De tungtlastede golftasker rulles mod det næste hul på Hammel Golf Klubs baner ved Hammel og Frijsenborg Slot. Banen blev anlagt 1992‑99 i det letbakkede morænelandskab lige nord for Mosevej. I begyndelsen havde den ni huller, men blev udvidet til en 18-hulsbane 2002‑04. Hammel Golf Klub har i dag ca. 1.000 medlemmer.
.

Favrskov Kommune s foreningsliv er organiseret i en række råd og sammenslutninger, fx et landsbyråd, et kunstudvalg, Kulturelt Samvirke, Folkeoplysningsudvalget, Idrætssamvirket og et spejdersamråd. I 2017 blev FrivilligCenter Favrskov etableret.

Kommunens foreningsliv er præget af, at der ikke er en større samlende hovedby, og det er i stedet forankret omkring de lokale skoler og idrætshaller. Mange af kommunens kulturtilbud finder sted i de fire biblioteks- og kulturhuse i Hammel (Kultur- og Sundhedscenter InSide), Hinnerup (Hinnerup Bibliotek & Kulturhus), Hadsten (Hadsten Kulturhus Sløjfen) og Ulstrup.

Svømmehallen i Hammel blev først en realitet i 1991, mens det første bad i kommunen, Voldby Friluftsbad fra 1969, blev bygget på initiativ af den lokale entreprenør og grusgravsejer Søren K. Jensen. Der er foreningsdrevne billedskoler i hhv. Hinnerup, Hammel, Hadsten og Ulstrup. En vigtig bidragsyder til kulturlivet er Kulturelt Samvirke for Favrskov Kommune. Kulturelle aktiviteter kan få støtte fra puljen »Kulturinitiativer«. Lokale står bag arrangementer i kommunens 37 forsamlingshuse, og de er ofte støttet af landsbyråd eller Kulturelt Samvirke. I de senere år har der været en bevægelse i retning af at støtte større samlende kulturbegivenheder. Deltagelse i tværkommunale kultursamarbejder som fx Europæisk Kulturhovedstad i Aarhus 2017, kulturaftalen Kulturring Østjylland og kultursamarbejdet i Region Midtjylland har skabt en udvikling, hvor kommunens kultur- og fritidsliv indgår i en større sammenhæng.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Favrskov Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige