En kølig dukkert i Øresund for medlemmer af Snekkersten Badelaug. Turen i det iskolde vand efterfølges som regel af en tur i sauna.
.

Helsingør Kommune har 119 idrætsforeninger, 7 spejdergrupper og 43 øvrige foreninger. Alene i Helsingør fandtes der omkring år 1900 adskillige hundrede foreninger, deriblandt Helsingør Salonskytteforening (stiftet 1907) og Helsingør Idrætsforening (stiftet 1899), der i dag har fire afdelinger: atletik, gymnastik, fodbold og håndbold.

Medlemskredsen i nogle af de ældre foreninger fra anden halvdel af 1800-tallet var det bedrestillede borgerskab, fx i Øresundsforeningen. En jævnere medlemskreds tegnede sig i Helsingør Håndværker Sangforening (stiftet 1848). Mens fornøjelse og adspredelse vel nok var det grundlæggende for de to nævnte foreningers virke, havde Industriforeningen for Helsingør og Omegn (stiftet 1871) det saglige og helt klare formål »at udvide og dygtiggøre Haandværkere og støtte dem i deres Virksomhed«, om end det fornøjelige også spillede en væsentlig rolle. Helsingør Værft havde også tilknyttet fritidstilbud med både musik-, idræts- og kulturelle foreninger.

Helsingør Museumsforening blev oprettet i 1908. Museet overgik gradvis til offentligt regi, og foreningen fungerer i dag som støtteforening for Museerne Helsingør. Til museerne hører adskillige frivilliggrupper, der hjælper til i formidlings- og arrangementssammenhænge.

Frivilligcenter Helsingør (stiftet 2011) varetager koordineringen af den frivillige indsats i kommunen og fungerer også som hus for kommunens foreninger. Damgården er et kommunalt ejet foreningshus med seks foreninger tilknyttet.

I dag er idrætsforeningerne de talrigeste. Helsingør Kommune er Team Danmark Elitekommune og satser på talentudvikling og på at give idrætstalenter de bedst mulige rammer. Nærheden til vandet afspejles også i foreningslivet, der tæller sejlklubber, herunder Helsingør Sejlklub, vinterbadere som fx Snekkersten Badelaug (stiftet 2003) og Espergærde Badelaug (stiftet 2010) og Søspejderne i Ålsgårde. Helsingør Sejlklub blev stiftet i 1934 kort efter åbningen af Nordhavnen og står bag kapsejladsen Sjælland Rundt.

Helsingør Bibliotekerne har hovedbibliotek i Kulturværftet og afdelinger i Espergærde, Hornbæk og Abildvænget i det nordvestlige Helsingør.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Helsingør Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige

Eksterne links