Streaming af film og tv-serier har i stort omfang danskernes interesse. Således voksede andelen af befolkningen, der så film og tv-serier hver dag, fra 25 % i 2018 til 32 % under coronanedlukningen i 2020. I 2011 var dette tal 11 %. Disse film og tv-serier ses derhjemme eller på farten på mobiltelefoner, tablets eller computere, og i modsætning til flere af de andre kulturområder ser folk ofte film alene.

Den nye streamingtendens er en alvorlig konkurrent til biograferne, der også higer efter danskernes opmærksomhed og har haft stor betydning for danskernes hverdag, siden den første danske biograf åbnede i 1904. I 2019 eksisterede der 169 biografer rundtom i landet, hvilket er en del mindre end i det meste af 1900-tallet. Hvert år sælges lidt over to biografbilletter pr. indbygger. Det højeste antal solgte billetter på et år var i 1981 med 16,2 mio. I 2012 var det særligt de unge, der brugte biograferne, idet 24 % af de 15-19-årige og 26 % af de 20-29- årige havde været i biografen seks gange eller mere inden for det seneste år. Desuden havde 90 % af alle børn været i biografen inden for det seneste år, hvilket var en stigning i forhold til i 2004 og i 1998. Til sammenligning havde 66 % af de voksne været i biografen i løbet af det seneste år.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om teater og film