Det var en række krige, der over flere hundrede år førte til skabelsen af det internationale samarbejde, som det foregår i dag. Med den såkaldte Europæiske Koncert forsøgte stormagterne efter afslutningen af Napoleonskrigene i 1815 at skabe fred i Europa gennem diplomati og konsensus. Samarbejdet brød sammen med udbruddet af Krimkrigen (1853‑56). Efter 1. Verdenskrig etableredes Folkenes Forbund, som viste sig ude af stand til at forhindre de øgede spændinger i 1930’erne og udbruddet af 2. Verdenskrig. FN blev etableret i 1945 efter 2. Verdenskrig.
Danmark var et af de 51 stiftende medlemslande og har siden da været meget aktivt i organisationen og en af dens store bidragydere. Der findes næppe det FN-organ – fra Sikkerhedsrådet til Torturkomitéen – hvor Danmark ikke har bidraget på et tidspunkt igennem de seneste mere end 75 år. Danmark har været medlem af Sikkerhedsrådet i fire perioder: 1953‑54, 1967‑68, 1985‑86 og 2005‑06 – og Danmark har i det hele taget ydet markante diplomatiske bidrag.
I 1946 tog ambassadør Bodil Begtrup fra Danske Kvinders Nationalråd initiativ til etableringen af FN’s Kvindekommission og til en række forslag, der fik anbragt spørgsmålet om kvinders ligestilling højere på FN’s dagsorden. Hun spillede også en vigtig rolle med hensyn til at få kvinders rettigheder skrevet ind i Verdenserklæringen som næstformand i det udvalg, der lavede udkast til teksten. I det første udkast hed det fx, at »alle mænd er født frie og lige …«. Her argumenterede Bodil Begtrup for, at det skulle hedde, »alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«. Og sådan blev det.
I 1951 var den danske diplomat Knud Larsen præsident for den konference, der udarbejdede FN’s Flygtningekonvention, og Danmark underskrev konventionen som det første land i verden.
Danmark var i 1995 vært for Verdenstopmødet om Social Udvikling – et af den stribe topmøder, som i 1990’erne formede og forandrede det internationale samarbejde. Desuden har Danmark i en årrække stået i spidsen for forhandlingerne om den årlige resolution om tortur i FN’s Menneskerettighedsråd.
Mest skelsættende i nyere tid var nok værtskabet for COP 15, FN’s store klimakonference i 2009, hvor mange håbede på et gennembrud i de internationale klimaforhandlinger. Det lykkedes ikke, og det førte sammen med de noget kaotiske forhold om konferencen til, at Danmarks FN-engagement kom til at fremstå noget skrammet. Men sammenbruddet i København førte, bl.a. med dansk engagement og store danske bidrag, til en række nye klimainitiativer, som var med til at bane vejen for klimaaftalen i Paris seks år senere.
Danmark havde mere held med sig, da man i 2015, hvor Danmark overtog formandskabet for FN’s Generalforsamling, sikrede vedtagelsen af FN’s verdensmål. Det lykkedes ikke mindst, fordi selve forhandlingsprocessen blev tilrettelagt med aktiv deltagelse fra både private virksomheder, folkelige foreninger og forskere fra hele verden.
Ikke mindst har danske soldater deltaget aktivt i FN’s fredsbevarende operationer. Danmark har bl.a. stillet tropper til rådighed for missioner i Suez 1956-57 og Congo 1960-64, og til nuværende operationer i Cypern fra 1964, Sydsudan fra 2011, Mali fra 2013, Nordkorea/Sydkorea og Golanhøjderne mellem Israel og Syrien fra 1974. Engagementet steg betydeligt efter den kolde krigs ophør. Fra 1990 til 2018 bidrog Danmark militært til 76 internationale operationer med i alt omkring 70.000 udsendte soldater og andet personel – noget nær en fordobling set i forhold til den danske FN-indsats i perioden 1948-89.
De fleste af de militære operationer, som Danmark har deltaget i, er sket med opbakning fra FN og FN’s Sikkerhedsråd, hvilket har været helt afgørende for Danmarks medvirken. Danmark har kun deltaget i to militære operationer, der ikke var autoriseret i et direkte FN-mandat: Kosovo i 1998 og Irak i 2003. Især Irakoperationen var, og er det stadig, både politisk og juridisk omstridt.
