Der er masser af rygende dæk, benzin- og diesellugt samt motorkøretøjer i alle størrelser, når Mosten Raceday indtager et markområde nordvest for Allingåbro. Den fire dage lange motorfestival er den største i Danmark og arrangeres af den lokale motorcykelklub Mosten MC.
.

Der findes omkring 350 foreninger i Norddjurs Kommune. De første var industri- og håndværkerforeninger, herunder Grenaa Håndværker- og Industriforening (stiftet 1854 under navnet Grenaa Haandværkerforening), fulgt af skytteforeninger, fx Grenaa Skyttekreds fra 1866. Borgerskabet mødtes i handels- og håndværkerforeninger samt i idrætsforeninger for fx tennis og hestesport. For arbejderne havde fagforeningerne stor betydning, og man samledes ikke kun omkring de arbejdsmæssige forhold, men også i sociale og sportslige sammenhænge. Enhver forening med respekt for sig selv arrangerede juletræsfester, og den yngre generation gik til juletræsfest i den fagforening, håndværkerforening eller politiske forening, forældrene var medlem af. På landet var der gymnastik i forsamlingshuset.

Norddjurs Kommunes forenings- og kulturliv er spredt ud over områdets mange landdistrikter, hvor især idrætsforeningerne har et stort antal børn og unge blandt medlemmerne. Foreningerne er hovedsagelig knyttet til kommunens ni idrætshaller, der ligger geografisk spredt. Desuden skal nævnes spejderforeninger, rideklubber, golfklubber og jagt- og fiskeklubber i de store naturområder samt vandsportsforeningerne ved kommunens lange kyststrækning.

Til det årlige internationale fodboldstævne Kattegat Cup med Grenaa IF som vært deltager omkring 180 drenge- og pigehold, der dyster på 13 fodboldbaner i Grenaa. Mosten Raceday begyndte i 1994 og er et internationalt motorarrangement med bl.a. dragrace, som motorcykelklubben Mosten MC i Allingåbro står bag. Dragrace er et løb med to motorcykler, der konkurrerer om hurtigst at komme over målstregen på strækningerne en fjerdedel mile (402,33 m) og en ottendedel mile (201,17 m).

Der er 30 forsamlingshuse i kommunen, og de understøtter miljøet i de små byer og er rammen om årlige begivenheder som dilettantteater, høstfest mv. Syddjurs og Norddjurs Kommuner gennemfører sammen projektet »Liv i forsamlingshusene« med i alt 30 kulturarrangementer årligt, primært musik. Der findes også tværkommunale kulturprojekter, fx Kunstspor, hvor kunstnere og kunsthåndværkere inviterer til åbent hus.

En væsentlig kulturbærer er Norddjurs Biblioteker med hovedbiblioteket i Grenaa, de lokale afdelinger i Auning, Ørum og Ørsted og kommunens mindste lokalbibliotek på Anholt. Alle afdelinger er ramme om kulturarrangementer, ligesom de flittigt bruges af lokale aktører til folkeoplysende aktiviteter.

Det frivillige arbejde udfoldes bl.a. i Ørsted Biograf Teater fra 1926, der i dag drives af frivillige, og i Røde Kors, som bl.a. samarbejder med bevægelsen Venligboerne om at integrere og støtte flygtninge og nydanskere. På mange af kommunens plejecentre er der tilknyttet frivillige, der står bag forskellige arrangementer for beboerne. På Anholt er de fleste aktiviteter afhængige af frivillige kræfter, og mange af øens 150 indbyggere sidder i én eller flere bestyrelser, der arrangerer alt fra vandreture til gymnastik i den lokale hal.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Norddjurs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige

Eksterne links