Femvejen 2
.

Femvejen 2 ligger på Femvejen 2 i Gentofte Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Atelierhuset på Femvejen 2 blev bygget til kunstnerparret Ellen og Adam Fischer, der flyttede ind i huset i 1934 efter ca. tyve års ophold i Frankrig. Kunstnerparret var gode venner med maleren og arkitekten Georg Jacobsen. I nært samarbejde med den mexicanske maler Diego Rivera udviklede Georg Jacobsen i perioden efter første verdenskrig i Paris en kunstretning, der hvilede på geometriske konstruktionsprincipper. Georg Jacobsen anvendte samme fremgangsmåde i sin konstruktion af atelierhuset. Villaen er et kubisk atelierhus bestående af 4 bokse, forskudt i forhold til hinanden. Arkitektonisk knytter udformningen sig an til den tidlige internationale funktionalisme som den kom til udtryk hos Le Corbusier. Den har på opførelsestidspunktet fremstået som en fremmed fugl i det danske arkitektoniske landskab, hvor denne strømning var på afprøvelsesstadiet med f.eks. Schlegels villa på Bernstorffsvej. Jørgen Sestoft skriver: Femvejen 2 må således anses for en senmoderne og delikat udgave af franske idealer fra det foregående årti, uanset hvor outreret det har forekommet i Gentofte i 1934. I "Danmarks Arkitektur. Enfamiliehuset" skriver Lisbet Balslev Jørgensen: Georg Jacobsen byggede i 1934 et hus for Adam Fischer på Femvejen 2. Han havde tegnet det i Paris 1932 i den nye ånd, som han med stor interesse havde studeret i Le Corbusiers værker. Huset skulle være en æstetisk tiltalende, hensigtsmæssig bolig for en billedhugger. Det blev opført i mur med betondæk, jernvinduer og fladt tag med tagpap. Muren er i dag afdækket med zink.

Beskrivelse

Villaen er beliggende med den nordlige side og indgangspartiet vendt mod Femvejen. Blokken med indgangspartiet udgør den midterste blok, der i forhold til både køkkenblok og atelierblok ligger tilbagetrukket. Bygningen er opført med en 30 cm hulmur. Atelierboksen er på grund af højden dog opført i en 2-stens mur. Ydervæggene er pudsede. Vinduerne er jernvinduer med forsatsruder. Villaen har oprindeligt stået gulkalket, i en kulør som Georg Jacobsen beskriver som imellem neapelgult og citron ikke så skarpt som citron og ikke så varmt som neapel. Bygningen har fladt tag med indvendige tagnedløb. Af plantegningen fremgår det tydeligt, at villaen er tegnet udefra og indefter. Atelierboksen og placeringen af stuen har tydeligvis været det vigtigste. De resterende rum er placeret efter, hvor det nu kunne lade sig gøre. Specielt placeringen af bad og køkken virker akavede. Atelierhuset står med vinduer, døre, både udvendige og indvendige, samt apteringen i køkken og badeværelse meget oprindeligt. Villaen har ved en overfladisk betragtning store ligheder med den hvide funktionalisme, som bl.a. Arne Jacobsen blev synonym med. Villaen har imidlertid stået gul, ikke hvid, og ved et nærmere kendskab må den opfattes som en symbiose af de konstruktive ideer, der opstod omkring maleriet omsat til arkitektur. Atelierhuset er således i sin oprindelse og sin udformning unik i dansk sammenhæng.

Baggrund

Georg Jacobsen boede i Paris i perioden 1919 til 1935. Han blev derefter professor ved Kunstakademiet i Oslo, hvor han blev indtil 1940. Hos Weilbach fremhæves han som maler, medens hans 5 bygninger kun lige bliver nævnt. Johan Pedersen var vicestads- og senere stadsarkitekt i København. Før det markerede han sig med en række funktionalistiske enfamiliehuse, fortrinsvis i Gentofte. Som hans hovedværk nævnes Kloakværket ved Svanemøllebugten. I forbindelse med Femvejen 2 nævner Jørgen Sestoft ham som Georg Jacobsens flinke, unge mand på stedet. Atelierhuset blev i 1988 forelagt Det Særlige Bygningssyn, der på det tidspunkt ikke fandt at bygningen repræsenterede tilstrækkelige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter til en fredning. I forbindelse med forelæggelsen skriver Jørgen Sestoft: Projektets tilblivelse i Paris 1933 i samspil mellem Georg Jacobsen og bygherren Adam Fischer placerer huset et karakteristisk og centralt sted i dansk kulturliv. Det får derved en kulturhistorisk interesse ud over den arkitektoniske. Atelierhuset Femvejen 2 er en helstøbt kunstnerisk komposition med baggrund i Georg Jacobsens beherskelse af geometrien som ordningsprincip, in casu ud fra Det Gyldne Snits muligheder.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links