Fjellebro Hovedgård, Herringe

Fjellebro betyder en bro af træ, og navnet henviser som sådant til et gammelt middelalderligt overgangssted. Hovedgården kendes først fra 1462, hvor den tilhørte lavadelsmanden Oluf Bonde. De ældste dele af det nuværende Fjellebro blev opført af adelsmanden og kongelig lensmand Ebbe Ebbesen Munk (1551-1622) og hans hustru Sidsel Høeg. Nordfløjen blev opført i perioden 1590erne til 1622 og stod som et renæssancehus smalt og højt med svungne gavle med et trappetårn midtpå. Huset var i to etager og havde hvælvede kældre. I sine sidste leveår lod Ebbe Munk portfløjen mod syd opføre i samme stil som nordfløjen. En indskrift over porten fortæller, at dette hus stod færdigt i 1622, hvilket var samme år, som han døde.

Efter Ebbe Munks død førte hans enken arbejdet videre, og det var således under hendes ejerskab, at vestfløjen blev opført. I samme ombæring lod hun opføre en nu forsvunden østfløj muligvis opført i bindingsværk. Ved udvidelsen til et firefløjet anlæg forblev den ældre nordfløj tilsyneladende stående frit og markerede sig med renæssancens karakteristiske vælske gavle. I 1720erne lod den daværende ejer Philip Detlev greve Trampe (1678-1750) anlægget ombygge og ændre, blandt andet blev de svungne renæssancegavle nedtaget, og de helvalmede tage kom til. Østfløjen blev nedrevet til fordel for det åbne vue mod øst med en nyanlagt skovallé. Endvidere blev den klassisk udformede sandstensportal opsat på vestfløjen i 1726 over en statelig fritrappe. Portalens tyske inskription lyder: "ES SCHWEBE GOTTES HAND STETS ÜBER DIESES HAUS UND SEGNE DIE HINEIN UND WIEDER GEHN HINAUS".

I 1739 blev Frederik Christian Ludvig von Pentz ejer. Han var ivrig frimurer og hans søn, Ditlev von Pentz, var også frimurer. Ditlev v. Pentz var i 1774 blevet optaget i den stadig eksisterende, københavnske loge, Zorobabel til Nordstjernen stiftet 1741. En af disse to herrer har formentlig ladet en logesal indrette på gården, nemlig stensalen i vestlængens sydgavl. Først i 1791 blev der oprettet en frimurerloge i Odense, nemlig den stadig eksisterende Maria til de Tre Hjerter.

I 1860erne lod Gustav Carl Christian greve Holck-Winterfeldt (1802-1885) nordfløjens trappetårn nedrive og erstatte af den nuværende, indvendige trappe. Sandstensportalen blev ved samme lejlighed flyttet til dens nuværende placering foran nordfløjen. Sandsynligvis gennemgik nordfløjen samtidig omfattende indvendige ændringer, der slettede mange spor af den oprindelige plandisposition og indretning på samtlige etageplaner, fordi den skulle indrettes til folke- og gæstehus. I 1912-1913 lod Fredrik Preben greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille (1880-1946) hovedbygningen gennemgå endnu en grundig restaurering ved arkitekt Gotfred Tvede. Gotfred Tvede satte nordfløjen i forbindelse med vestfløjen ved et muret trappehus i hjørnet, og opførte på gårdspladsen i hjørnet mellem vest- og sydfløjen et massivt tårn med kvadratisk grundplan og tagterasse. Af planer over sydfløjen fra denne istandsættelse forekommer det, at sydfløjen måske er afkortet med et par fag på dette tidspunkt. Herskabsstalden blev også istandsat.

I 1967-68 gik arkitekt Hans Ludvigsen i gang med en stor istandsættelse, særligt af nordfløjens stue- og salsetage.

Bygningen ligger på en borgholm omgivet af sø og voldgrave. De tre fløje i to etager åbner sig mod øst. Hovedgården er et trefløjet anlæg, opført i røde teglsten i krydsforbandt over en høj sokkel af tilhugne granitkvadre. Etagedækkene afspejler sig i regelmæssigt anbragte dekorative murankre. Murene afsluttes mod tagene af en profileret tandsnitgesims. De stejle tage er på alle fløje helvalmede og over en høj opskalkning hængt med røde vingetegl. I rygningerne er regelmæssigt anbragte skorstenspiber med sokkel og krave.

