Hammelev Hallen har fire keglebaner, hvor der spilles det sønderjyske keglespil, som ikke skal forveksles med bowling. Der er fx ikke huller i keglespillets kugler, og der er kun ni kegler mod bowlingens ti kegler.
.
Den lokale helt Ole Olsen kører på banen på Vojens Speedway Center til åbningsløbet i 1975. Han vandt sit første VM-guld i 1971, og med hans sejr fik speedwayen sit folkelige gennembrud i Danmark. Olsen tog initiativ til etableringen af Vojens Speedway Center, som blev den første bane i Danmark, hvor der blev kørt internationale løb.
.
Champagnepropperne springer, og jublen er stor, da SønderjyskE vinder pokalfinalen for første gang i 2020. Det blev til en 2-0-sejr over AaB på Esbjergs hjemmebane. På grund af coronakrisen blev kampen spillet uden publikum.
.

Haderslev Kommune ligger over gennemsnittet, når det gælder kommunal støtte til kultur- og foreningslivet. 47,9 % (2019) af kommunens borgere er aktive i en forening. Ud over fodbold og håndbold er fitness, gymnastik og svømning populære idrætsgrene. Med bl.a. 31 idrætshaller, otte rideanlæg, 28 fodboldanlæg og fem svømmeanlæg har kommunen flere idrætsanlæg pr. indbygger end gennemsnittet. Kommunen rummer en blanding mellem selvejende og kommunale idrætsfaciliteter. Den medlemsrigeste idrætsforening er det foreningsdrevne motionscenter Opstrammeren i Haderslev, der blev etableret i 1992. I 2007 blev Haderslev Kommune Team Danmark Elitekommune. Talentudviklingen er forankret i Talent‑ Center Haderslev, der har fokus på talenter inden for såvel sport som musik. Den sociale frivillighed er især knyttet til FrivilligCenter og Selvhjælp Haderslev i Storegade. Hjemløseherberget Dalhoffsminde i Haderslev blev etableret som forsorgshjem for hjemløse i 1929 af Landsforeningen Arbejde Adler. Af væresteder kan nævnes Værested Borgercaféen, Brugerhuset, Café Parasollen, Et rart sted at være og Ovenpå, der alle ligger i Haderslev, samt Café Regnbuen og Kolibrien i Vojens. Kommunen har 17 forsamlingshuse og ni kulturhuse fordelt rundt i store og små byer. Haderslev Bibliotekerne har afdelinger i Haderslev, Gram og Vojens. Der er 20 uniformerede korps i kommunen.

Sønderjysk sammenhold i sportens verden

I mange år var Haderslev Kommune en mørk plet på sportens Danmarkskort. Kommunen havde ingen hold i de bedste rækker i de store sportsgrene, og Haderslevs fodboldhold var i årevis henvist til amatørrækkerne. Selv om fodboldklubben i 1990’erne rykkede op og ned mellem 1. og 2. division, var der langt til en plads blandt de bedste i landet, men det ændrede sig ved årtusindeskiftet. I 2000/01 rykkede Haderslev FK op i den bedste danske fodboldrække, Superligaen, men da klubben primært bestod af halvtidsprofessionelle fodboldspillere og en meget lille organisation, rykkede man ud igen efter blot én sæson. Der var dog sået et frø, og nogle år senere vendte klubben tilbage med ny kraft.

Den 1. januar 2004 blev Sønderjysk Elitesport – kaldet SønderjyskE – skabt som en overbygning for regionens sportshold. Her fik fodboldklubben en central placering som et højtprofileret og sportsligt brand, der skulle repræsentere Haderslev og Sønderjylland på højeste niveau i Danmark. SønderjyskE Fodbold tog et afgørende skridt ind i landets bedste række i 2005, og fra 2008 har klubben etableret sig som en fast del af Superligaen.

Fodboldens vokseværk

Ambitionerne er store i SønderjyskE, der ønsker at markere sig internationalt og som et topfem-hold i Danmark. Samtidig har SønderjyskE bevaret klubbens forankring i lokalmiljøet, og trods nutidens mere professionelle rammer er der fortsat et familiært skær af landsbyklub over SønderjyskE.

Med base i Haderslev spiller SønderjyskE en stor rolle for egnens borgere, og med et tilskuergennemsnit på omkring 3.500 (2019/2020) til holdets kampe er SønderjyskE en af de fodboldklubber i landet, der tiltrækker flest tilskuere i forhold til byens størrelse. Den lokale forankring og opbakning ser man også i sponsorgrundlaget, hvor over 150 af klubbens sponsorer har base i kommunen og det øvrige Sønderjylland, hvilket har været med til at flytte fodboldklubben fremad. I 2016 indtraf et foreløbigt højdepunkt, da klubben under træner Jakob Michelsen nåede en sensationel andenplads i Superligaen med internationale kampe til følge. Den fornemme bedrift blev fulgt op fire år senere, da SønderjyskE vandt den danske pokalturnering i fodbold for første gang i klubbens historie. Sønderjyske Fodbold A/S, der ejer Superligaklubben SønderjyskE, blev i 2020 solgt til amerikaneren Robert Platek.

Stolte traditioner i ishockey og speedway

Ud over fodboldholdet har SønderjyskE også et ishockeyhold placeret i Haderslev Kommune. Det er det tidligere Vojens IK, som i 1970’erne og 1980’erne var blandt de bedste hold i Danmark. Førsteholdet IK Sønderjylland blev også en del af overbygningen SønderjyskE.

Vojens blev i 2007 indlemmet i Haderslev Kommune, og i 2011 opførtes en ny ishockeyhal, Frøs Arena, med plads til 5.000 tilskuere, hvor SønderjyskE Ishockey spiller sine kampe. Klubben har etableret sig som en magtfaktor i dansk ishockey, og i perioden 2006‑15 blev det til hele seks danske mesterskaber. Og selv om fodboldholdet tiltrækker sig størst opmærksomhed på landsplan, er SønderjyskE Ishockey også populære lokalt. I 2019 rundede ishockeyklubben 1 mio. tilskuere i Vojens siden etableringen af SønderjyskE.

Vojens har også stolte traditioner, når det handler om speedway. Vojens Speedway Klub og Vojens Speedway Center har således dannet ramme om store øjeblikke i dansk speedwayhistorie. Det var Haderslevborgeren og den mangfoldige verdensmester Ole Olsen (siden 1992 medlem af Dansk Idræts Hall of Fame), der i 1975 tog initiativ til at åbne Vojens Speedway Center. Det blev et arnested for dansk speedways største navne som Erik Gundersen og Hans Nielsen. Gennem årene har der været afholdt VM på banerne i Vojens, der med 15.000 stående og 1.800 siddende tilskuerpladser stadig danner ramme om stævner i den internationale Grand Prix-serie.

Hele landsdelens hold

SønderjyskE er meget bevidst om at være hele regionens hold. Der sælges både de lokale produkter ringriderpølser og Fuglsang-pilsnere til holdets kampe, og i 2020 spillede fodboldholdet i en særlig produceret spilletrøje, der markerede 100-året for Genforeningen, som Haderslev Fodboldklub var de første til at sælge. I 2018 stod klubben bag et andet tiltag, hvor bl.a. Haderslev Domkirke skulle pryde spilledragten sammen med andre af regionens vartegn.

SønderjyskE har således fået en stor betydning for Haderslev Kommune, der på sin side har været stærkt involveret i klubben som sponsor og samarbejdspartner, fx da man i 2019 skulle renovere og færdiggøre byggeriet af Haderslev Idrætscenter og fodboldstadionet Sydbank Park.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Haderslev Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige