I Nørregade ligger Sparekassen Farsø, der efter en indbudt arkitektkonkurrence, som blev vundet af KPF Arkitekter, fik en større om- og tilbygning 2007-09. Tilbygningen tilførte bymidten et friskt pust af modernisme. Nybygningen er opdelt i sektioner, delvis båret af søjler og beklædt med travertin.
Farsø bymidte blev 2002-07 fornyet af arkitektfirmaet C.F. Møller, bl.a. med ny udformning af bymidtens pladser, herunder Storetorv, med granitbelægning af rødgrå bordursten og mørkegrå chaussésten, og Lilletorv foran det gamle rådhus. Bymidten beplantes efter en træplan med få træarter: robinie på pladser, kirsebærtræer langs stræder samt en bevaret bøg ved markedspladsen på Storetorv.