Har man med opgivelsen af den traditionelle tjenestemandsansættelse givet køb på disse værdier? Svaret er dobbelt benægtende. Overgangen til andre ansættelsesformer tog fart i 1960’erne og er fortsat siden. Den var økonomisk begrundet for såvel embedsmændene (og andre offentligt ansatte) som de offentlige arbejdsgivere. De første ønskede gennem andre ansættelses- og pensionsforhold bedre økonomiske vilkår. De sidste ønskede at frigøre sig fra de pensionsforpligtelser, som gjorde det svært og kostbart at ændre den offentlige sektor. Begge fik opfyldt deres ønske.
Det rejser spørgsmålet, om man ved at forlade tjenestemandsansættelsen har prisgivet de klassiske embedsmandsdyder, der betonede embedsmændenes forpligtelse over for loven, deres partipolitiske neutralitet og deres ubestikkelighed. Også her er svaret benægtende. En empirisk analyse (på amerikanske data) sammenlignede således embedsmænd med traditionel livslang ansættelse med embedsmænd ansat på åremål og fandt ingen forskel i opfattelsen af de forpligtelser, der knytter sig til den særlige rolle som embedsmænd i offentlig tjeneste.
I 2015 blev der gennemført en undersøgelse af danske embedsmænds efterlevelse af kravene til dem. Den omfattede embedsmænd i ministeriernes departementer og styrelser samt i kommunerne. Embedsmændene er forpligtede af en dobbelt standard. Den ene er, at de som embedsmænd i en forvaltning, der er underlagt demokratisk politisk ledelse, er forpligtede til lydhørhed over for den til enhver tid siddende politiske ledelse. Det er mere end et krav om lydighed i forhold til de politiske direktiver, de modtager. Der ligger også en forventning om, at embedsmænd lever sig ind i den politiske linje, som en minister, en regering eller en kommunalbestyrelse har lagt, og at de gør deres for at fremme den.
Den anden er, at der er lagt bånd både på den politiske ledelse og på embedsmændene. De skal arbejde inden for loven; de skal tale sandt, fx når de formidler information til Folketinget, kommunalbestyrelser og regionsråd, eller når de bliver kaldt til regnskab af kontrolinstanser som Folketingets Ombudsmand og revisionen; de skal også, når de rådgiver politikerne, gøre det på et forsvarligt fagligt niveau, hvad det så end er; og så skal de være partipolitisk neutrale og ikke lade sig trække ind i politiske kampagner forud for valg og folkeafstemninger.
Båndene gælder både den politiske ledelse og embedsmændene, som arbejder under den. Det djævelske i logikken er, at både politikere og embedsmænd kan være fristet til at bryde dem. Politikerne for at fremme et måske kortsigtet partipolitisk mål, embedsmændene for at fremme egen karriere. Det er en svær balance, men embedsværket ser ud til at holde den. En række mekanismer i vores demokratiske styreform bidrager hertil. For det første er forvaltningen organiseret på en måde, som indebærer, at nogle dele af embedsværket i særlig grad prioriterer nogle af de nævnte værdier, mens andre dele fokuserer på andre. For det andet arbejder karrierehensynet langt hen ad vejen for embedsværkets respekt for værdierne. I et meritbaseret embedsværk som det danske skal den enkelte embedsmand opføre sig på en måde, som ikke spolerer karrieremulighederne efter et politisk skifte. For det tredje bidrager pluralistiske institutioner med parlamentarisk kontrol, frie medier og kontrol i form af ombudsmand, revision, ankeorganer og uafhængige domstole til, at embedsværket og dets politiske foresatte respekterer embedsmandsdyderne.
Når embedsværket ret ubesværet holder sig på dydens vej, er forklaringen, at den er ganske bred. Den tillader tilpasning til øjeblikkets krav, og den er fleksibel, så normerne, der definerer den, muliggør en gensidig forventningsafstemning for politikere og embedsmænd. Samtidig er forvaltningen organiseret, så der i konkrete beslutnings- og rådgivningsforløb indgår juridiske og andre fagligt-tekniske vurderinger sammen med politiske vurderinger anlagt af de embedsmænd, der arbejder tæt sammen med den politiske ledelse. Men forholdet mellem ret og politik samt faglighed og politik forbliver vitale elementer i den demokratiske debat.