Frivillige fra foreningen Ålstrup Frysehus indrettede i 2015 en sommerbutik i det gamle frysehus i byen. Transformatortårnet i røde mursten er bygget af Boulstrup og Omegns Elektricitetsselskab (i dag: AURA Energi), der blev oprettet på andelsbasis i 1913.
.

Odder Kommune har 50 folkeoplysende foreninger og ni aftenskoler (2017). Idrætsforeningerne i kommunen spænder over klassiske idrætsgrene som svømning, håndbold, fodbold og cykling til rollespil, hundetræning og undervandsjagt. Den medlemsrigeste idrætsforening var i 2018 Odder Svømmeklub. En af de idrætsforeninger, der har givet landsdækkende omtale, er Odder Roklub.

Kommunen har fire større idrætshaller: Spektrum Odder, Hou Hallen, Hundslund Hallen og Ørting Hallen. De er alle organiserede som selvejende institutioner. Derudover er der idrætsfaciliteter på kommunens to højskoler og tre efterskoler.

Omkring 2009 nedsatte kommunen fire faglige råd: et aftenskoleråd, et idrætsråd, et kulturråd samt et spejder- og fritidsråd. I 2019 blev kulturrådet til en kulturforening med en bestyrelse. Kulturkøkkenet i sundheds-, kultur- og erhvervshuset VitaPark i Odder (åbnet 2017) er kommunalt ejet, mens Pakhuset (indviet 2001) i Odder drives af frivillige.

Den store økologiske besøgs- og demonstrationshave Økologiens Have har eksisteret siden 1991. Den er drevet af frivillige og hjemsted for bl.a. Landsforeningen Praktisk Økologi, Odder og Omegns Biavlerforening og Den Økologiske Fælleshave.

Odder Kommune har ni aftenskoler (2017) og blev i 2017 kåret til Årets Aftenskolekommune af Oplysningsforbundenes Fællesråd, der siden 2014 har uddelt denne pris.

Frivilligcenter Odder åbnede i 2006 og arbejder for at tiltrække flere frivillige til det sociale arbejde.

Der er et aktivt foreningsliv i kommunens mindre byer på landet med 12 frivillige lokalråd og otte forsamlingshuse. En af de meget aktive småbyer er Gylling, hvor frivillige bl.a. arrangerer heavy metal-koncerter under navnet Metal i Gylling Forsamlingshus. Forsamlingshuset blev opført i 1905 og er udvidet og ombygget ad flere omgange i perioden 1937‑76.

Odder Roklub

Odder Roklub er en af de traditionsrige idrætsforeninger i kommunen. Den blev stiftet under Besættelsen af en kreds af forretningsfolk og håndværkere, d. 12. januar 1944. Klubben holder til ved Saksild Strand. Medlemstallet har gennem årene været svingende, men som regel ligget på ca. 50. De sidste år har der været en støt stigning i tilgangen, så der nu er omkring 130 medlemmer. Klubben har en stor ungdomsafdeling, og fra denne er der udklækket mange eliteroere, bl.a. Juliane Elander, der har opnået fire topti placeringer til OL.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Odder Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige