Erholm ligger på Erholmvej 25 i Assens Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Erholms hovedbygning og de tilhørende vinkelbyggede staldlænger blev opført i 1854. Anlægget blev tegnet af J.D. Herholdt i nygotisk stil, en stil der var udbredt i samtidens danske herregårdbyggeri. Hovedbygningen erstattede den gamle Erholm hovedbygning, der lå nogle hundrede meter længere mod sydvest. Denne var en énetages bindingsværksbygning fra 1600-tallet og som siden blev nedrevet. Samtidig med opførelsen af den nuværende hovedbygning anlagde man en 12 ha stor landskabelig park i engelsk stil. Parken blev tegnet af Rudolph Rothe, Danmarks første Kgl. Haveinspektør. Nord og vest for hovedbygningen blev køkken- og frugthaven anlagt. Hovedbygningen blev ombygget i 1886 og siden i 1899 af Martin Borch. Ved denne ombygning blev terrassen mod øst udvidet betragteligt til den nuværende størrelse og trappetårnet i gården blev tilføjet.

I det indre blev der installeret et nyt centralvarmeanlæg, der stadig er i funktion, ligesom den nygotiske indretning blev erstattet af et lysere interiør, hvor blandt andet den store spisesal i nyrokoko blev etableret. Vestibulen blev ligeledes gjort større og den nuværende brede trappe blev etableret. Førstesalen havde før ombygningen en for sin samtid traditionel planløsning med en central fordelingsgang, der gav adgang til mindre værelser. Førstesalen blev indrettet som en separat lejlighed i 1900-tallets første halvdel med eget køkken og bad.

De vinkelbyggede staldlænger vest og nord for gårdspladsen var også tegnet af J.D. Herholdt og blev opført i 1855. De rummede foruden herskabsstald, vognremiser også kontorer til forvalter, gartner og skovbetjent. Længerne er siden blev indrettet til beboelse. Efter avlsgården brændte, blev en ny avlsgård opført 1884-1887 tegnet af Vilhelm Tvede. Erholm har været i Cederfeld de Simonsen familiens eje siden 1600-tallet.

Beskrivelse

Følgende beskrivelse baserer sig på besigtigelse af hovedbygningen, herskabsstalden og en lejlighed i staldlængen vest for den brolagte gårdsplads. Erholms hovedbygning ligger på en bakke i den tilhørende store og landskabelige park, der er anlagt i engelsk stil. Nord for hovedbygningen er en brolagt gårdsplads, der afgrænses af enetages beboelseslænger mod nord og vest. Mod øst åbner gårdrummet sig mod parken. Midt på gårdspladsen er en cirkulær plæne, hvorpå et stort lindetræ er plantet.

Man ankommer til Erholm enten via den direkte indkørsel fra landevejen eller som tidligere gennem skoven og parken, der ligger nord og øst for bygningsanlægget. Avlsgården, der ikke er omfattet af fredningen, ligger nogle hundrede meter sydøst for hovedbygningen. Hovedbygningen er grundmuret i to etager over en høj kælder. Bygningen er opført over en H-formet plan bestående af en øst-vestorienteret hovedfløj med korte tværfløje mod nord og syd. Hovedfløjen er syv fag lang, mens tværfløjene er fem fag lange. Over soklen, der er cementpudset mod gården og i gule sten på de øvrige sider, står murværket i blank, rød mur og murfladerne afsluttes under tagudhænget af muret trappegesims med små konsoller. Murværket er udført med brændte fuger. I etageadskillelsen og på gavlene ses tillige liljeformede murankre.

Taget er et heltag belagt med skifer. I rygningerne sidder skorstenspiber i rød, blank mur med sokkel og kroneformede gesimser. I tagfladerne ses flere ældre tagvinduer samt en traditionelt udført, fladbuet kvist mod nord. Tværfløjenes gavle er kamtakkede og prydet med fladbuede blændinger. På de øvrige facader mod nord, vest og syd er midterfaget ligeledes fremhævet med kamtakkede gavle prydet med fladbuede blændinger. Mod syd er de tre midterste fag let fremtrukne fra murplanet og afsluttes øverst over det midterste fag af en kamtakket gavl, hvis nederste kamme omslutter de to flankerende de fag. Mod gården sidder hovedindgangen i det let fremhævede, midterste fag, den er omsluttet af en muret portal prydet med en muret trappegesims og runde blændinger. Herunder sidder den ældre, tofløjede dør let tilbagetrukket i en fladbuet åbning. Døren har en diamantflammeret beklædning af lakeret træ. I det østlige hjørne mellem hoved og tværlænge ses et senere tilføjet trappetårn i rød, blank mur med spidst, skiferbeklædt tag.

Tårnet er prydet med murede gesimser lig hovedfløjens. Til højre for hovedindgangen er trappen til kælderen overdækket med en muret udbygning, hvorpå lille klokkestabel er opsat øverst. Mod vest er midterfaget udbygget til en tresidet karnap med en balkon øverst udfor førstesalen. Der er udgang til balkonen gennem en ældre, tofløjet dør med ruder lig vinduernes. Mod syd er en ældre terrasse udbygget i hele længens bredde. Midtfor er en trappe ned til haven, der korresponderer med havedøren i bygningens midterfag. Mod nord er der en sekundær dør i midterfaget, der ligeledes har en diamantflammeret beklædning. En trappe foran døren fører ned til et mindre gårdrum, der er afskærmet mod gårdspladsen af en mur og af hække ud til den omgivende park.

Hovedbygningens vinduer er en-, to- og firerammede og sidder i fladbuede åbninger med afrundede false af formsten. De firerammede vinduer er småsprossede med fire ruder øverst og otte ruder nederst. De øverste rammer har fladbuede overkanter. Samtlige vinduer stammer sandsynligvis fra opførelsen. Kældervinduerne er fladbuede støbejernsvinduer. Samtlige af hovedbygningens vinduer er hvidmalede.

I det indre er hovedbygningen præget af en ældre grundplan, der stammer fra en ombygning omkring 1899. Mod gården ligger en stor vestibule, hvor en bred trappe til venstre giver adgang til første sal. Til højre er der indgang til spisestuen, der er gennemlyst. Til venstre for hovedtrappen er et mindre rum med ældre, indbyggede skabe, og under trappen er indrettet toilet. Dertil kommer en bitrappe til kælderen. I hovedfløjen ligger der yderligere to stuer mod haven, mens en gang og et tidligere kontor vender mod gården. Fra hovedfløjen er der indgang til den østre tværfløj, der optages af en havestue midten, med udgang til terrassen, flankeret af to stuer mod henholdsvis nord og syd. Fra den sydlige stue, fører en ældre lille, inddækket toløbstrappe til første sal. Der er indgang til den nordre tværfløj gennem den store spisestue. I den nordre tværfløj findes hovedbygningens sekundære trappe, der forbinder alle etager. Syd herfor er indrettet kontor, mens den nordre del indrettet som anretterkøkken.

Stueetagens rum har en ældre og traditionel materialeholdning med ældre parketgulve, malede bræddegulve, brystnings- og lysningspaneler med integrerede radiatorskjulere, pudsede vægge og lofter samt en rig stukkatur med planteornamentik og enkelte antikke motiver. Paneleringen har tillige guldstaffering i flere rum. I havestuen er lysningspanelerne forsynet med indvendige skodder. Spisestuen er udført i nyrokoko med feltinddelte vægge, der har guldstafferede profiler med bladværk. Dørene har fyldinger er udført med indstukne hængler, ligesom der er tilhørende gerichter og messingdørgreb. I anretterværelset og i rummet bag hovedtrappen er bevarede, indbyggede skabe. Vinduernes oprindelige og sandsynligvis specialfremstillede anverfere og stormkroge er også bevaret. Vinduerne er forsynet med forsatsruder. Interiøret ses også kaminer udført enten af marmor eller kakler. I vestibulen er gulvet beklædt med ældre linoleum. Hovedtrappen er en bred, toløbstrappe med opsadlede trin og slanke balustre samt en håndliste af ædeltræ.

Hovedtrappen fører op til første sal, der er indrettet med en stor repos og en fordelingsgang, der giver adgang til mindre stuer, værelser, køkken og bad. I hovedlængen ligger bibliotek, opholdsstuer og spisestue, mens et nyere køkken, bad og bryggers ligger i den nordre tværfløj, der er ligeledes adgang til værelser i tagetagen i den nordre tværfløj via den sekundære trappe. Den søndre tværlænge optages af stuer og værelser. Første etage præges ligeledes af en ældre og traditionel materialeholdning, der dog er mere enkel end stueetagens. Her er malede eller ubehandlede bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stukgesimser, brystnings- og lysningspaneler samt ældre fyldingsdøre med tilhørende gerichter og beslagværk. Hertil kommer de oprindelige støbejernsradiatorer, hvoraf nogle har radiatorskjulere. Tagetagens værelser har lakerede bræddegulve og glatte vægge samt lofter. Den sekundære trappe fører også ned til kælderetagen, hvor det oprindelige herregårdskøkken er bevaret under den nordre tværlænge.

Planløsningen i den resterende del af kælderen er indrettet med en central fordelingsgang, der giver adgang til større og mindre rum, der vender mod henholdsvis gård og park. I kælderens store køkken er det oprindelige inventar bevaret med sort-hvidt skakternet flisegulv, pudsede vægge og loft, vægbeklædning med hollandske fliser, blåmalet forrammekøkken, madelevator, dækketøjsskabe og et stort brændekomfur. I kælderens øvrige rum er der ølandsflise-, murstens-, bræddegulve samt støbte gulve og pudsede og kalkede vægge. Lofterne er enten pudsede eller udført med monnierhvælv. Hertil kommer det nagelfaste inventar, eksempelvis i form af kar, skabe og hylder. Kælderens døre er ældre og udført med fyldinger.

De vinkelbyggede staldlænger, der afgrænser gårdspladsen mod vest og nord er opført i grundmur i én etage over en lav sokkel. Murværket står i rød blankmur, og bygningerne bærer heltage hængt med røde vingetegl. I rygningen sidder skorstenspiber, hvoraf de fleste er ældre og har en traditionel udformning med sokkel og krave. Dertil kommer enkelte nyere, blokformede skorstene. Der er en fladbuet portåbning i den vestre længes midterste fag. Længerne er prydet af kamtakkede gavle med fladbuede blændinger.

Portgennemkørslen er på begge sider også fremhævet med lignende gavle, hvoraf den mod indkørslen er prydet med bygherrens initialer og opførelsesåret 1854. Mod gården er en urskive indsat i gavlfeltet. Portrummet er brolagt og de hvidkalkede vægge er prydet med murede blændinger og øverst en savsnitgesims. Der er bræddeloft med synligt bjælkelag, og de bevarede stabler viser, at gårdrummet sandsynligvis har kunnet lukkes mod indkørslen. Mod gården har nordlængen tillige to symmetrisk placerede høgab med kamtakkede gavlkviste. To lignende gavlkviste pryder vestlængens vestside på hver side af porten. Længerne er indrettet til boliger, stald og garage. Døre og revleporte er udført med sildebensflammering og alle er malet mørkegrønne. Vinduerne er firerammede vinduer fra opførelsen, men der ses også etfags og trefags vinduer, alle med fladbuede overkanter. Samtlige vinduer er småsprossede og hvidmalede. En del af vestlængen er indrettet til herskabsstald, hvor størstedelen af de originale overflader og staldinventar er bevaret. Gulvene er brolagte, vægge og lofter er pudsede og kalkede. Af staldinventar er bevaret spiltorve med forsirede støbejernsgitre, krybber og høhække, ligesom der er også bevaret forsirede støbejernsknager til seletøj. Over spiltorvene er den nederste del af væggene beklædt med en marmorlignende flise. Der endvidere indrettet tre hestebokse.

Lejligheden i vestlængen er præget af en traditionel planløsning med entré og en ældre kvartsvingstrappe til tagetagen. Der er stuer og værelser mod gården og parken, mens køkken og bad vender mod vest. Materialeholdningen er traditionel og ældre, herunder med lakerede bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt ældre fyldingsdøre med tilhørende gerichter og beslagværk.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Erholm knytter sig til bygningens beliggenhed på et højdedrag i den landskabelige park anlagt med snoede stier, solitære træer og et slynget system af kanaler og damme. Anlægningen af parkens let snoede stisystem gør, at hovedbygningen kan opleves fra flere forskellige vinkler. Herved understøttes Erholms nygotiske middelalderpræg, der virker fantasiæggende på betragteren. Ankomsten til Erholm iscenesættes også gennem længernes statelige udtryk mod tilkørselsvejen, der modsvares af gårdrummet, hvor længer og hovedbygning danner et intimt gårdrum, der åbner sig indbydende mod parken. Dette udtryk understøttes af det store lindetræ, der udgør gårdspladsen naturlige omdrejningspunkt.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Erholm knytter sig til det samlede anlæg som et fornemt eksempel på en nygotisk herregård fra 1850erne. Den nygotiske stil kommer til udtryk gennem det røde, blanke murværk, murankre, de kamtakkede gavle og de murede gesimser med konsoller, der minder om borgbyggeriets blændarkader med skoldehuller. Opførelsen af Erholm var med til at stadfæste en retning indenfor 1800-tallets historicistiske herregårdsbyggeri i Danmark, der var præget af rødt, blankt murværk og var udført i et formsprog, der relaterede sig tydeligt til danske borge og herregårde fra senmiddelalder og renæssance. Hovedbygningen er således et vidnesbyrd om godsejerstandens økonomiske mulighed for og ønske om, at manifestere deres sociale, økonomiske og politiske samfundsposition gennem ny arkitektur. Den nye arkitektur skulle være historisk orienteret, motivmættet og stemningsskabende og direkte henvise til standens magtfulde stilling i ældre tider. Gennem sin beliggenhed på højdedraget i den store, landskabelige park, levede Erholm også op til kravene i samtidens herregårdsbyggeri, hvor herskabets beboelse lå i passende afstand fra avlsgården for at undgå støj- og lugtgener derfra. Også i det samlede bygningsanlæg spiller funktionalitet og bekvemmelighed ind, hvilket blandt andet er synliggjort i herskabsstalden og vognportenes nære placering til hovedbygningen, hvor herskabets har haft let adgang til vogne og rideheste.

I hovedbygningens indre ses den for datidens herregårde traditionelle inddeling mellem herskabets repræsentative stuer i stueetagen og de private gemakker på førte sal samt køkken, domestikrum og tyendeværelser placeret i den høje kælder. Således udgør hele den høje stueetage hovedbygningens repræsentative del, hvilket ses i de en suite forbundne stuer og den gennemlyste spisestue. Den repræsentative karakter understreges af rummenes fornemme indretning med detaljerigt snedkerarbejde i alle former for panelering og i fyldingsdøre med tilhørende indfatninger. Dertil kommer den rige stukkatur. Stuernes indretning afspejler Martin Borchs ombygning i 1800-tallets slutning, hvor et lysere og lettere interiør afløste den oprindelige nygotiske indretning fra Herholdts hånd, der med stor sandsynlighed har haft en mere dunkel farvesætning. Hovedbygningens indretning afspejler også datidens rekreative anvendelse og inddragelse af omgivelserne, idet indretningen gennem adgangen til den store terrasse udnytter bygningens høje placering og dermed det vidtstrakte syn over den omgivende park.

Den kulturhistoriske værdi i Erholms indre knytter sig også til den forholdsvis kompakte bygningskrop, hvor den tætte rumstruktur og disponering ikke blot har givet en rationel indretning af bygningen. Den tætte rumfølge afspejler, særligt i stuerne, også datidens ønske om hygge og intimitet som en del af indretningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til herskabets private gemakker på første etage, hvor værelser og stuer er lagt omkring en fordelingsgang, men primært vender ud mod den omgivende park. Disse rum er stadig præget af en gennemført og detaljerig udførelse i snedkerarbejdet, dog i en enklere udformning.

I kælderen knytter den kulturhistoriske værdi sig til det store herregårdskøkken med forrammekøkken og brændekomfur samt til den rationelle og overskuelige grundplan med en fordelingsgang, der giver adgang til domestikrummene. Kælderetagens enkle og slidstærke overflader og nagelfaste inventar vidner om etagens funktionsbetingede oprindelse, der har været tiltænkt til tjenestefolket som arbejdsområde og beboelse. Den praktiske og for samtiden moderne bolig er også afspejlet i den fornemme og repræsentative hovedtrappe og den mere enkle bitrappe, der har gjort, at herskab og tyende har kunnet færdes i bygningen uden at de praktiske husholdningsrelaterede funktioner har grebet ind i herskabets liv. Eksempelvis ligger køkkenet i kælderen i umiddelbar tilknytning til bitrappen, hvorfra man har kunnet bringe herskabets måltider til anretterkøkkenet i stueetagen og derfra til servering i den store spisesal. Opdelingen af herskab og tyende ses endvidere i den separate kældernedgang, der har givet direkte indgang til domestikrummene udefra.

Den kulturhistoriske værdi ved de vinkelbyggede staldlænger, knytter sig i det ydre til den nygotiske stil, der mimer hovedbygningen gennem det røde murværk og de kamtakkede gavle, men som underordner sig denne i kraft af deres lavere højde og mere enklere udtryk. Bygningernes oprindelige funktion som stald og vognremise afspejler sig dels i gavlkvistene med revleluger, der har fungeret som høgab men også i de store, tofløjede porte, der muliggjort færdsel med heste og vogne. Kontorfunktionen er aflæselig i de mange trævinduer, der til forskel fra de mindre staldvinduer, der sidder i den vestvendte væg, viser, at de indre rum har været tænkt til brug for mennesker. Den kulturhistoriske værdi ved herskabsstalden knytter sig i det indre til sig til det velbevarede og stort set intakte staldinteriør med spiltorve, krybber og høhække. Hertil kommer den ældre materialeholdning, hvor de brolagte gulve, de forsirede støbejernsgitre og vægbeklædningen af marmor dels er slidstærke men også afspejler bygningens oprindelige funktion til opstaldning af herskabets kostbare ride- og køreheste. Den kulturhistoriske værdi ved lejligheden knytter sig til den traditionelle, ældre planløsning med gård- og parkvendte stuer og værelser, mens de sekundære funktioner vender mod indkørslen i vest. Hertil kommer de oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter, fyldingsdøre med tilhørende gerichter og greb samt vinduernes anverfere og stormkroge. Den enkle og gedigne materialeholdning og planløsning vidner om lejlighedens oprindelse som en solid og moderne funktionærbolig på et nyopført gods fra 1800-tallets anden halvdel.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Erholm knytter sig i det ydre til det gennemførte nygotiske stiludtryk og den ensartede materialeholdning i rødt, blankt murværk med teglhængte heltage, der giver det samlede anlæg et usædvanligt helstøbt og homogent udtryk. Hertil kommer anlæggets høje placering i den gennemført anlagte og velbevarede landskabelige park, hvor bygninger og landskab indgår i en særdeles harmonisk relation.

Den arkitektoniske værdi ved Erholms hovedbygning knytter sig til bygningens sluttede form, der med ret få virkemidler i kamtakker og gesimser, giver bygningen sin tilsigtede borglignende karakter og udstråling. Hertil kommer den symmetri, der præger alle bygningens sider, der skærper bygningens klare og stramme komposition. Dette helstøbte udtryk samles på fornem vis af de store, glatte og næsten ubrudte tagflader af skifer. Erholms hovedbygning står derfor med sit stærke og fantasiæggende udtryk som et fremragende eksempel på 1850ernes fortolkning af den danske middelalderborg.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til vestibulen med arkader og den brede trappe, der skaber en herskabelig ankomst til godsets hovedbygning. Den arkitektoniske værdi knytter sig også til de repræsentative stuers detaljerige stukudsmykning, panelering og parketgulve, der samtidig har den intimitet, man tilstræbte under historicismen. Yderligere ligger der en særlig arkitektonisk værdi i spisesalen, hvis intakte historicistiske interiør i nyrokoko med rummets tilstræbte symmetri, guldstafferingen på de fint forarbejdede døre og paneler samt loftets rige stukkatur, får salen til at fremstår som et fint eksempel på et af den sene historicismes stemningsskabende rum.

Endelig ligger der også arkitektonisk værdi i førstesalens mere enkelt udstyrede rum, men hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med gennemført og let elegance. Den arkitektoniske værdi ved de vinkelbyggede staldlænger knytter sig i særdeleshed til vestlængen, der med sine kamtakkede gavle og gavlkviste danner en værdig og stemningssættende ankomst til Erholm. Længerne omkring gårdspladsen skaber en effekt, der får hovedbygningen med sine kamtakker og dobbelte højde til at tage sig ekstra storladen og prægtig ud. De vinkelbyggede staldlænger præges af vinduer og døre og portenes regelmæssige takt og særligt af de kamtakkede gavle, der giver karakter og format til bygningerne.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links