Hirtshals Fiskeauktion blev grundlagt i 1930. En meget stor del af fiskeomsætningen i Hirtshals går igennem fiskeauktionen, som i 2017 blev lagt sammen med Strandby Fiskeauktion og blev til Fiskeauktion Nord. Fiskeauktionen befinder sig i FiskeTerminal Hirtshals.
.

Havene omkring Danmark er rige på fisk, og fiskeri har altid været et vigtigt erhverv. I stenalderen bosatte folk sig ofte ved kysten og drev fiskeri på det lave vand. I middelalderen var fiskeri en sæsonbeskæftigelse, som omfattede en væsentlig del af landets befolkning. Befolkningen eksporterede både saltede Øresundssild og tørrede torske- og fladfisk fra Jylland til det europæiske marked, og skatten fra fiskeriet udgjorde en vigtig del af statens indtægter. I slutningen af 1600-tallet ophørte eksporten, og helt frem til midten af 1800-tallet havde fiskeriet kun lokal betydning. I 1800-tallet blev fiskene bragt til byernes fiske- markeder i fiskekvaser, hvor de kunne holdes i live i et bassin under transporten. Da jernbanen gjorde sit indtog, og Esbjerg og de andre fiskerihavne på Vestkysten stod færdige, indledtes en teknologisk udvikling, som i midten af sidste århundrede førte til en eksplosiv vækst i dansk fiskeri og gjorde Danmark til en af Europas største fiskerinationer.

Fiskeri og havbrug i dag

Den gennemsnitlige værdi pr. år af danske fiskeres landinger i danske havne i perioden 2010‑19 fordelt på arter.
.

I 2018 landede danske fiskere fisk til en samlet værdi af 2,9 mia. kr. i danske havne, og sammen med følgeindustrien beskæftigede fiskerisektoren næsten 16.000 årsværk. I tillæg til erhvervsfiskeriet var der 135.000 personer, der havde købt et årstegn til lystfiskeri, og 21.000, der var registreret som fritidsfiskere. Danmark havde desuden 19 havbrug, som hovedsagelig producerede regnbueørreder og ørredrogn til en samlet værdi af 675 mio. kr. samt en produktion af lineopdrættede muslinger i Limfjorden til en værdi af 17 mio. kr.

Danmark hører i dag til blandt verdens største eksportører af fisk og fiskeprodukter. I 2016 blev der eksporteret for 26 mia. kr. fisk og fiskeprodukter, svarende til næsten 4 % af den samlede danske eksport. Den store eksport af fisk og fiskeprodukter skyldes, at Danmark har en stor fiskeindustri, som ud over at forarbejde de danske fangster også i stort omfang importerer fisk og fiskeprodukter, som forædles og videresælges. Det er især laks, rejer og torsk fra Norge, Grønland og Færøerne, der forarbejdes og videresælges.

De vigtigste fiskerier

Dansk erhvervsfiskeri kan i store træk opdeles i fire forskellige fiskerier: De største fartøjer kombinerer trawlfiskeri efter industrifisk som tobis, brisling og sperling i Nordsøen med et pelagisk konsumfiskeri – dvs. fiskeri i vandsøjlen – med not eller flydetrawl efter sild og makrel. Industrifisken laves til fiskemel og -olie, som fx bruges i foderet til havbrugslaks. De mellemstore både driver et havgående konsumfiskeri, der hovedsagelig er rettet mod fladfisk og torskefisk i Nordsøen og mod rejer og jomfruhummer i Skagerrak og Kattegat. Dette fiskeri foregår typisk med bundtrawl, snurrevod eller garn. Kystfiskeriet, som drives af de mindste både, foregår fra mindre havne spredt over hele landet eller fra kysten som ved Torup Strand i Jammerbugt Kommune. Her fiskes der med garn eller snurrevod, og ofte er man kun ude en enkelt dag ad gangen. Endelig er der muslingefiskeriet, som især foregår med muslingeskrabere i Limfjorden, langs Jyllands østkyst og i Isefjord med specielle muslingebåde.

Industrifisk

Udviklingen i den samlede tonnage i tons i det danske fiskeri fra 1915 til 2015 opdelt på forskellige bådstørrelser. De store både, med en vægt på over 250 t, er gået stærkt frem, siden de blev introduceret i 1975, mens de mindste, på under 50 t, er gået tilbage.

.

Industrifiskeriet udnytter små hurtigvoksende arter som tobis, brisling og sperling, som også er vigtige fødeemner for fisk, havfugle og havpattedyr. Kvoterne fastsættes derfor, så der både er føde nok tilbage i havet til de andre arter og tilstrækkelig mange fisk tilbage i bestandene til at sikre det fremtidige fiskeri. Der fiskes tobis over det meste af Nordsøen i områder med groft sand og strøm. Brisling ligner sild, men er lidt mindre. De lever i store stimer i den sydlige del af Nordsøen, langs den jyske vestkyst, i Kattegat og i Østersøen. Sperling er en lille kortlivet torskefisk, som findes på dybere vand i den nordlige del af Nordsøen.

Sild og makrel

Konsumfiskeriet efter sild og makrel er værdimæssigt det næstvigtigste danske fiskeri. Sild findes i alle danske farvande, men opdeles i flere forskellige bestande, som adskiller sig med hensyn til gydested, gydesæson og vandringsrute. Størstedelen af fangsten tages i Nordsøen. Makrel fiskes i Nordsøen og vest for Skotland, men den findes i hele den nordøstlige del af Atlanterhavet, hvor den foretager omfattende vandringer. På grund af klimaændringerne er havtemperaturen steget, og makrellen er derfor begyndt at svømme til Island og Østgrønland i sommermånederne. Den ændrede udbredelse, som i nogen grad også kan ses hos andre fiskearter, har medført stridigheder om fordelingen af fangstmulighederne mellem EU, Storbritannien, Norge, Færøerne, Island og Grønland.

Torsk, rødspætter, jomfruhummer, rejer og muslinger

Fiskekuttere i Østerby Havn på Læsø, hvorfra der bl.a. fiskes jomfruhummere.
.

I konsumfiskeriet efter torsk og rødspætter fanges der samtidig en lang række andre spisefisk såsom kuller, sej, hvilling, kulmule, havtaske, skærising, tunge og rødtunge. Fiskeriet efter torsk har traditionelt været det vigtigste, men har i mange år været i krise både i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og den østlige del af Østersøen, hvor torskebestandene har været stærkt overfiskede.

Rødspættefiskeriet klarer sig bedre. Som følge af en markant nedsættelse af fiskeriet er rødspættebestandene gået kraftigt frem. Fiskeriet efter dybvandsrejer forgår i Skagerrak, mens jomfruhummerfiskeriet både foregår i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

I kystfiskeriet fiskes der efter de samme arter som i konsumfiskeriet, men her fanges der desuden arter som stenbider og hornfisk, der om foråret opsøger kysten for at gyde. I muslingefiskeriet tages hovedsagelig blåmuslinger, men også hjertemuslinger og østers.

Fra køkkenmøddinger til østerssafari

Østerssafari i Limfjorden ved Nykøbing M. Østerssafari er i 2000-tallet blevet en populær turistattraktion i området.
.

Mange steder i Danmark kan man finde store dynger fulde af østersskaller i kystnære områder. I 1837 blev der fundet flintredskaber i en sådan skaldynge ved Limfjorden. Det førte til en debat om, hvorvidt skaldyngerne var naturlige eller menneskeskabte. Snart blev det klart, at sådanne dynger også indeholdt trækul, potteskår og knogler af fisk, fugle og pattedyr, og at mange af knoglerne var marvspaltede. Der var tale om møddinger fra stenalderen, de såkaldte køkkenmøddinger.

Ertebølle

Udgravningen i 1890’erne af den store køkkenmødding ved Ertebølle ved Limfjorden, som kom til at give navn til Ertebøllekulturen. Køkkenmøddingen, som var ca. 140 m lang, 20 m bred og op til 2 m tyk, var domineret af østers.
.

En af de største køkkenmøddinger findes i Ertebølle ved Limfjorden, og den har givet navn til Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f. Kr.). I Ertebøllekulturen levede folk i meget høj grad af føde fra havet, især fisk, men de spiste også store mængder østers, som de samlede på lavt vand i fjorden.

I ca. 3950 f.Kr. indførtes landbruget i Danmark, og korn og husdyr blev herefter den primære fødekilde. Samtidig blev østers sjældnere i møddingerne ved Limfjorden. En mulig nedgang i bestandene bidrog muligvis også hertil.

Skiftende bestande

Østers var fra 1587 omfattet af et såkaldt kongeligt regale, hvilket betød, at de kun måtte høstes med kongelig tilladelse. Staten bortforpagtede imidlertid i 1840’erne retten til at fiske østers i Limfjorden til forskellige fremtrædende borgere, hvilket i begyndelsen af 1900-tallet udviklede sig til Østerskompagniet. Fortjenesten i østersfiskeriet var stor, så fiskeriet voksede og oversteg efterhånden bestandens bæreevne.

Den faldende østersbestand førte til en fredning i 1886. Da fredningen atter blev hævet, blev der samtidig indført forbud mod at lande de mindste østers. I 1925 blev det igen besluttet at lukke fiskeriet på de naturlige østersbanker. I stedet blev der lavet kulturbanker, hvor der blev udlagt hollandsk og fransk østersyngel, der kunne høstes af. Det gik godt et stykke tid, indtil de hårde isvintre i begyndelsen af 1940’erne slog ynglen ihjel. Først i efterkrigstiden steg bestanden af de oprindelige Limfjordsøsters igen, sandsynligvis hjulpet på vej af en række varme somre.

Spildevandsudledning

I 1953 flyttede kemivirksomheden Cheminova til Harboøre Tange. På det tidspunkt mente mange, at havet ville slette alle spor efter en eventuel forurening. Snart kom dog de første klager over skader på Limfjordens fisk. Senere blev der rapporteret om fund af døde fugle og marsvin og påvist store mængder giftigt bladan i fabrikkens spildevand.

På østersbankerne i Limfjorden gik østersbestanden tilbage. Først i 1970’erne var der igen østersyngel i Limfjorden, men nu kun i mindre mængder. Vandkvaliteten i Limfjorden var generelt blevet dårligere pga. spildevandsudledning og udsivning af næringsstoffer fra det omgivende landbrug, og en udefrakommende sygdom havde ramt østersbestanden.

Voksende bestande

I begyndelsen af 2000-tallet voksede bestanden af Limfjordsøsters pludselig igen. I 2005 blev der landet næsten 12 mio. østers, og i 2020 var der et mindre, reguleret licensfiskeri efter østers i fjorden. Samtidig har en ny og invasiv østersart, Stillehavsøsters, som ofte ligger i nemt tilgængelige, store banker, bredt sig.

Turister kan i dag komme på østerssafari på det lave vand, hvor de selv kan fange både Limfjordsøsters og Stillehavsøsters og spise dem friske på stranden.

Regler og kvoter

Fiskere drager vod på stranden ved Skagen, malet af Michael Ancher i 1910. I dag ville det være usandsynligt at fange så mange og så store torsk så tæt på kysten. Maleri på M/S Museum for Søfart
.

De fire fiskerier er underkastet forskellige regler. I det pelagiske fiskeri fisker man typisk på individuelle, overdragelige kvoteandele (IOK), som giver ret til at fiske en vis andel af den samlede danske kvote. IOK’erne kan relativt frit købes og sælges, men er dog underlagt regler, som skal forsøge at sikre, at kvoterne ikke koncentreres på ganske få hænder. I konsumfiskeriet og kystfiskeriet fisker man typisk på de såkaldte fartøjskvoteandele (FKA), hvor kvoteandelen er knyttet til fartøjet, men hvor det også er muligt at udleje eller sælge en del af den til andre fartøjer. Der er desuden indført en særlig kystfiskerordning for fartøjer under 17 m, hvor man har øget kvoteandelene for at styrke og bevare kystfiskeriet. I muslingefiskeriet fisker man på en licens, der udstedes til et begrænset antal både.

Mange af kvotereglerne blev indført i 2007 for at beskytte fiskebestandene og gøre fiskeriet mere rentabelt. Da fiskerne fik overdraget kvoteandelene på baggrund af deres hidtidige fiskeri, og det blev muligt at sælge dem til andre fiskere, blev det samtidig nemmere at trække sig ud af fiskeriet. Det har sammen med udviklingen i fiskebestandene medført, at antallet af aktive fiskefartøjer er faldet til en tredjedel fra 2001 til 2015, og at fiskeflåden nu er betydelig bedre tilpasset de danske kvoter. Det har dog ikke løst alle problemer. Der er stadig en dårlig økonomi i mange af de mindre fartøjer. Udviklingen mod færre og større fartøjer, som begyndte i 1970’erne, fortsætter derfor.

Fiskerirådgivning

Kvotesystemet har siden 1970’erne bygget på biologisk rådgivning om fiskerimulighederne. Den biologiske rådgivning bag kvoterne leveres af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), hvis sekretariat er placeret i København. Hvert år mødes fiskeribiologer fra Nordsølandene og fra landene omkring Østersøen i ICES og analyserer bestandssituationen. Når ICES har beregnet den aktuelle bestandsstørrelse, bruger man statistiske modeller til at forudsige, hvor mange fisk der vil blive fanget de næste to år ved forskellige niveauer af fiskeriindsats, og hvor mange fisk der så vil være tilbage i bestanden. Disse udregninger danner baggrund for politikernes kvoteforhandlinger.

EU's fiskeripolitik

Den gennemsnitlige værdi af landinger af fisk i danske havne 2011‑19, i mio. kr. pr. år.
.

Danmark er underlagt EU’s fælles fiskeripolitik, og det er EU’s Ministerråd, som beslutter, hvor stor den samlede kvote på en bestand skal være. Det sker på baggrund af den biologiske rådgivning, hensynet til erhvervets økonomi og beskæftigelse samt en overordnet målsætning om, at fiskeriet skal være bæredygtigt.

Hvis et fiskeri skal være bæredygtigt, må der ikke fjernes flere fisk fra bestanden, end naturen kan erstatte. Hvis fiskerne fisker for intensivt, fanger de fiskene, før de har vokset sig store og har forplantet sig. Hvis de fisker meget lidt, vil mange af fiskene dø af naturlige årsager, inden de fanges. Der findes en gylden middelvej, hvor fiskeriindsatsen er så tilpas, at fangsten er størst mulig, uden at bestanden overfiskes, og det er det, man sigter mod. Men naturen er lunefuld, så selv om fiskeriindsatsen rammer den værdi, der burde give den største bæredygtige fangst, kan klimaændringer og tilfældige naturlige svingninger i overlevelse, vækst og forplantning sagtens på længere sigt reducere en bestand til et niveau, hvor forplantningen går ned. For at undgå, at det sker, har ICES desuden indført en nedre grænse for bestandsstørrelsen af kønsmodne fisk.

Da den fælles fiskeripolitik blev indført, blev det vedtaget, at hvert land skulle have lov til at fiske den samme andel af den samlede fangst, som landet havde gjort i årene inden. Dette princip, som kaldes princippet om den relative stabilitet, har siden været brugt til at fordele den samlede kvote mellem medlemslandene. Der er imidlertid sket meget inden for fiskeriet siden begyndelsen af 1970’erne, og de historiske fangstandele og kvoteandele passer ikke længere med de nationale fiskeriers fangstmuligheder. I praksis bytter landene kvoteandele, indtil de hver især har det kvotemiks, som bedst passer til deres fiskeri.

Forbud mod at smide fisk ud

Under fiskeriet efter konsumfisk kommer der ofte samtidig en bifangst, der består af arter, som ikke kan sælges, eller fisk, der ikke kan landes lovligt, fordi de er under mindstemålet, eller fordi kvoten er opbrugt. Fiskene vil ofte være døde eller døende, når de kommer på dæk. For at bifangsten ikke skal tage plads ombord, vil fiskerne typisk smide den tilbage i havet. For at minimere bifangsten og begrænse spild har EU imidlertid vedtaget en såkaldt landingsforpligtelse, som i grove træk påbyder fiskerne at tage al fangst af kvoterede arter med i land. Det kan imidlertid være vanskeligt at vide, hvad der rent faktisk smides tilbage i havet. I øjeblikket tyder meget på, at landingsforpligtelsen kun kan realiseres, hvis overvågningen af fiskerne øges, fx ved brug af kameraer ombord på bådene. Det er der en stærk modstand mod i erhvervet.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om erhverv og arbejdsmarked