Størstedelen af vinduerne er korspostvinduer med otte ruder i de nederste rammer og fire i de øverste. I sydfløjen er adgang til gården gennem en rundbuet portåbning, hvorover er indmuret sandstenstavle med et englehoved og resterne af indvielsestavlen. Nordfløjens indgangsparti indfattes af en klassisk opbygget sandstensportal med pilastre med kompositkapitæler over en profileret base. Selve dørfløjen er en fyldingsdør med kraftigt profilerede fyldinger i barok udformning. Nordfløjen, der er den ældste, blev opført i sidste fjerdel af 1500-tallet som et enkelthus med trappetårn og hemmeligheder ud til voldgraven. Fløjen er to fag bred og syv fag lang med en høj kælder under. Husets alder ses af stenstørrelsen og de dobbelte fladbuede stik, der er over alle vinduesåbninger samt af hemmeligheden ud mod voldgraven på nordsiden. I begyndelsen af 1600-årene opføres den parallelt liggende sydfløj, hvori portåbningen er. Fra porten er der til venstre indgang til en hovedtrappe i fløjen og til højre indgang til et overhvælvet kapel, som er årsagen til, at sydfløjens vinduer i stueetagen sidder lavere og mangler helt i østgavlen. Vestfløjen bygges på sydfløjen senere i 1600-tallet. I sammenskæringen mellem syd- og vestfløjen, er i 1912 opført et højt firkantet hjørnetårn med en terrasse på toppen i tagrumshøjde. Terrassen er kantet af en cementbalustrade. En hjørnebygning, ligeledes fra 1912, binder nordfløjen sammen med vestfløjen. Plandispositionen er i nordfløjen karakteriseret ved en forbindelsesgang mod gården og en række værelser mod voldgraven. Midt i fløjen er trappeforbindelsen ad en toløbstrappe med indstemte trin med slanke, drejede balustre. Trappen stammer formentlig fra en større ombygning omkring 1860erne. Rummene i fløjen står meget enkelt udstyrede med traditionelle overflader fra 1800-tallet og frem til 1960erne. I en sammenbygning fra 1912 mellem nord- og vestfløjen findes endnu en traditionel toløbstrappe, der betjener begge fløje. Vestfløjens indretning består af en bred gang ind mod gården og ud mod voldgraven af en række store rum, der er forbundet med dobbeltdøre, og som i sydgavlen bliver til en stor sal med lys fra to sider. Herfra er der forbindelse til sydfløjens meget stort anlagte senbaroktrappe med svungne, men slanke dokkebalustre og bred håndliste og brede trin af egetræ, i stuen afsluttet af et gulv af stenfliser. En tofløjet, nyere dør i en mægtig, forkrøppet barokindfatning fører herfra ud i portrummet. I den søndre del af denne fløj er der, som nævnt, et kapel med adgang direkte fra portrummet. Kapellet har et raffineret stjernehvælvet loft og en kamin i bagvæggen. Tagværket på vestfløjen er et ældre, måske oprindeligt hanebåndstagværk med et stort hængeværk over salen på anden etage. Der er fast undertag. Fra tagrummet er der udgang til hjørnetårnets terrasse.

Alle fløjenes interiører har et traditionelt rumudstyr med ældre plankegulve, pudsede vægge og lofter, flere med en stor, profileret gesims, samt to- og trefyldingsdøre, som i vestfløjen må stamme fra 1720-ombygningen. Indfatninger, greb og hængsling ser dog ud til at være fra istandsættelsen i 1912, hvor der også er kommet toiletter til ude i hjørnetårnet. Vinduerne er rundpostvinduer i nordfløjen; i vestfløjen har vinduerne et særligt klassicistisk profil på lodposten, og de må være kommet til ved istandsættelsen omkring 1912. Adskillige rum har vægpaneler og lysningspaneler, som kan stamme fra begyndelsen af 1700-årene; nogle af panelerne kan dog stamme fra 1912-istandsættelsen. I vestfløjen er bevaret en række støbejerns-vindovne fra 1700-årene. Generelt er værelserne og stuerne på anden etage udstyret med interiører fra istandsættelsen i 1912-1913.I vestfløjens første etage er der særligt fornemt udformede stukloftsdekorationer fra 1720erne i salen midt i fløjen, (herom senere). Endelig er det også på første etage i vestfløjen, at den store sal i sydgavlen har en højst usædvanlig stenbeklædning på alle vægge, opdelt af stenpilastre med kapitæler sammen med en særlig høj, nærmest arkitravagtig loftgesims – salen har med stor sandsynlighed været anvendt til logehandlinger i forbindelse med de daværende ejeres frimureri, (herom senere). På anden etage i en sal med åben kamin er der over kaminen en ualmindelig stukdekoration med et næsten tredimensionelt relief med et mandshovede og buste, iklædt romersk imperatordragt og laurbærkrans om det korte hår. Relieffet indrammes af profilerede borter og to putti holder et forhæng til side over den portrætterede. Det hele krones af en vældig muslingeskal. Stukarbejdet må være fra 1720-ombygningen.Der er murede kældre under nordfløjen og vestfløjen. Nordfløjens kælder har bræddeloft, mens vestfløjen er opdelt i syv fag dobbelte grathvælv omkring en midterpille. Gulvene er lagt med store ølandsfliser. Her befinder det store gamle køkken sig stadig. En enkelt stentrappe på fire sandstenstrin fører fra kælderen op til gården.

Den miljømæssige værdi ved Fjellebro knytter sig til det bevarede herregårdsmiljø med en vej, der fører over til hovedbygningen på borgholmen og ind på gårdspladsen, der er omgivet af de tre fløje og som åbner sig ud mod parkens fjernpunkt. Adgangsvejen flankeres endnu af den lange, statelige herskabsstald og står dermed som et minde om den tidligere avlsgårds placering.

Fjellebro er opført på et firkantet voldsted og er mod øst, vest og syd omgivet af brede vandgrave. Nord for hovedbygningen er herudover en sø. Der hører et parkanlæg på omkring syv tdr. land til Fjellebro. Det blev anlagt ved havearkitekt I. P. Andersen i 1909 og rummer flere ældre træer.

Den kulturhistoriske værdi for Fjellebro knytter sig til hovedbygningen som en del af et samlet herregårdsanlæg med have, gårdsplads, herskabsstald, der repræsenterer den tidligere avlsgård, hvorimod den nuværende avlsgård ligger vest for samt den omgivende agerjord. Modsat traditionen vender hovedbygningens ankomstfacade og gårdspladsen ikke ud mod avlsgården, da hovedbygningen ligger for sig selv på en borgholm. Hovedbygningens nordfløj, der er den ældst bevarede del af anlægget, er et smalt og højt renæssancestenhus, som er en karakteristisk repræsentant for perioden, hvor et muligt forsvar stadig var nødvendigt, men hvor senere tilføjelser og ombygninger i dag har dannet den fine treklang af røde teglstensbygninger med de store helvalmede tage – et klart barokt udtryk med store, enkle murflader med brede murpiller mellem de høje vinduer. Sandstensportalen er med sine klassiske arkitekturelementer, pilastre med kompositkapitæler, entablatur og fint profileret halvbue med topsten med akantusvolut, den eneste dekoration på facaden. Hoveddøren er en beklædt revledør med senbarokkens kraftigt udformede fyldingsfelter.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre endvidere til hovedbygningens ensartede opbygning af facaderne med den høje sokkel af granitkvadre, det røde murværk med brede murpiller mellem vinduerne og de lange murankre ved første etages bjælkelag. Hertil kommer den klart tegnede tandsnitgesims under taget, der løber omkring alle bygningerne og binder dem sammen. De store opskalkede tegltage og vældige valme er også med til at runde bygningernes volumen af. Hjørnetårnet ind mod gården danner med sine støbte balustre på toppen en slags omdrejningspunkt i anlægget, set fra gården. De høje, traditionelle firerammede vinduer er størst i stueetagen med henholdsvis otte ruder i de underste rammer og seks i de øverst, mens første etages vinduer kun har fire ruder i de øverste rammer. Ud mod voldgraven er den gamle nordfløj forbundet med vestfløjen med en bygning fra 1912, som trods sin tilpasning til resten af anlægget, alligevel afslører sig ved sin sokkel af flækkede granitsten og mursten af mere regulær form.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til anlæggets sammensatte og spændende, men for syd- og vestfløjens vedkommende i store træk bevarede, ældre planløsning. Sydfløjen, hvor porten er, har det ikke helt almindelige stjernehvælv med fine grater, mens den anden halvdel af fløjen er sat af til en ualmindelig statelig ligeløbstrappe – en såkaldt italiensk trappe. Trapperummets højtidelige præg med stenfliser på gulvet og en trappe med dokkebalustre og bred dobbelthåndliste og hovedindgangens store, mørke indfatning med underskårne profiler med forkrøppede hjørner må stilistisk dateres til sidste del af 1600-årene eller først i 1700-årene. Fra trappen er der adgang til stensalen på første etage. En sal, som kan være indrettet i 1700-tallets sidste halvdel, hvor to af ejerne, von Pentz, begge var frimurere, for på dette tidspunkt var der endnu ikke etableret en frimurerloge på Fyn. Stensalen er med stor sandsynlighed indrettet til at afholde frimurerloge i, fordi stenpilastrene og stenbeklædningen på væggene er en symbolsk reference til Salomons Tempel. Tillige er der kulturhistorisk værdi ved vestfløjens kælder med gulve af ølandsfliser eller støbte gulve, hvidkalkede vægge og grathvælvede lofter med midterpiller samt ældre revle- og fyldingsdøre med beslag, der vidner om kælderetagens funktionelle indretning med slidstærke overflader. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede store støbejernskomfurer, arbejdsborde og faste skabe, som hører til køkkenregionen.

Den arkitektoniske værdi ligger i hovedbygningens samlede homogene fremtræden med de klart formede fløje med de høje ensartede tagflader, der med en stor opskalkning løber ud til murkronens markerede tandsnitgesims. Hertil kommer de taktfast placerede vinduer, som bryder murfladerne op. Fløjenes store bygningskroppe blødes op af de små udskud af hemmeligheder, hjørnetårn og forskydninger ved hjørner. I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til murværkets farvespil og forbandtets egalitet, de dobbelte stik over vinduerne på renæssancefløjen i nord samt granitkvadrenes afslutning ved soklerne. De traditionelt udformede skorstenspibers placering i rygningerne er af arkitektonisk værdi, ligesom vinduernes opdeling med henholdsvis otte og fire ruder i rammerne. Af meget høj arkitektonisk værdi er sandstensportalen fra 1726, som flankerer nordfløjens indgang. Portalen er velproportioneret og har fint udformede klassiske detaljer. Portrummets loft, der er udformet som to grathvælv, er også af arkitektonisk værdi.

I det indre af hovedbygningen ligger de arkitektoniske værdier i sydfløjen i det højloftede kapel med de facetterede grathvælv, et såkaldt stjernehvælv, der løber af på murene i det kvadratiske rum med en ældre åben kamin i gavlvæggen. I den anden halvdel af sydfløjen knytter den arkitektoniske værdi sig til det stort anlagte trapperum med ølandsflisegulvet og den senbarokke egetræstrappe med kvadratiske mæglere, brede håndlister og dokkebalustre. Døren ud til portrummet må høre sammen med trappen med sine underskårne, stærkt svungne profiler og forkrøppede hjørner.

I vestfløjen ligger den arkitektoniske værdi i det indre i den klare plandisposition, der formentlig er temmelig uforstyrret fra opførelsen med en bred gang mod gårdspladsen og stuer en suite langs havesiden med en gavlstue mod syd. Herved gøres lange kig gennem huset både mod gården og haven mulige. På første etage findes de fornemt udstyrede rum med væg- og lysningspaneler fra 1700-årene og i særlig grad de overdådige stuklofter.

Det er også i vestfløjens første etage, at der er særligt rige og dygtigt udformede stukloftsdekorationer fra 1720erne. Der findes blandt andet et stukkeret dørstykke med kvindehoved, muslingeskal og løvværk sammen med en gesims med akantusbalde og ornamentlister, derover et fladt pudset loft. I hjørnerne er fire relieffer med scener fra Ovids Metamorfoser: Jupiter omskaber Jo til en kvie, da Juno nærmer sig. Merkur spiller for den sovende Argus, Merkur hugger hovedet af Argus, Merkur bringer Argus hoved til Juno. De fire relieffer, indfattet i svungne rammer, krones af en muslingeskal. Midt for kortsiderne er et svunget postament med putti flankerende en rund, kronet medaljon med spejlmonogram P.D.T. (Philip Ditlev Trampe) og C.G.A.T.(Charlotte ? Amalie Trampe). Midt på langsiderne er et postament af anden type, på forsiden en fliget kartouche omgivet af våbentrofæer og oven på postamentet to delfiner og en ornamenteret blomstervase. Yderligere er der blomsterguirlander og, lige over gesimsen, lambrequinborter, som forbinder hjørner og postamenternes figurer. Blomsterne er støbt i gips, bladene er modelleret. Teknikken er den samme som på Frederiksberg Slot. Stukarbejderne er fra 1720erne. Loftet er restaureret i 1913.

Endelig er der arkitektonisk værdi i vestfløjens kælderhvælv, som med grater løber fra murene ind til seks midterpiller.

Herskabsstalden

Den arkitektoniske værdi ligger i det ydre den imponerende lange bindingsværkslænge, som med stolpernes lodrette taktfasthed og løsholtenes vandrette opdeling har et særdeles markant udtryk. Det lange stråtag med mønning og kragtræer afsluttet mod syd i en helvalm runder den smalle bygning fint af. Hertil kommer de mange vinduer og revledøre og -porte, som supplerer bindingsværkets modulopbygning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til rummene, der som oftest er i fuld bygningsbredde samt særligt i hestestaldens fine udstyr med indklædte bjælker og kopbånd, fint formede stolper, der opdeler båsene samt det omhyggeligt lagte gulv af gule teglsten på kant i gangarealerne.

Læs videre om

• Brahetrolleborg
• Den gamle Kro, Lyø By
• Vester Mølle, Faaborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen