Som et slags moderne gadekær ligger Aktivt Torv i forstaden Høje Kolstrup nord for Aabenraa. Det er skabt af lokale ildsjæle i 2012 og fungerer som et lokalt aktivitetsog mødested for området. Aktivt Torv ligger ved kultur-, fritids- og sportscenteret Agoraen.
.

I 2020 havde Aabenraa Kommune 516 foreninger, heraf 236 tilskudsberettigede og 51 kulturforeninger. En af Danmarks ældste selskabelige foreninger, Frederiksklubben af 1848, blev etableret i Aabenraa med det formål at understøtte danskheden i det daværende Nordslesvig. Den dansktyske dobbeltstruktur anes stadig, fx i købstadens to roklubber samt for enkelte kor og sportsklubber, der er forankrede i mindretallet.

I kommunen findes der 19 idrætshaller, 25 udendørs idrætsanlæg, fire svømmehaller og to friluftsbade. Baseret på antallet af medlemskaber er gymnastik og fodbold kommunens mest populære sportsgrene (2019). Sønderjysk Elitesport A/S er et talentsamarbejde inden for håndbold, fodbold og ishockey. SønderjyskEs håndbolddamer har hjemmebane i Arena Aabenraa, der blev indviet i 2017. Holdets ambition er at spille i ligaen.

Arena Aabenraa er sammen med Grænsehallerne i Kruså flagskibene blandt kommunens idrætshaller. Aabenraa Svømme- og Idrætscenter overgik i 2017 til fonden Arena Aabenraa, der skal udgøre omdrejningspunktet for Aktiv Campus Aabenraa. 34 foreninger træner i arenaen.

Der er mange muligheder for at udfolde sig i naturen, og kommunens frivillige gå-værter inviterer hver uge borgere med ud på fælles ture. I stedet for et folkeoplysningsudvalg har kommunen en række dialogfora: Fritidsrådet og kulturelt samråd varetager kultur- og fritidsforeningernes interesser, ligesom der er et musik- og billedkunstråd, et samråd for de lokalhistoriske arkiver og et CampusRåd Aabenraa. Frivillighedsrådet er de frivilliges talerør. Frivilligcenteret ligger i Aabenraa.

De mange lokalsamfund har desuden lokalråd, hvor både kultur- og fritidsforeninger deltager aktivt. I kommunen er 26 forsamlings- og kulturhuse, fem biblioteksfilialer og fire borger- og aktivitetshuse, der alle gør stor brug af frivillige. Et eksempel er Kliple’ Mærken, der er knyttet til Kliplev Hallen, og som hvert år rejser midler til det lokale foreningsliv. Foreningen Verband Deutscher Büchereien Nordschleswig er en sammenslutning af tyske biblioteker, der omfatter fem biblioteker og to bogbusser.

Mange af kommunens forsamlingshuse er blevet omdannet til kulturhuse. I 2007 tog Felsted Borgerforening initiativ til at omdanne den tidligere kro Damms Gård til kulturog medborgerhus, og stedet drives i dag af foreningen Medborgerhuset Damms Gård. Bygningen rummer også bibliotek. Der er endvidere bibliotek i Rødekro, Padborg og tre i Aabenraa. Nygade Skole er omdannet til kulturhuset Nygadehuset i Aabenraa, hvor der er aktiviteter målrettet børnefamilier, fællesspisning og koncerter. En anden tidligere skole, der også er blevet til et såkaldt Folkekulturhus, er Rebbølcentret i Rebbøl.

I Padborg ligger AHuset, et aktivitetshus for unge med kreative værksteder og mulighed for spil og samvær. Kommunens foreninger har også mulighed for at bruge Borgerhuset i Rødekro, der ligger i forlængelse af Rødekrohallen. På socialområdet kan især Aabenraa Selvhjælp og Sozialdienst Nordschleswig fremhæves samt Aabenraa Krisecenter, der drives på frivillig basis.

Sønderjyske Damehåndbold

HF Syd (Håndboldforeningen Syd) blev til Sønderjyske HK i årene 2001‑02. I sæsonen 2003‑04 rykkede holdet op i Danmarks bedste række, hvilket var første gang, det skete for et hold fra Sønderjylland. I 2004 blev eliteholdet en del af selskabet Sønderjysk Elitesport A/S. Mens paraplyorganisationen SønderjyskE har haft stor succes med både herrefodbold og ishockey, har der været flere op- og nedture for klubbens damehåndboldhold, der har rykket op og ned mellem landets bedste og næstbedsterække. Holdet har hjemmebane i Arena Aabenraa, hvor der er plads til 1.480 tilskuere.

Aabenraa Sejl Club

Gennem snart 100 år har Aabenraa Sejl Club været hjemsted for nogle af dansk sejlsports største navne. Det hele begyndte i 1922, og op gennem 1900-tallet udviklede klubben sig til at være blandt de bedste i dansk sejlsport. Undervejs er nye klubhuse og broer blevet bygget og udvidet, og det har givet resultater. Medlemmer af Aabenraa Sejl Club har således vundet tre OL-guldmedaljer i sejlsport. En af historiens største danske sportsmænd har også haft sin gang i klubben, nemlig Jesper Bank, der bl.a. vandt OL-guld i 1992 og 2000. I 2009 blev han optaget i Dansk Idræts Hall of Fame.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Aabenraa Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige