Esrum Kloster er et trefløjet anlæg på kanten af landsbyen Esrum, godt en kilometer nord for Esrum Sø i Nordsjælland.

Kun hovedfløjen mod syd stammer fra det oprindelige klosteranlæg, men bygningsfredningen omfatter alle tre fløje. Anlægget og Kagstenen på gårdspladsen er fortidsmindefredet.

Siden 1997 har bygningerne været brugt som museum, der formidler middelalderens klosterkultur i Danmark. I dag indgår vandmøllen syd for klosteret som en del af museet Esrum Kloster & Møllegård.

Bygningshistorie

.
.
Hovedfløjens nordfacade
Hovedfløjens nordfacade
Af .

1151-1536 cistercienserklosteret

Byggeriet af Esrum Kloster påbegyndtes omkring 1140 af ærkebiskop Eskil, oprindeligt som et Benediktinerkloster. Efter en rejse til cistercienserklosteret i Clairvaux blev han grebet af denne ordens store fromhed og omdirigerede derfor byggeriet af Esrum til at blive nordens første cistercienserkloster. Klosteret blev indviet i 1151, og de tolv munke samt en abbed ”eksporteret” fra moderklosteret i Frankrig flyttede ind.

Den nuværende bygning blev opført i to omgange. Den vestlige halvdel er fra midten af 1200-tallet, og den østlige er ca. 100 år yngre. Skellet mellem de to byggeperioder ses blandt andet af knækket i sydfacaden. Den østlige del blev formentlig opført som bolig til abbeden, der på dette tidspunkt i middelalderen begyndte at få en særskilt bolig i stedet for at bo sammen med de øvrige munke. Funktionen kan ikke verificeres, men forekomsten af en hypocaust (et romersk varmluftsanlæg) under Abbedsalen viser i hvert fald, at dette rum har haft en betydningsfuld status – abbedbolig eller ej.

Udbygningen med økonomibygninger vidner om klosterets store økonomiske fremgang. Som årene skred frem, ejede Esrum Kloster til sidst mere end en tredjedel af al jorden i hele Nordsjælland. Esrum fik også adskillige datterklostre, blandt andet Vitskøl, Sorø og Øm. Derudover fik Esrum datterklostre i det nuværende Nordtyskland og Polen, hvilket vidner om klosterets magt og storhed.

Klosterets trivsel skyldtes i høj grad den fordelagtige placering på flad, frugtbar jord, med nem adgang til vand ved åløbet fra Esrum Sø. Cistercienserne var kendte for at udnytte vand og vandkraft, og ofte førtes der rindende vand igennem eller under deres bygninger, blandt andet i forbindelse med sanitære foranstaltninger. Således finder vi også spor efter en kanalgennemstrømning i den bevarede fløj ved to tilmurede spidsbuer på hver side af fløjen.

Kælderhvælvene blev indbygget et sted mellem 1400-1550, men nærmere detaljer om bygningen i klostertiden er uvisse. Reformationen i 1536 fik ikke i første omgang de store følger for Esrum Kloster, idet de tilbageværende munke fik lov at blive boende, blot blev der stoppet for optag af nye medlemmer.

1560-1796 Kongelig jagtgård og stutteri

Klosterbygningerne set fra bygaden i nord.
Klosterbygningerne set fra bygaden i nord.
Af .

I 1559 flyttede de tilbageværende 11 munke til klosteret i Sorø, og nedbrydningen af det mægtige kloster gik i gang. Man startede med kirken, hvor inventaret i 1560 blev givet videre til Skt. Olai Kirke i Helsingør. I 1585 beskriver den 12-årige Christian IV, hvordan der kun er få rester tilbage af den store kirke i Esrum. De mange tusind munkesten blev brudt ned og genbrugt til andre større byggeprojekter, bl.a. ved Frederik II’s ombygning af Kronborg.

De to økonomibygninger blev skånet, og stedet blev indrettet til stutteri og kongelig jagtgård. Den fremspringende udbygning midt på hovedfløjen stammer sandsynligvis fra denne tid, hvilket kan aflæses i en indmuret sandstensplade med Frederik II’s kronede monogram samt årstallet 1569. Udbygningens formål var bl.a. at skabe et bedre og mere tidssvarende trappeforløb i bygningen, og spindeltrappeløbet er bevaret fra den tid. Der blev desuden plads til et par små, sekundære rum i udbygningen. De bevarede kalkmalerier i rummet ved siden af Abbedsalen stammer fra begyndelsen af 1600-tallet. Tidligere fandtes også bevarede kalkmalerier med jagtmotiver fra denne tid, men disse blev ødelagt under 2. Verdenskrig.

Det er uvist, om hele udbygningen er opført på én gang, men den er med sikkerhed blevet ombygget eller repareret ad flere omgange. Et bevis herpå er den indmurede sandstensplade over hoveddøren med Christian 5’s monogram, årstallet 1697 og teksten ”reparer”. Pladens placering over døren indikerer, at denne ombygning indebar etableringen af en ny hovedindgang og sandsynligvis også det barokke trappeløb i forbindelse hermed.

På Resens stik fra 1677 kan man se den nuværende østfløjs forgænger: en stor fløj på to etager og med kraftige gavlkamme. Det er uvist, om denne originale fløj stammer helt tilbage fra klostertiden, eller om den er bygget til i forbindelse med stedets anvendelse til jagtgård, men den har umiddelbart ikke et middelalderligt udtryk. På tegningen ser man tydeligt de nedbrudte rester af den gamle klostermur, og Møllegården samt åens løb over grunden er også tydeligt indtegnet.

I 1718 blev svenske krigsfanger sat til at nedrive de sidste rester af klostermuren, og i den forbindelse berettes det, at søen mod nord blev fyldt op med ”gamle munkeben” fra klosterets tidligere kirkegård lige ved. Samtidig med dette arbejde flyttede Frederik IV stutteriets hovedsæde til Østrup, og Esrum blev i stedet udpeget til rytterdistrikt og garnison for tre kompagnier dragoner.

I 1732 blev der i hovedfløjen indrettet en bolig til regimentsskriveren (en embedsmand tilknyttet rytteriet), og det er fra denne tid, at store dele af det bevarede barokinteriør stammer. Bygningerne blev, på et uvist tidspunkt i løbet af baroktiden, hvidpudset med trukne profiler om vinduerne.

Det er uvist, præcist hvornår i 1700-tallet at vestfløjen i bindingsværk kom til. Den har et tydeligt staldpræg og er sandsynligvis knyttet enten til driften af stutterivirksomheden eller til funktionen som rytteri.

I 1796 fik bygningerne funktion som amtsstue, hvorfra der opkrævedes skatter og førtes tilsyn med fattigvæsnet.

1800-tallet til i dag

Østfløjen er sammenbygget med hovedfløjen.
Østfløjen er sammenbygget med hovedfløjen.
Af .

I 1878 lægges området under Frederiksborg Amt, og frem til 1925 husede bygningerne en filial af amtsforvaltningen.

I 1881-82 blev østfløjen revet ned og erstattet af en ny staldbygning (den nuværende østfløj), og hovedbygningen blev restaureret. Den nye østfløj opførtes af arkitekten Ferdinand Meldahl i munkesten genbrugt fra den gamle og på de samme fundamenter. Den hvide puds fra barokken blev nu banket af hovedbygningen. Arkitektens visitkort ses i form af hans initialer sammen med Christian IX’s monogram på endnu en indmuret sandstensplade på fremspringets nordfacade.

I løbet af 1900-tallet benyttedes bygningerne til en række meget forskelligartede formål, blandt andet som magasin for Nationalmuseet, posthus, børnehjem, privatbolig og midlertidigt som opholdssted for 300 lettiske flygtninge i 1946. Under 2. Verdenskrig blev Abbedsalen indrettet til bombesikkert skjul for nationale klenodier fra Rigsarkivet, Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek, og det var i den forbindelse, at loftet blev hævet og omsat med betonbjælker.

I 1990’erne opstod tankerne om en restaurering og nyindretning af bygningerne. I 1996-97 gennemførtes en stor restaurering, og klosteret kunne herefter åbne som museum, stort set som vi ser det i dag.

Bygningsbeskrivelse

Hovedfløjen set fra syd over engdraget.
Hovedfløjen set fra syd over engdraget.
Af .

Esrum Kloster er et trefløjet bygningsanlæg, der ligger på den sydlige kant af landsbyen Esrum. Syd for bygningerne strækker sig et fladt og åbent engdrag gennemskåret af Esrum Å på vej fra Esrum Sø mod Dronningmølle. Åen passerer på sin vej Esrum Møllegård, der er forbundet til Esrum Kloster med en sti.

Man ankommer til klosteret fra landsbyen i nord og føres ind på den åbne, knoldebrosbelagte gårdsplads mellem fløjene. I pladsens nordøstlige hjørne står en fortidsmindefredet granitpille, en såkaldt kagsten, der anvendtes til afstraffelse af uvillige hovbønder. Ankomsten til pladsen markeres af to store lindetræer, der står som en indgangsportal foran hovedfløjen. Mod øst defineres gårdspladsen af en bøgehæk, der fører ind til et nyfortolket klosterhaveanlæg med historiske lægeplanter.

Vest for bygningerne ligger en ryddet plæne med en bevaret stensat brønd og markeringer i græsset, der formidler omridset af den oprindelige fratergård i klosteret.

.

Hovedbygningen

Hovedfløjens sydfacade og vestgavl.
Hovedfløjens sydfacade og vestgavl.
Af .
Murværket i hovedfløjen fremviser mange bygningshistoriske spor.
Murværket i hovedfløjen fremviser mange bygningshistoriske spor.
Af .

Bygningsanlægget domineres af hovedbygningen i syd. Fløjen har to hovedetager over en høj kælder og fremstår i massivt, rødt munkestensmurværk med flere store murankre i jern. Omtrent midt på fløjen er en ca. 5 fag bred udbygning, der på trods af sin dybde nærmest har karakter som en kraftig midtrisalit på gårdfacaden. Midt på fremspringet sidder en høj muret gavlkvist med to vinduer. Fløjen afsluttes af et højt tag beklædt med røde vingetegl. Taget fortsætter udover midtpartiet, dog med en mindre stejl hældning end det øvrige tag. Der ses også en kvist på den vestlige del af fløjen, tre skorstene i rygningen og en skorsten på tagets overgang til fremspringet.

Både vinduer og døre sidder ujævnt fordelt på facaderne, især på fremspringet. Som hovedregel er der små åbninger med luger i kælderetagen, torammede vinduer i 1. stokværk og firrammede korspostvinduer i 2. stokværk, alle med småsprossede ruder. Der er i alt seks døre i fløjen, og alle sidder i facaden mod gården, på nær én, som sidder i gavlen mod vest. Alle døre, luger og vinduer er malet i en mørk rød farve med undtagelse af døren og balustraden på den vestlige kvist, der er brune.

I murværket ses desuden utallige spor fra tidligere vinduer og døre, der alle enten har været spids- eller rundbuede. Flere steder ses også rundbuede blændinger over de nuværende firkantede vinduer. Hoveddøren sidder i fremspringets vestligste fag, og foran ses en trappe med svære granittrin og et nyere værn i jern. Indmuret i fremspringets nordfacade ses tre sandstensplader med monogrammer og årstal, der fortæller om ombygninger under kongerne Frederik II, Christian V og Christian IX i årene 1569, 1697 og 1882. På fremspringet ses også murankre med krummelurer, hvor de øvrige murankre er meget simple i udformningen.

På facaden mod syd ses det særlige knæk i bygningen mellem den ældre del (vest) og den yngre del (øst), der springer i øjnene. Den sidstnævnte halvdel støttes af stræbepiller, der aftrappes i højden. Til denne side er der ingen kviste, og tagfladen er ubrudt med undtagelse af en række små tagvinduer. Vinduerne i sydfacaden sidder i en lidt roligere takt end på nordfacaden. I fløjens vestlige ende sidder der i øverste etage en del murblændinger. Vestgavlens solide murværk aftrappes i højden og springer frem ved facaden mod syd.

Sidefløjene

Vestfløjen set fra gården.
Vestfløjen set fra gården.
Af .

Østfløjen er en kort, bred enetages længe, der er bygget sammen med hovedfløjens gavl. Fløjen står i rødt, blankt murværk i munkesten med højt saddeltag i røde vingetegl – ligesom hovedbygningen. Gavlen mod nord er muret med strømskifter ligesom gavlene på hovedbygningen. Mod syd er taget helvalmet.

Vinduerne er torammede med småsprossede ruder. På hver facade sidder tre enkelte fyldingsdøre med små vinduer. Alle døre og vinduesrammer er hvide og er indfattet i sortmalede karme. Der ses tre kviste på fløjen, en større mod gården med træskodder for og to mindre med vinduer i på henholdsvis havefacaden og i sydgavlen.

Nordøst for fløjen ligger udstillingshaven. Fløjen bruges af de tilknyttede gartnere og som kontorer og depoter for museet. Indvendigt ses sparsomme, bevaringsværdige detaljer i form af trapper, døre og gerigter.

Vestfløjen er en lang, smal enetages længe, primært opført i sort/hvidt bindingsværk på et kampestensfundament. Hele facaden mod vest er dog på et senere tidspunkt fornyet helt i rødt murværk med betonsokkel under. Der er også et større hvidkalket, fuldmuret parti i facaden mod gården.

Fløjen er bygget sammen med hovedfløjen, men kun på et ganske lille stykke af sydgavlen, og er mindre inkorporeret i anlægget end østfløjen. Længens udtryk med sort/hvidt bindingsværk giver den snarere et slægtskab med Møllegårdens bygninger mod syd. Der er i alt tre kviste med rødmalede revleporte samt en enkelt skorsten i taget, og ellers står tagfladen ubrudt i røde vingetegl.

I fløjen ses sparsomme, mindre vinduer, som alle er hvide og småsprossede i hvide karme. Der er adskillige revledøre i varierende størrelse samt en enkelt fyldingsdør, alle placeret på gårdfacaden. I fløjen er også en større, tofløjet garageport. Porten er tjæret sort ligesom bindingsværket, soklen, trægesimsen samt den bræddebeklædte gavltrekant på sydgavlen. Alle døre er malet mørkerøde. Der ses ingen døre på vestfacaden, men til gengæld en rødmalet fyldingsdør midt på sydgavlen. Gavlen mod ankomsten i nord er tydeligt omsat til nyere bindingsværk med en rødmalet lasteport i gavltrekanten. Husets indre står som nøgterne nytterum, der præges af bygningens fortid som stald og vognport.

Miljømæssig værdi

Detaljer fra hovedfløjens sydfacade.
Detaljer fra hovedfløjens sydfacade.
Af .

Klosterordenens tradition for selvforsyning og udnyttelse af vandkraft har haft afgørende betydning for klosteret placering i landet og landskabet. Det åbne engdrag med god landbrugsjord mod syd, å-løbet, der passerer klosteret, samt den nære forbindelse til Esrum Møllegård er essentielle for forståelsen af, hvordan Esrum Kloster opnåede storhed i kraft af det rige udbytte, der kunne fås på dette frugtbare sted.

Fortællingen om klosterlivet knytter sig derfor i høj grad til det omkringliggende landskab, da den gode jord og adgangen til vand har været afgørende for klosterets fremgang og magt.

Set fra syd rejser det massive, røde stenhus sig fra det flade, grønne engdrag og har en kraftfuld landskabelig virkning, der dog blot er en skygge af den kraft, som hele det mægtige klosteranlæg må have haft.

Fra nord er den bevarede klosterfløj tydelig i landskabet. Landsbyen Esrum er vokset op omkring klosteret. Forskellen i skalaen fra de almindelige huse til klosterbygningerne vidner om lokalsamfundets afhængighed af stedet som landbrugets centrum, hvad enten det var kirken eller kongen, bønderne måtte yde hoveriarbejde for.

De miljømæssige værdier for Esrum Kloster knytter sig også til bevidstheden om, at der et sted under den asfalterede, søvnige landsbygade ligger ruinerne af Nordeuropas største kloster.

Kulturhistorisk værdi

Brønden vest for anlægget er en rest af det oprindelige kloster.
Brønden vest for anlægget er en rest af det oprindelige kloster.
Af .

Den altoverskyggende kulturhistoriske værdi på Esrum Kloster er hovedfløjens vidnesbyrd om katolicismen og klosterordenernes udbredelse herhjemme. I tiden lige efter Reformationen fór man hårdt frem mod ”papisteriets” efterladenskaber, og der er derfor begrænsede mængder af fysiske vidnesbyrd tilbage. De bevarede rester af Esrum Kloster er måske hverken det mest intakte, eller imponerende, klosteranlæg vi har tilbage i Danmark. Stedet får dog en øget kulturhistorisk værdi i kraft af dets forhenværende status som et af Nordeuropas største og vigtigste klostre i cistercienserordenen.

De mange forskelligartede bygningsfysiske spor i hovedfløjens murværk beretter en kulturhistorisk fortælling om stedets – og hele landets – udvikling. Man kan følge husets funktionsskifter fra de middelalderlige spidsbuer frem til Christian IX’s sandstensplade fra 1882.

Der findes tydelige spor fra renæssance og barok i form af træspindeltrappen, kalkmalerierne, baroktrappen samt bevarede døre og beslag. Selv om disse spor ikke nødvendigvis er unikke rent stilmæssigt, fortæller de alligevel en væsentlig historie om overgangen fra katolicisme til protestantisme og om en kongelig/statslig ejendoms omskiftelige tilværelse som jagtgård, stutteri, kaserne, posthus og endelig kulturhus. Også lokalt spiller stedet en rolle i mindet om tiden, da ejendommen var centeret i et stort godskompleks, og landbrugsdriften var uløseligt koblet til ejendommen. Kagstenen på gårdspladsen er vidnesbyrd om tidligere tiders ufravigelige hierarki og drakoniske straffesystem.

Arkitektonisk værdi

.

De arkitektoniske værdier for Esrum Kloster ligger primært i hovedfløjens middelalderudtryk, der stadig opleves potent på trods af de mange ombygninger. Fløjens solide fremtoning i røde munkesten, med stræbepiller og aftrapninger på vestgavlen, er karakteristisk for den overleverede bygningskultur fra den danske middelalder. De mange tilmurede spidsbuer og øvrige bygningsspor giver fløjen en historisk autenticitet. Den monumentale karakter forstærkes af fløjens placering i det flade englandskab.

Gårdspladsen foran fløjen er et veldefineret uderum, der tydeligt afgrænser klosterets domæne fra byen. Den teksturrige belægning på gårdspladsen understøtter hovedfløjens historiske karakter, og den nyskabte klosterhave indpasser sig fint i den arkitektoniske fortælling om klosteret.

Den murede østfløj passer til hovedfløjens udtryk på trods af dens tydeligt yngre alder. Vestfløjen svækker anlæggets homogenitet med sit sort/hvide bindingsværk, men fløjen er vigtig for afgrænsningen af gårdrummet og taler til gengæld sammen med Møllegårdens hvide bygninger længere mod syd.

Indvendigt er de arkitektoniske værdier stærkest i de ribbehvælvede kælderrum, i Abbedsalen mod øst samt i de bevarede barokinteriører i vestenden.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Klostre

Eksterne links