Første Hus, Christiansfeld ligger på Lindegade 017 i Kolding Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Christiansfeld blev grundlagt på Struensees anbefaling i 1772 af det mähriske Herrnhutersamfund for at styrke de danske standarder for kvalitet og foretagsomhed. Første Hus var, som betegnelsen antyder, Brødremenighedens første hus i Christiansfeld. Grundstenen blev lagt 1. april 1773. Bygningen indeholdt i de første år Brødremenighedens forsamlingssal. Bygningen har tidligere rummet Brødremenighedens børnehave.

Beskrivelse

Første Hus ligger på hjørnet af Kirkepladsen og Lindegade, midt i Christiansfeld. Første Hus er en enetages grundmuret bygning af gule teglsten med kampestensfundament, kælder, muret sokkel og et kvartvalmet tag af røde vingetegl. I hver tagflade sidder en mindre heltagskvist og i rygningen sidder to murede skorstenspiber med sokkel og krave. Vinduerne er dels af dannebrogstypen med tværsprosse, dels torammede med opsprosning. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med seksrudet overvindue. Ved den nordlige gavl findes en nyere tilbygning med ensidigt tagfald. I hver gavl sidder et ovalt okseøje. Vinduer, døre og okseøjer har murede indfatninger og stablerne fra de tidligere skodder er bevaret. I det indre er stueetagen præget af nyere overflader og en nyere planløsning, herunder større murgennembrud, glatte døre, linoleums- og flisegulve, strukturvæv på væggene og systemplader i lofterne. I entreen er bevaret en ældre trappe. På førstesalen er bevaret flere oprindelige døre med beslagværk og dørgreb, ældre, brede plankegulve og flere oprindelige vinduer med barokke lodposter og anverfere.

Miljømæssig værdi

Første Hus miljømæssige værdi knytter sig til bygningen som en integreret del af Christiansfeld gamle bydel, der følger en reguleret byplan med to parallelle gader (Lindegade og Nørregade) forbundet af stræder, en central Kirkeplads og den lidt afsidesliggende kirkegård Gudsageren. Alle bygninger i Christiansfeld er individuelle, hvilket blandt andet markeres ved en afstand mellem hver bygning, men hvis sammenhæng er sikret gennem en ensartet, enkel byggestil og en omhyggelig overvejelse af hver bygnings rolle i bebyggelsen, der danner en udtalt helhed. Første Hus miljømæssige værdi knytter sig specifikt til beliggenheden på det sydøstlige hjørne af Kirkepladsen, hvor bygningen sammen med Nørregade 7 og Sprøjtehuset, på symmetrisk vis afgrænser kirkepladsen mod øst.

Kulturhistorisk værdi

Første Hus kulturhistoriske værdi relaterer sig overordnet til bygningen som en fysisk manifestation af det velorganiserede herrnhutersamfunds arbejdsomme, fællesskabsprægede og ydmyge livsholdning. Der er således en nær sammenhæng mellem den reformatoriske frimenigheds religiøse overbevisning og lighedsorienterede samfundssyn, der baserede sig på dygtighed, flid og dydighed, og så bygningens arkitektoniske udtryk og bevarede håndværksmæssige detaljer. Første Hus præsenterer derfor en i Danmark enestående bygningskultur, der er direkte inspireret af Brødremenighedens andre bebyggelser i Europa, herunder Herrnhut i Sachsen, samt af regionale træk fra Slesvig og Sønderjylland. Hertil kommer, at bygningen indgår som en væsentlig del af Christiansfelds oprindelige, og særdeles velbevarede byplan, der aktuelt er det eneste Herrnhutersamfund i Skandinavien, og et af de mest autentiske og bedst bevarede i Europa.

Første Hus udgør grundmodellen for alle de familiehuse, som Brødremenigheden opførte i årene 1773 til 1800. Hvad angår den særlige byggeskik, ses de Sachsiske træk især i bygningens dybe, klart afgrænsede volumen samt det kvartvalmede tag med høje og slanke kviste. Et særligt regionalt træk ses i gavlenes ovale okseøjer samt i den karakteristiske og lokalt producerede, 17 centimeter lange og ganske smalle Flensborgsten, som er anvendt. I det ydre svarer bygningens enkle materialeholdning og prunkøse fremtræden uden nævneværdig dekoration, til brødremenighedens nøjsomme livsholdning. Den efterstræbte orden, disciplin og lighedstanke, viser sig endvidere i det faktum, at bygning, såvel som grunden, er proportioneret omkring et modulsystem, hvis udgangspunkt er otte Hamburg-alen. Brødremenighedens håndværkere var kendt for produkter af uovertruffen kvalitet, hvilket de i bygningen få, men velbevarede, oprindelige bygningsdetaljer vidner om, herunder døre, beslagværk, dørgreb, vinduer med barokke lodposter og anverfere. I det ydre ses endnu stablerne fra de skodder, som bygningens hoveddør og vinduer oprindeligt blev født med. Udformningen af bygningens hoveddør, overvindue samt den udvendige trappes smedejernsgelænder er individuel for Første Hus, hvilket er et kulturhistorisk interessant træk, idet Brødremenighedens bygninger alle er blevet til inden for en ganske kort årrække. I bygningen knytter den kulturhistoriske værdi sig endvidere til de bevarede dele af den oprindelige planløsning, som denne viser sig i den delvist bevarede forstuegang med trappe, samt den fra opførelsen udnyttede tagetage, der ikke blot tjente sekundære, men også primære funktioner som Brødremenighedens første forsamlingssal.

Arkitektonisk værdi

Første Hus arkitektoniske værdi knytter sig til det fritstående og velproportionerede volumen. De stramt komponerede langsider og gavle har med deres få, men markante detaljer, herunder murede indfatninger og gesims samt høje kvist, et ærligt og meget karakterfuldt udtryk. Det samlede udtryk er roligt og afbalanceret, hvilket understreges af facadens gennemgående symmetri med centralt placeret trappe, dør og kvist, samt af rygningens to symmetrisk placerede skorstenspiber.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links