Folketinget

Grundloven fra 1953 bygger videre på de tidligere grundlove fra hhv. 1849, 1866 og 1915/20. Den første grundlov blev i løbet af vinteren 1848-49 og foråret 1849 diskuteret, skrevet sammen og vedtaget af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, som bestod af 114 folkevalgte og 38 kongevalgte (dvs. regeringsudpegede) medlemmer.

Valgene af de 114 folkevalgte medlemmer fandt sted d. 5. oktober 1848. Vælgerne var mænd over 30 år med egen husstand, der selv havde fået sig registreret som vælgere. Vælgerne mødtes ét sted i valgdistriktet for at afgøre valget, først ved håndsoprækning og, hvis det ikke gav et klart billede, derefter ved såkaldt navnlig afstemning. Her skulle vælgerne højt og klart sige, hvem de stemte på, og det blev så skrevet ind i valglisten. Når det hele til sidst blev talt sammen, havde man resultatet i form af valgdistriktets repræsentant i Rigsforsamlingen.

Siden begyndelsen af 1990’erne er der blevet afholdt folketingsvalg med ca. tre et halvt års mellemrum, senest i 2019 (se tabel).

Fordelingen af mandaterne sker ved hjælp af største brøks metode. Det sikrer, at partierne, hvis de er kommet over en af spærregrænserne, hvoraf kravet om 2 % af de gyldige stemmer er det vigtigste, får en andel af mandaterne, der svarer til deres andel af stemmerne. Dermed lever valgordningen op til Grundlovens krav om forholdsmæssig repræsentation. Det bekræfter de to kolonner til højre i tabellen. Man skal være opmærksom på, at de tre partier, der i 2019 ikke klarede spærregrænsen, også indgår med deres stemmeandele. Det slører billedet en anelse, idet de fleste af de indvalgte partiers mandatandele derved bliver lidt større end deres stemmeandele. Danmark er dog et af de lande, der har den højeste grad af forholdsmæssighed ved sine parlamentsvalg.

Idéen om forholdstalsvalg har en lang historie i Danmark. 1849-grundloven indførte flertalsvalg i enkeltmandskredse. Men fra slutningen af 1800-tallet blev det i stigende grad tydeligt, at det ikke sikrede en rimelig repræsentation af de nye og gradvis voksende partier, Socialdemokratiet og Radikale Venstre (fra 1905). Højre betalte også en høj pris for sine mandater i Folketinget, men partiets stærke position i Landstinget (der var valgt på en anden måde) betød, at man ikke for alvor var interesseret i at ændre Grundloven. De andre partier, ikke mindst Socialdemokratiet, gjorde det nemlig klart, at en ændring af valgsystemet til Folketinget forudsatte en tilsvarende ændring af Landstinget, og det ville Højre ikke være med til.

Forholdstalsvalg blev indført i 1907 i loven om hjælpekasser. Valgmåden blev også indføjet i den kommunale valglov ved en revision i 1908, så tankegangen var velkendt. Grundlovsrevisionen i 1915 handlede derfor ikke primært om valgret til kvinder (som næsten alle var enige om), men mere om ændringer i reglerne om valg til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget. Folketingets valgsystem blev kompliceret, idet der blev forholdstalsvalg i hovedstadsområdet og valg i enkeltmandskredse i resten af landet, suppleret med tillægsmandater separat i Jylland og på Øerne, og oven over det hele nogle få nationale tillægsmandater. De skulle modvirke eventuelle skævheder i partiernes repræsentation for hele landet under ét. Det eneste valg under dette system fandt sted i 1918.

Af mange grunde sikrede valgresultatet i 1918 ikke fuldt ud den ligelige repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne, som 1915-grundloven krævede. Derfor begyndte den radikale indenrigsminister, Ove Rode, at forberede et lovforslag, som kunne sikre en mere tilfredsstillende forholdsmæssighed. En del af løsningen på Påskekrisen, som i foråret 1920 bl.a. havde truet det parlamentariske princip, blev gennemførelse af den næsten færdige nye folketingsvalglov, så man kunne holde folketingsvalg på en måde, der sikrede alle partierne en andel af mandaterne, der endnu bedre end i 1918 modsvarede deres andel af stemmerne. Desuden blev de gamle valgkredse erstattet af såkaldte opstillingskredse, og vælgerne fik mulighed for at stemme på kandidater uden for deres egen kreds, men inden for amtskredsen, som herefter blev den centrale enhed i valgsystemet.

Dermed var det valgsystem blevet til, som endnu i dag bruges ved folketingsvalg. Valgsystemet har altså en århundredlang historie, og der er ingen planer om at ændre det. Amtskredsene blev større i 1970 og er siden blevet til kun ti storkredse, og opstillingskredsene følger nu i de fleste tilfælde kommunegrænserne fra Strukturreformen i 2007; spærregrænserne er blevet sat lidt op og ned et par gange, og reglerne for partiernes opstilling er ændret. Det er beskedne ændringer for at sikre opfyldelse af de centrale mål med valgsystemet: en høj grad af forholdsmæssighed i partiernes repræsentation for partier over spærregrænsen, en lokal forankring af de valgte repræsentanter i de egentlige valgkredse og i opstillingskredsene og via den personlige stemmeafgivning en betydelig vælgerindflydelse på, hvem der bliver valgt ind i Folketinget.

De politiske partier spiller en afgørende rolle for vores folkestyre, og det har især fire af dem gjort i mere end 100 år. Man taler derfor om »de fire gamle partier« – Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. De er de ældste af partierne, og de har i lange perioder domineret det politiske liv på landsplan og i kommuner og amtskommuner/ regioner. Alle statsministre/ konseilspræsidenter er i mere end 150 år kommet fra et af disse partier (eller deres forgængere), som også i lange perioder tilsammen har haft en stor andel af stemmerne ved folketingsvalgene og de fleste af pladserne i Folketinget. Det har ændret sig – ikke mindst siden det såkaldte jordskredsvalg i 1973. Trods vælgermæssig tilbagegang har centrum i det politiske system til stadighed været bestemt af de fire partiers forhold til hinanden. Figur 1 viser, hvorledes de fire gamle partiers samlede vælger- og mandatstyrke har udviklet sig siden dannelsen af Radikale Venstre i 1905.

Ved folketingsvalget i 2019 fik de fire partier tilsammen 64,5 % af de afgivne stemmer og 68 % af de 175 folketingsmandater, der fordeles i den sydlige del af Rigsfællesskabet. Det var en mærkbar fremgang fra valget i 2015, hvor de fire partier tilsammen havde deres dårligste resultat nogensinde, inkluderet jordskredsvalget i 1973.

Endnu i 1960 var 22 % af de stemmeberettigede medlem i et politisk parti. Den andel er faldet dramatisk; nu er kun nogle få procent medlem af et politisk parti, og af dem er kun halvdelen politisk aktive. Det rejser vigtige spørgsmål om de politiske partiers repræsentativitet, samtidig med at partierne ufortrødent fortsætter med at være helt centrale politiske aktører, som formulerer langsigtede målsætninger for samfundsudviklingen, varetager den aktuelle håndtering af samfundssociale og samfundsøkonomiske problemer og sikrer rekruttering, socialisering og politisk træning af vordende politikere.

De politiske partier interagerer med hinanden i kampen om vælgere, om magt og indflydelse på lovgivningen osv. Derfor udgør de tilsammen et partisystem, hvor relationerne mellem dem er én af nøglerne til at forstå den politiske udvikling. Partisystemet var yderst stabilt gennem mange årtier, men det ændrede sig især efter jordskredsvalget i 1973.

Fem nye partier kom til, og de fem etablerede (de fire gamle samt SF) led dramatiske nederlag. Men de gamle partier er stadig, 50 år senere, centrale aktører i partisystemet, mens de nye fra 1973 stort set er borte. Efter de politisk turbulente år i 1970’erne, 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne kan man især hæfte sig ved, at der ikke opstod en demokratisk krise, men at systemet etablerede en ny ligevægtstilstand. I mellemtiden er nye aktører kommet til, hvor Dansk Folkeparti og Enhedslisten etablerede sig som stabile aktører i partisystemet.

To politiske hoveddimensioner er tydelige. Den økonomiske højrevenstre- dimension har bevaret sin stilling som den vigtigste, hvis man vil forstå forhold som regeringsdannelse, samarbejde om lovgivning og alliancer i kommunalpolitik. Det har ført til en stadig fastere etablering af hhv. rød og blå blok som det organiserende princip i det danske partisystem. Den såkaldte ny politik-dimension samler stillingtagen til spørgsmål som miljø- og klimaproblemer, indvandrerpolitik, lov og orden og en del andet.

Det faldende medlemstal har bl.a. betydet mindskede kontingentindtægter, ligesom den løsere tilknytning til fagbevægelsen og erhvervenes organisationer har ført til faldende indtægter. Løsningen, som partierne stort set har været enige om, har været offentlig partistøtte (til partierne i Folketinget siden 1965 og til partiorganisationerne siden 1987). Derigennem er partierne – og partisystemet – blevet integreret i staten på en måde, som ingen kunne have forestillet sig, da den seneste grundlov blev skrevet.

Grundloven slår fast, at den lovgivende magt er hos kongen (regeringen) og Folketinget i forening, den udøvende magt også hos kongen (regeringen) og den dømmende magt hos domstolene. Det lyder enkelt og afspejler i betydelig grad forestillingen om magtens tredeling. Virkeligheden er imidlertid noget anderledes, og det har den også været historisk.

Før grundlovsændringen i 1953 havde Rigsdagen to kamre, Landstinget og Folketinget, og sådan havde det været siden 1849. Oprindelig blev de valgt på forskelligt grundlag. Efter 1915-20 var der dog kun mere beskedne forskelle på de to kamres politiske sammensætning, og det ophørte reelt i løbet af 1930’erne. Dermed havde tokammersystemet mistet sin politiske betydning.

Folketinget har siden 1953 haft 179 medlemmer, hvoraf to vælges i Grønland og to på Færøerne. Som andre parlamenter har Folketinget en række væsentlige opgaver, der kan samles under tre overskrifter: deltagelse i lovgivningsprocessen (sammen med regeringen), accept af statsministeren og regeringen samt at holde regeringen til ansvar for dens embedsførelse.

Siden Strukturreformen i 2007 har der i Danmark været 98 kommuner og fem regioner. 66 af kommunerne blev dannet ved sammenlægning af to eller flere af de kommuner, der var etableret i forbindelse med Kommunalreformen i 1970, og i nogle tilfælde dele af kommuner, som hellere ville høre til en anden kommune. Nogle af sammenlægningerne blev gennemført efter rådgivende folkeafstemninger i de berørte områder. 32 kommuner fortsatte uændret, bl.a. København, Aarhus og Odense samt en række af de københavnske omegnskommuner.

Den samtidige organisering af fem store regioner, som primært skulle beskæftige sig med sundhedsopgaver, herunder ikke mindst hospitalsdrift, vakte mindre interesse og engagement end de kommunale forandringer, selv om regionernes afløsning af de gamle amtskommuner faktisk var et hovedformål med 2007-reformen.

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

• Regeringen i Danmark
• Embedsværket i Danmark
• Kommunale og regionale råd i Danmark

Læs også om

• Magtdelingen i Danmark
• Lovgivningen i Danmark
• Interesseorganisationerne i Danmark
• Regionerne i Danmark
• Kommunerne i Danmark
• Velfærdssamfundet i Danmark
• Økonomi og erhverv i Danmark
• Danmark i Verden

Se alle artikler om politik og planer