Enkesædet, Landet

Den kulturhistoriske værdi ved Enkesædet knytter sig i det ydre til det samlede anlæg bestående af det fritliggende stuehus, udhuset, den gamle staldlænge, den nye staldbygning og den brolagte gårdsplads, som et velbevaret eksempel på en mindre gård på Tåsinge. Det er samtidig et karakteristisk eksempel på en gård med bygninger opført i forskellige perioder og dermed også på forskellige perioders byggeskik og materialeanvendelse. Dette kommer til udtryk i, at de tre ældste længer blev opført i bindingsværk med stråtag, mens dele af den ældre staldbygning og den nye staldbygning fra 1920'erne blev opført i mursten. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der tydeligt afspejler de oprindelige funktioner, hvor stuehuset har et rigere bindingsværk, større torammede vinduer og fyldingsdøre, mens avlslængerne, der har været anvendt til stald og lade, har mindre vinduer udført i støbejern samt revledøre og porte. Skorstenenes placering i tagryggen understøtter tillige hierarkiet og fremhæver stuehuset. Dertil kommer, at gården ikke er opført som en traditionel gård med tre eller fire længer omkring en gårdsplads. I stedet ligger stuehuset for sig selv med avlslængerne mod nordøst. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til bygningernes konstruktion i egnskarakteristisk bindingsværk med fodrem, stormranker og den ødsle brug af dokker samt stråtaget med mønning og kragtæer. Den kulturhistoriske værdi i stuehusets indre knytter sig til den stort set bevarede ældre grundplan, der kan ses i hovedskillevæggen og i de mange og relativt små rum. Rumfordelingen i stuehuset vidner om det tidligere liv i bygningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer i stuehuset, herunder fyldingsdøre med gerichter og greb, væg- og brystningspaneler, synlige loftsbjælker, bræddegulve og skorstenskerner samt vinduesdetaljer, herunder lodposter, anverfere og stormkroge. Stuehusets interiør med det fint forarbejdet udtryk vidner om den herskende smag på opførelsestidspunktet og om bygningens status, som den fineste af længerne. I avlslængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de enkle planløsninger, der afspejler rummenes tiltænkte brug, ligesom bygningernes slidstærke, enkle materialeholdning svarer til deres oprindelige brug til dyrehold og lade.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til gårdens formfuldendte helhed af stråtækte og gulkalkede længer placeret omkring den lille og uregelmæssige brolagte gårdsplads. De kraftige, vandret afskårne og stort set ubrudte stråtage giver gårdens lave længer tyngde, og det ens farvevalg binder de forskellige længer sammen. De gule djærve mure kontrasteres af de mørkegrønne vinduer, døre, som derved fremstår som dybtliggende huller i murfladerne. Udtrykket er overordnet enkelt og særdeles helstøbt, domineret af få materialer, elementer og farver. Den gennemgående brug af righoldigt, opstolpet tømmer giver tillige anlægget en karakteristisk og pyntelig karakter, ligesom tømmeret på fin vis opdeler bygningskroppene i en taktfast rytme. Den arkitektoniske værdi knytter sig desuden til stuehusets enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stort, valmet heltag med ubrudte tagflader. Stuehuset markerer sig som anlæggets vigtigste bygning med sine to skorstenspiber og torammede vinduer. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til vinduer og fyldingsdøre.

Læs videre om

• Grønnegade 21, Troense
• Klintegården, Drejø
• Korsgade 14, Svendborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen