I 1892 begyndte staten at anlægge Fanø Klitplantage på det vidtstrakte klit- og hedelandskab midt på øen. Formålet med plantagen var både at forhindre sandflugt og producere træ. De lokale bønder var i begyndelsen bange for at miste græsningsarealer til deres får, men med et stigende behov for brændsel på øen voksede støtten til projektet lige så stille. I dag dækker Fanø Klitplantage ca. 1.400 ha, om end kun to tredjedele af arealet er træbevokset. Der foregår stort set ingen træproduktion længere, og i driften ligger fokus i stedet på at understøtte den naturlige udvikling af området.
Den hårdføre bjergfyr dominerer stadig bevoksningerne i vest. Resten af plantagen præges af skovfyr, klitfyr og sitkagran, om end bevoksningerne af de to sidstnævnte gradvis afvikles. Hist og her findes desuden en smule bøg, birk og eg.
De ubevoksede dele af området veksler mellem tør hede og fugtige lavninger med eng og mose. På hedearealerne præges plantelivet af alm. engelsød, bølget bunke, sandskæg, hedelyng og revling, mens der i lavningerne bl.a. vokser liden ulvefod, hvid og brun næbfrø, smalbladet kæruld, blåtop, hjertelæbe, tranebær, klokkelyng, benbræk, klokkeensian og liden soldug.
Insektlivet er rigt og tæller dagsommerfugle som ensianblåfugl, okkergul randøje, sandrandøje og klitperlemorsommerfugl samt sjældne biller som glat skarnbasse og stor sandspringer. Derudover yngler bl.a. natravnen i plantagen, og i de senere år har havørne benyttet området som overnatningsplads i vinterhalvåret. Også rådyr og krondyr ses ofte i plantagen. Rådyrene stammer fra udsætninger i 1950’erne, hvorimod krondyrene selv er indvandret efter år 2000. Fanø Klitplantage indgår i habitatområdet Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde, i fuglebeskyttelsesområdet Fanø og i Ramsarområdet Vadehavet.
Solen skinner ned på skovbunden i Fanø Klitplantage, hvor græsset vajer blidt i den lette sommerbrise, og et delvis væltet træ hænger faretruende ud over den smalle skovsti. På længere sigt skal den naturligt hjemmehørende skovfyr dominere plantagens bevoksninger, men med islæt af bl.a. birk og eg. Desuden skal de åbne arealer friholdes for ny træopvækst, ligesom bevoksningerne på de store parabelklitter i især den østlige del af plantagen skal udtyndes, så de karakteristiske klitter træder tydeligere frem i landskabet.
