værdifuld spredningskorridor for andre levende organismer end mennesker.

Som følge af urbanisering og infrastrukturanlæg blev landbrugsarealet frem mod årtusindskiftet reduceret med en femtedel, hvorefter det forblev nogenlunde stabilt. Men eftersom udstykning, frasalg og ekspropriationer fulgte udskiftningstidens ejendomsskel, lod processen skelettet intakt. Det gjorde den samtidige strukturudvikling i landbrugserhvervet ikke i samme grad.

Ved sammenlægning og forpagtning gik antallet af landbrugsbedrifter i årene 1946‑2019 ned med 85 %, fra godt 208.000 til 33.600. Sammen med en teknologisk udvikling, som gav større trækkraft og bredere redskaber, førte denne udvikling til markant større markfelter i landskabet. I 2018 havde en gennemsnitlig landbrugsbedrift med jord et tilliggende på 81 ha, og mange adskiller sig i størrelse ikke nævneværdigt fra 1800-tallets gennemsnitlige herregårde. Der fandtes i 2019 landet over knap 590.000 marker med en gennemsnitsstørrelse på 4,5 ha. Blot ni år forinden var den 4,1 ha.

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

• Landboreformerne i Danmark
• Landbrugets udvikling i Danmark
• Landsbyerne i Danmark

Læs også om

• Danmarks landskaber
• Kystlandskaberne i Danmark
• Råstofferne i Danmark
• Danmarks vejr og landskab
• Skovene i Danmark
• Havene i Danmark
• Det åbne land i Danmark

Se alle artikler om kulturlandskaber