Historisk set har foreningslivet været en vigtig katalysator for udviklingen i mange af kommunens småbyer og landsbyer. Omkring Osted og Osager fandtes i 1870’erne og 1880’erne områdets første skytteforening, foredragsforening og brugsforening. I 1889 opførtes forsamlingshuset Hejmdal i Osted, der understøttede de lokale foreningsaktiviteter.

I dag er kommunens største forening Kirke Hyllinge Idrætsforening med 1.485 medlemmer (2020). Den blev stiftet i 1959 som en sammenlægning af lokale foreninger. Gymnastikforeningerne har størst tilslutning i kommunen, efterfulgt af sejlsport, golf, lokalhistorie og ridning.

Lejre Bibliotek & Arkiv består af fem folkebiblioteker og et lokalhistorisk arkiv. Her inddrages frivillige i arkivarbejdet, og man samarbejder med frivillige foreninger og borgergrupper om bl.a. landsbyforskønnelse, læsefællesskaber og historiske arrangementer.

Frivilligindsatsen i kommunens fire aktivitetscentre er stor med en lang række aktiviteter året rundt. Det er tradition, at frivillige arrangerer det store julemarked på aktivitetscenteret Østergaard i Lille Karleby.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Lejre Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige