Hopla! Drengene i Billund Gymnastikforening får en gang om ugen redskaberne i Billund Idrætscenter (indviet 1977) for sig selv. Gymnastikforeningen arbejder, som de fleste andre gymnastikforeninger i Danmark, aktivt for at fastholde drengenes interesse for springgymnastik. Billund Idrætsforening blev stiftet i 1904 og er med 12 underafdelinger (2020) en stærk forening.
.

Billund Kommune er en typisk landbrugskommune, hvor bl.a. landboforeninger og husmoderforeningerne traditionelt har haft stor betydning. I kommunens byer er de lokale idrætsforeninger og -haller ofte centrum for foreningslivet. De største idrætsforeninger er Grindsted Gymnastik & Idrætsforening stiftet i 1902 og Billund Idrætsforening stiftet i 1904. Med 14 større haller er kommunen væsentlig bedre forsynet med idrætsfaciliteter pr. indbygger end bykommunerne i Danmark.

Siden år 2000 er mange idrætshaller udvidet til kulturhuse, som samler idrætshal, forsamlingssal, scene, bibliotek m.m. Her kan nævnes Viadukthallen i Filskov (udbygget 2004), Vorbasse Fritidscenter (anden hal og fitnesscenter fra 2007), Teglgaardshallen i Stenderup (indviet 2000, motionscenter fra 2012) og Sdr. Omme Multicenter (udbygget med bl.a. café og bibliotek 2013). I 2012 blev MAGION Kultur- og Idrætscenter i Grindsted indviet; her bindes den gamle svømmehal og den gamle Hedehallen sammen med både bibliotek, idrætshal og koncert- og messehal.

Skydning og ridning er sammenlignet med landsgennemsnittet populære foreningsaktiviteter i kommunen. Grindsted Landbrugsskole arrangerer bl.a. traktortræk, mens Vorbasse Marked bl.a. støtter Vorbasses foreningsliv. Grindsted Turistforening har også traditionelt betydet meget for Grindsteds foreningsliv.

Capital of Children blev stiftet i 2012 af LEGO Fonden og Billund Kommune og har til formål at udvikle Billund til hovedby for viden om børn, leg og læring.

Grindsted Speedway Klub

Grindsted Speedway Klub (GSK) blev stiftet i 1984, og i 1990 fik klubben sit nuværende stadionanlæg på Blåbjergvej nord for byen. I 1993 fik klubben et hold i Danmarksturneringen og i 2007 i speedwayligaen. Klubbens bedst kendte speedwaykører er Michael Jepsen Jensen, der har vundet flere VM-titler.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Billund Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige