Flenstofte, Dreslette

Flenstofte blev første gang nævnt i 1295 i den daværende ejer Niels Hamundsen Litles testamente, og Flenstofte havde i middelalderen hovedgårdstatus. I 1557 lod Thale Holgersdatter Ulfstand, der ejede Flenstofte fra 1557-1604, opføre en ny hovedbygning på gården. Efter hendes død blev Flenstofte bortfæstet, og gården blev derved en almindelig bondegård. Gårde var således kun herregårde, hvis de både var ejet og drevet af en adelsmand. I 1648 købte den unge Corfitz Rosenkrantz imidlertid gården, og sikrede den atter hovedgårdsstatus, idet han også overtog driften af Flenstofte.

Efter svenskekrigenes ødelæggelser i slutningen af 1650´erne var Flenstofte i en elendig stand, men blev efterhånden bragt på fode igen. I 1746 lod den daværende ejer, Sophie Hedvig Trampe til Løgismose, som ejede Flenstofte fra 1735-1780, hovedbygningen og ladebygningen nedrive, hvorefter hun lod opføre en ny trefløjet hovedbygning i bindingsværk med rødt tegltag og gavlkvist til begge sider. Først under Adam Frederik Trampe, der efterfulgte sin slægtning som ejer af Flenstofte i årene 1780-1797, blev der i 1790 opført en ny avlsgård, idet kornafgrøderne indtil da var blevet ført til Løgismose. Trampes avlsgård var et trelænget anlæg, der sammen med hovedbygningen udgjorde en harmonisk helhed.

I 1798 ombyggede agent Johan Christian Ryberg hovedbygningen, hvorved den fik sit nuværende udseende. Ryberg lod gavlkvisten mod gården erstatte af en grundmuret, let fremspringende midtrisalit med trekantgavl og dørindfatning. Mellem sidelængernes gavle blev opsat en række stenborner med udspændte kæder imellem, og ligeledes blev der samtidig opstillet to lygtepæle til at flankere indgangen. Ryberg blev forgældet af Englandskrigene, hvilket resulterede i, at staten i 1820 overtog Flenstofte, der herefter fungerede som embedsbolig for forvalteren af Assens amtstuedistrikt. Som kronprins boede Frederik VII (1808-1863) i perioder på Flenstofte. På Flenstofte udnyttede staten muligheden for at fremme selvejet, og alt fæstegodset blev solgt til selveje, inden Flenstofte i 1853 blev solgt på auktion til Poul Frederik Jensen.

Ladegården brændte i 1903, og efter branden blev opført to enkeltstående længer i forlængelse af hver sidefløj. Af et ældre foto ses det, at hovedlængens gårdside og sidefløjenes gårdsider og gavle har stået overpudset i en lys farve med mørkere opmalinger omkring vinduerne samt med mørk sokkel og hovedgesims. Ligeledes har der i midtrisalitten været et vindue, hvor urskiven i dag er placeret. I 1947 blev der indsat et nyt køkken i hovedbygningen. I 2004 blev der lagt nyt tag på hovedlængen og den østre sidelænge. Hovedbygningens facade, herunder hovedlængens gårdside, østlængens tre sider og hovedlængens østgavl, blev istandsat i 2008 under ledelse af arkitekt Thomas Hillerup. Endvidere blev flere af vinduerne udskiftet med nye, der blev udført som kopi af de eksisterende vinduer med bevarelse af de gamle ruder og beslag. Vinduerne blev endvidere forsynet med forsatsvinduer.

Flenstofte ligger sydøst for Assens langs landevejen, der fører ud til Helnæs. Flenstofte er omgivet af marker og skov og består af en trefløjet hovedbygning i bindingsværk. Nord for hovedbygningen er en stor parklignende have, og syd for hovedbygningen ligger to modsatstående, fritliggende og grundmurede avlsbygninger, som afgrænser gårdspladsen mod øst og vest. Avlsbygningerne er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke nærmere beskrevet.

Hovedbygningen ligger lidt hævet i forhold til gårdspladsen ligesom den pigstensbelagte cour d'honneur, og niveauspringet optages af en lav mur af granitkvadre. I hver side samt midtfor brydes muren af en lav trappe, og herimellem står i alt tolv granitborner, som er forbundet af kæder. Den midterste trappe flankeres endvidere af to ældre gadelamper. Hovedbygningen består af en 33 fag lang hovedlænge, der mod syd er sammenbygget med to korte sidefløje, som hver er seks fag. De tre længer er alle én etage høje, hviler på høje, sorttjærede og pudsede sokler med kampesten, og er udført i rigt, rødtopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl og rødmalede trægesimser. Længerne bærer røde, teglhængte heltage med halvvalmede gavle, og i rygningerne ses hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave – fire i hovedlængen og én i hver sidelænge. Midt for hovedlængens gårdside er en grundmuret, let fremspringende midtrisalit, der står hvidkalket og med rødt, teglhængt heltag. En ældre, toløbet granittrappe med et ældre, smedet værn fører op til hoveddøren, der sidder i en rødmalet, pudset portal med en konsolbåren fordakning udført i sten. Hoveddøren er nyere, men udført som kopi af den tidligere hoveddør i form af en tofløjet trefyldingsdør med en anslagsliste udformet som en smal, kanneleret pilaster. Hoveddøren er mørkegrøn med lysegrøn og rød staffering. Vinduerne sidder i enkle pudsindramninger med markerede sålbænke, ligesom kordongesimsen over døren er forholdsvis enkel. Gesimsen, der følger gavltrekanten er derimod mere profileret. Over hoveddøren er en urskive med tilhørende urværk, og i gavltrekanten er et pudsindrammet, vandretliggende glughul, hvori der hænger en klokke. Midt for havesiden er en gavlkvist i bindingsværk med røde teglsten og en pilasterbåren trægesims ud for etageadskillelsen samt langs gavltrekanten. En ældre, tresidet, støbt trappe fører op til en ældre vinterdør, der er en tofløjet, trefyldingsdør med ældre beslag og messinggreb. Bag vinterdøren er en ældre, tofløjet havedør med fyldinger nederst og små ruder øverst, og over tværposten er to firedelte rammer. Både vinterdør og havedør er hvidmalede. Hovedbygningens vinduer er dels ældre, dels nyere og udført som kopi af de ældre vinduer, hvorfra de ældre ruder og beslag er flyttet med over. Samtlige vinduer er hvidmalede.

I hovedlængens stueetage er der korspostvinduer med små ruder, mens der i overgavle samt i sidelænger er torammede vinduer med små ruder. I sidelængerne er bindingsværket udført med gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender, og dørene er tofløjede revledøre med sparrelagt beklædning udvendigt. Dørene er mørkegrønne med lysegrøn staffering. I vestlængen er dørene ældre, mens døren i østlængen er nyere, men traditionelt udført. I hovedlængens gårdside er en nyere, traditionelt udført, enfløjet, sparrebeklædt revledør med en høj granittrappe foran med en simpel, smedet håndliste. I hovedlængens østvendte sokkel er en ældre, enfløjet, grønmalet revledør.

Indvendigt har hovedbygningen en ældre grundplan med en langsgående, lidt forskudt hovedskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne. Hovedlængen er disponeret med en centralt placeret forstue mod cour d'honneur og en modstående, stor havestue. Øst herfor ligger stuer og dernæst soveværelser, og mod østgavlen er to gæsteværelser samt en smal nord-sydgående korridor. Vest for forstuen og havestuen ligger spisestue, anretterkøkken, køkken, spisekammer, baggang, folkestue, pigeværelser, karlekamre, huggehus samt toilet, og der er adgang til vestlængen, som indeholder karlekammer og vaskehus. Fra anretterkøkkenet er der nedgang til en lille viktualiekælder, og i baggangen fører en ældre toløbstrappe op til det uudnyttede tagrum. Tidligere var der direkte adgang mellem hovedlængen og østlængen, men nu er der adgang til østlængen fra gårdrummet. På besigtigelsestidspunktet er østlængen forberedt til at blive indrettet som en lille selvstændig bolig med stue, værelse, køkken og badeværelse, men rummene står rå med støbte gulve, ydervæggenes og skillevæggenes bindingsværk er synligt, loftbjælkerne er delvist fritliggende og består af ældre og nye bjælker, skorstenen er fritstående og der er åbent til kip, hvorved det ældre tagværk samt det nye faste undertag med brædder og tagpap er synligt. Hovedbygningens materialeholdning er ældre og traditionel.

I beboelsesdelen er der naturstensfliser, bræddegulve samt pudsede vægge og lofter med stuk, og der er bevaret oprindelige og ældre bygningsdele- og detaljer som fyldingsdøre, gerichter og brystningspaneler. I domestikdelen er der klinke- og terrazzogulve, støbte gulve, pudsede vægge, som i køkken og baggang er delvist beklædt med ældre fliser, samt synlige loftbjælker og loftsbrædder, pudsede lofter og lofter beklædt med ældre plademateriale. I domestikdelen er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder trætrapper, revle- og fyldingsdøre, støbejernskomfurer samt forrammekøkkener. Kælderen under hovedlængens østlige del har teglstensgulve, kalkede ydervægge af kampesten, en synlig ældre tømmerkonstruktion, og i loftet er der overpudsede bjælker og loftflader. Det uudnyttede tagrum over hovedlængen har ældre bræddegulve, fritstående skorstene, ældre tagkonstruktioner og et fast undertag med brædder og tagpap er synligt, mens de under-strøgne tagsten er synlige i tagrummet over den vestre sidelænge.

Den miljømæssige værdi ved Flenstofte knytter sig til herregårdens beliggenhed i det let kuperede landskab ud mod Lillebælt og Helnæsbugten omgivet af et karakteristisk herregårdslandskab med skovarealer, marker, enge, søer og vandløb. Endvidere er der miljømæssig værdi ved det nære herregårdsanlæg med den store, trelængede hovedbygning, der favner den pigstensbelagte og let hævede cour d'honneur, som på traditionel vis afgrænses af granitborner forbundet af jernkæder, hvorved hierarkiet imellem cour d'honneur og avlsgårdens gårdsplads tydeligt markeres. Med hovedbygningens centrale placering i den aksefaste komposition af den store, rektangulære gårdsplads, der flankeres af de nyere avlsbygninger samt den store parklignende have med lysthuse og rester af et barokt haveanlæg med akser, buksbomindrammede bede, trædestier og en allé mod nord understreges Flenstoftes herskabelige fremtoning som et helstøbt og værdifuldt kulturmiljø.

Flenstoftes kulturhistoriske værdi knytter sig til herregården som et barokt anlæg, der med en bevidst, planmæssig stringens er komponeret omkring en akse, som spænder fra ladegården over hovedbygningen og gennem parken.

Hovedbygningen er et velbevaret eksempel på en barok herregård opført som en trelænget bygning i bindingsværk med røde, halvvalmede tegltage. Barokkens stilelementer kan aflæses i hovedbygningens stringente, symmetriske opbygning og hovedlængens imponerende længde på 33 fag. Hertil kommer det righoldige og kraftige bindingsværk, den kraftigt profilerede hovedgesims samt de taktfast placerede, smårudede korspostvinduer og de flammerede døre. Det er tillige tidstypisk, at hovedlængen i kraft af sin længde og højde og sine bygningsdetaljer løfter sig over sidelængerne. Barokkens monumentale fremtoning var et vigtigt redskab i godsejernes ønske om arkitektonisk at manifestere sin økonomiske magt og velstand udadtil. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi af hovedbygningens egnskarakteristiske fremtræden med rigt og rødtopstolpet bindingsværk med fodrem, løsholter, dobbelte dokker og stormbånd, der på traditionel fynsk vis støtter mod den næstsidste stolpe for at afhjælpe trykket mod hjørnestolpen, samt korte, tæt placerede dokker imellem de øverste løsholter og tagremmen – en såkaldt dokkefrise, der var almindelig for 1700-tallets bindingsværksbyggeri. Endvidere er det karakteristisk, at sidelængernes bindingsværk har gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender.

Den grundmurede, let fremspringende midtrisalit vidner om den udvendige forskønnelse som Flenstofte blev underlagt omkring år 1800. Midtrisalitten, der afløste en gavlkvist magen til den i havesiden, blev på tidstypisk vis udformet med en enkel, pudset kordongesims, en trekantgavl omkranset af en profileret gesims og pudsindrammede vinduer med markerede sålbænke. Hertil kommer dørindfatningen med en simpel pudsindramning og en trekantfordakning båret af konsoller udformet som svungne volutter samt den tofløjede trefyldingsdør med en smal anslagsliste formet som en kanneleret pilaster. Midtrisalitten og samtlige bygningsdetaljer er udført i Louis Seize-stil, en tidlig form for klassicisme, der opstod omkring 1750. At det var gårdsidens gavlkvist, der først blev omsat, har været et bevidst valg, idet indgangssiden med hovedindgangen er den repræsentative del af herregården, hvorved flere kunne få se, at godsejeren havde sans for samtidens toneangivende arkitektoniske mode. Ydermere er der kulturhistorisk værdi i hierarkiet imellem de tre længer, hvor hovedlængen var den repræsentative bolig for herskabet. Hierarkiet aflæses ved, at hovedlængen er højere og længere end sidelængerne og endvidere er forsynet med midtrisalit og gavlkvist, har flere og højere vinduer, har flere skorstenspiber samt har en centralt placeret hoveddør. I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre grundplan, hvor der er i hovedlængen ses en tydelig opdeling mellem herskabets og tyendets del.

Hovedlængen er på traditionel vis disponeret med en langsgående, lidt forskudt hovedskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne med en suite beliggende stuer forbundet af dobbelte fløjdøre placeret en filade, kun i hovedlængens ender afviges herfra. Hovedlængen er på tidstypisk vis for 1700-tallet disponeret med en centralt placeret forstue mod cour d'honneur og en modstående, stor havestue, der flankeres af repræsentative stuer og dernæst private soveværelser og gæsteværelser eller køkken med tilhørende funktioner som anretterkøkken, spisekammer, viktualiekælder, baggang, folkestue og pigeværelser. Vestlængen rummer sekundære funktioner som karlekammer og vaskehus, og ligeledes er tagrummene på traditionel vis uudnyttede. Rummenes materialeholdning og udsmykningsgrad afspejler ligeledes deres funktion.

I beboelsesdelens repræsentative stuer og værelser er der bræddegulve og i forstuen naturstensfliser, mens alle repræsentative rum har pudsede, tapetserede vægge og pudsede lofter forsynet med en kraftigt profileret stukkant. I funktionsrummene er en mere nedtonet materialeholdning med slidstærke overflader som klinke- og terazzogulve, støbte gulve, kalkede eller tapetserede vægge, pudsede lofter uden stuk eller bræddelofter med synlige bjælker. Det barokke stilideal afspejles ud over planløsningen også i interiørerne, hvor de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om hovedbygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, ligesom senere tilkomne bygningsdele vidner om de skiftende arkitektoniske stilperioder, herunder brystningspanelernes forskelligt udformede profiler. De brede, enfløjede enfyldingsdøre med låsekasser kan stamme fra den tidligere hovedbygning, men er anvendt sammen med de tofløjede trefyldingsdøre, der stammer fra bygningens opførelse i 1746. Af kulturhistorisk værdi har således alle de ældre en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, låsekasser, messinggreb, gerichter med fodklodser og forskellige profiludformninger, fodpaneler, brystningspaneler, etagevindovne samt vinduernes håndsmedede stormkroge og anverfere.

I domestikdelen knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til de ældre bygningsdele- og detaljer, der afspejler rummenes funktion. Dette gælder revle- og fyldingsdøre med tilhørende gerichter, folkestuens høje paneler af lodretstillede brædder med perlestaf og den ældre etagevindovn, baggangens lille støbejernskomfur og forrammekøkken med en ældre zinkklædt vask, køkkenets forrammekøkken og store støbejernskomfur, der står under det gamle ildsteds store ildstedskappe, vaskerummets ældre vaskemaskine samt de ældre trapper med samtlige detaljer.

Den arkitektoniske værdi ved Flenstofte knytter sig til den trelængede hovedbygnings velproportionerede og symmetriske fremtræden, der understreges af de to korte sidelænger, gårdsidens midtrisalit og havesidens gavlkvist. Den trefløjede hovedbygning fremtræder yderst helstøbt og herskabelig på grund af det righoldige og kraftige bindingsværk, hvis taktfaste rytme tildeler facaderne en streng symmetri, der videreføres i de regelmæssigt placerede vinduer og døre. De store, røde tegltage med halvvalmede gavle, diskret opskalkning og ubrudte tagflader afslutter på harmonisk vis de levende facader, der udviser et velbalanceret forhold mellem de vertikale og de horisontale linjer. Den grundmurede midtrisalit med portal, hoveddør og toløbet trappe sikrer, at opmærksomheden fra gårdspladsen samler sig om hovedbygningens midte, mens gavlkvisten i bindingsværk er havesidens centrale omdrejningspunkt. De to midterpartier har forskellig materialitet og udsmykning, hvilket giver dem hver deres fremtoning og karakter. Hvor gårdsidens midtrisalit fremstår forholdsvist afdæmpet og lukket på grund af den hvidkalkede grundmuring med hvide pudsdetaljer og hvide vinduer, kun hovedindgangen er farvesat, fremstår havesidens gavlkvist mere åben og varieret på grund af det rige og rødtopstolpede bindingsværk med profilerede vandnæser og pilastre samt den tresidede hovedtrappe, selvom antallet af vinduer og døre er det samme. Hovedbygningens ensartede materiale- og farveholdning er således yderst vigtigt for den trelængede bygnings helstøbte ydre. Det er tillige værdifuldt, at længerne ingen tagrender har, idet overgangen mellem tagflade og facade står helt skarpt, hvorved det historiske udtryk er bevaret.

Hovedbygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til Flenstoftes meget helstøbte fremtræden, der ses i den ældre og traditionelle materialeholdning samt i den ældre grundplan med fine snedker- og stukarbejder, der tildeler de repræsentative rum en passende elegance. Hertil kommer, at de en suite beliggende stuer og værelser med døre placeret en filade fremhæver bygningens udstrækning og rumforløb, ligesom det medvirker til et særligt lysindfald.

Læs videre om

• Brahesborg
• Erholm, Rørup
• Vestfynsk Hjemstavnsgård, Landmålergården, Glamsbjerg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen