Tom Belsø i formel 5000 på Jyllandsringen i 1973.
.

Ved Resenbro øst for Silkeborg ligger Danmarks eneste FIA-godkendte (Fédération Internationale de l’Automobile) racerbane, FDM Jyllandsringen, i daglig tale Jyllandsringen.

Entreprenør Søren K. Jensen tog i samarbejde med racerkører Ole Hansen initiativ til at få bygget banen, og d. 15. maj 1966 kunne en af tidens største fortalere for bilisme, politikeren Erhard Jakobsen, indvie den 1,7 km lange asfaltbane. Banen blev etableret med mange svære sving, og det blev derfor allerede i 1967 besluttet at forbinde to af banens sløjfer. Herved blev den forkortet til 1.475 m, og den legendariske publikumslangside opstod.

Der er kørt talrige mindeværdige løb på banen, bl.a. EM-serien for de kraftfulde Formel 5000-racere i september 1973. Her sejrede Ian Ashley i sin Lola T330-Chevrolet, mens den danske stjerne Tom Belsø blev nr. fire. De hjemlige serier for standardvogne har dog altid udgjort rygraden i banens løbsprogram, og i perioden 1998‑2010 udviklede DTC (Danish Touringcar Championship), som de fleste professionelle danske kørere deltog i, sig til en guldalder for dansk motorsport.

Den uofficielle banerekord blev sat af John Watson i 1982, da han kørte banen i sin Formel-1 McLaren MP4/1 på 40,15 sekunder. I 2003 blev den 2,3 km lange og 16 sving store udvidede bane indviet. Rekorden på denne indehaves af Casper Pilgaard, som i 2018 tilbagelagde strækningen på 64,3 sekunder i en Formel-4.

Videre læsning

Læs mere om Foreninger og frivillige i Silkeborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige