Erhverv og arbejdsmarked i Fanø Kommune

I 1892 blev aktieselskabet Fanø Nordsøbad A/S stiftet af et konsortium bestående af danske, tyske, engelske og østrigske investorer. Reelt var Nordsøbadet dog på tyske hænder, idet de tyske investorer havde magten i selskabet. I 1904 kom badet på danske hænder og skiftede navn til Fanø Vesterhavsbad.

Fanø Nordsøbad A/S var et badested i den absolutte luksusklasse, der skulle tiltrække Europas elite med sine moderne faciliteter. Det var pålagt gæsterne at følge et striks badereglement, bl.a. skulle alle badets gæster benytte de hestetrukne badevogne til omklædning, og ingen måtte bevæge sig på stranden i badetøj. Ved badets begyndelse blev vognene betragtet som yderst moderne. Siden blev de ikoner for et nostalgisk turistblik. De fleste blev ødelagt under Besættelsen 1940-45, men der blev bygget nye efter krigen, og de eksisterede frem til begyndelsen af 1960’erne.

Fanø Nordsøbad A/S stod bag opførelsen af Kurhotellet, som var færdigt ved åbningen i 1892. De to øvrige store hoteller, Strandhotellet og Hotel Kongen af Danmark, blev bygget af lokale investorer fra hhv. Fanø og Esbjerg i 1892 og 1893. De prangende villaer omkring badet blev hovedsagelig opført af private. Badet voksede voldsomt i de første år. Kurhotellet var indrettet med 30 værelser med udsigt til havet. Senere blev der opført to tilbygninger. Antallet af gæster til badet steg fra ca. 800 i 1892 til 2.000 i 1895. Badet blev desuden udbygget med villaer og logihuse, hvoraf mange var ejet af rigmænd fra Hamborg.

Arkitekturen omkring badet var præget af den tyske indflydelse. Mange af de såkaldte tårnvillaer, der skød op omkring århundredeskiftet, var samlet og rejst på Fanø, men tømrer og snedkerarbejdet var udført i Tyskland. Litteraturkritikeren Georg Brandes sammenlignede i 1896 byggestilen med byggeriet i en storby som Berlin. Han mente ikke, at det var tilpasset hverken Fanøs traditionelle byggestil eller den omgivende natur. Hotellernes stil blev opfattet som tung, og mange af villaerne bragte med deres synlige trækonstruktioner, tårn og spir mindelser om lige dele schweizeridyl og norsk dragestil.

Først i 1930’erne begyndte en anden nostalgisk byggestil at sætte sit præg på badet. Her etableredes bl.a. sommerhusområdet Sønderklit i øens traditionelle byggestil, som den kendes fra længegårdene fra 1700- og 1800-tallet i Nordby og Sønderho. Også Klitbyen, der lå mod øst, var udtryk for ønsket om et stramt udtryk, her med udgangspunkt i Bedre Byggeskik. Harald Peters tegnede en mindre sommerhusklynge, der bestod af de såkaldte A-huse med stråtag, som gik helt ned til jorden på begge sider, og træhytter med tegltag. Også her var der referencer til en tidligere byggeskik, nemlig de gamle fiskerboder.

I årene 1933-35 blev der opført en klynge sommerhuse i kolonihavestil ved Rindby Strand, kaldet »De fattiges paradis«. Beboerne var primært esbjergensere. Også Sønderho var omkring århundredeskiftet blevet opdaget af turister, og i 1890’erne var der blevet etableret en badeanstalt drevet af Fanø Nordsøbad. Her kørte badevogne ligeledes gæsterne ned i vandet ved Hønen, Fanøs sydligste spids. Byen appellerede dog mere til de gæster, der skyede det overrendte Vesterhavsbad og søgte ly for masseturismen. Frem til 1951 havde Sønderho sin egen turistforening.

Badegæsterne på Fanø søgte ikke kun sundhed og velvære, mens også underholdning og adspredelse. Allerede ved Nordsøbadets etablering var der tænkt på koncerter, recitationer og lignende, og der kom løbende nye tilbud, bl.a. for at holde hånden under badets skrantende økonomi. Omkring århundredeskiftet forsøgte man at etablere en egentlig sejlsportsaktivitet, men strømforholdene viste sig uegnede. I 1898 blev der anlagt en golfbane ved badet, og i 1920’erne var ridning på såvel heste som æsler en almindelig adspredelse.

De internationale motorløb, der fandt sted på Fanø i perioden 1919-24 trak tusindvis af gæster til. Ved det første løb i 1919 deltog 500 biler, og 15.000 mennesker blev på en enkelt søndag fragtet til øen med færgen. Løbene besøgtes af flere internationale stjerner, bl.a. den engelske racerkører Malcolm Campell, der deltog i 1923 med sin 18-liters og 350 hk store Sunbeam racervogn, kaldet Bluebird. Med en fart på 219 km i timen satte han rekord på Fanø. Løbene fik dog en brat afslutning, da en dreng under et løb blev ramt af et løbsk hjul og omkom. I efterkrigstiden voksede campingpladserne frem. En af øens første campingpladser, Rindby Camping, blev etableret i 1955 af Anne-Lise Laxager. Campingpladsen skilte sig ud, ved at den var målrettet børnefamilier, bl.a. med ansættelse af en pædagogstuderende, der kunne aktivere børnene. I 1959 fulgte en campingplads ved Sønderho, ligesom der i samme tidsrum opstod flere feriekolonier.