Gjessø Forsamlingshus. Det blev opført af frivillige kræfter i årene 1874‑75 og hører dermed til blandt landets ældste forsamlingshuse. Selv om huset gennem tiden er blevet restaureret, moderniseret og udvidet, fremtræder det stadig, som da det blev opført. Huset, som rummer to sale, drives af en forening og benyttes til familiefester og kulturelle arrangementer.
.
Håndboldtræning på U18-holdet for herrer i Silkeborg-Voel KFUM i 2019 i Voel-Hallen.
.
Kajakkerne skærer sig gennem vandet i høj fart på Gudenå mellem Brassø og Silkeborg Langsø. Her ligger også Silkeborg Kajakklub, som blev stiftet d. 4. juni 1940. Blandt stifterne var bl.a. billed- og multikunstneren Jørgen Nash. I dag har klubben ca. 550 aktive og ca. 120 passive medlemmer.
.
Silkeborgs fans hylder deres spillere på hjemmebanen, JYSK park, til Superligakampen d. 31. juli 2017, hvor Silkeborg IF vandt 2-1 over AGF.
.

Kommunens naturområder tilbyder gode rammer for idrætsaktiviteter. Golf nyder fx bred opbakning blandt både indbyggere og turister, og den medlemsstærke Silkeborg Ry Golfklub fra 1965 har en stor pay & play-bane. Danmarks ældste 18-huls minigolfbane, Indelukkets Minigolf, fra 1950 ligger lige ned til Remstrup Å. Derudover er mange foreninger knyttet til friluftslivet på Silkeborgsøerne. Svømning er en populær sportsgren, og Silkeborg Svømmeklub er den sjettestørste i landet målt på antallet af medlemmer, mens Them Svømmeklub er en af de fem største idrætsforeninger i kommunen. Silkeborg Svømmeklub blev stiftet i 1936, og svømningen foregik på det tidspunkt i baner på Almind Sø.

I perioden fra 1890’erne til 1950’erne oplevede Silkeborg en stor interesse for vintersport, og der blev etableret skøjtebane på søer og på pladser i byen samt skihopbakke og en lang kælkebakke uden for byen. Silkeborg Skøjteløberforening af 1896 fik i 1947 tilføjet et ishockeyhold, men først i 2007 blev der etableret en kunstisbane i kommunen. Den ligger i Silkeborg Sportscenter på Århusvej.

Fra 1960’erne og frem kom der gang i halbyggeriet. Ved Søholt skabte kommunen et stort idrætsområde, og her blev Silkeborghallerne bygget i to etaper (1972 og 1986). Der blev også bygget haller ved bl.a. Frisholm Skole i 1974, i Skægkær og Bryrup i 1980, i Virklund og Voel i 1981 samt i Funder og Hvinningdal i 1986. Foreningslivet i Voel har især været præget af håndbold, mens fodbold historisk har fyldt mere i Silkeborg. I dag er Voel-Hallen (hal 2 fra 2001) og JYSK arena de to store håndboldhaller, mens JYSK park er det store fodboldstadion. Idrætsrådet i Silkeborg Kommune fra 1974 er en paraplyorganisation med omkring 120 medlemsforeninger. Idrætsforeningernes mange frivillige stod bag DGI’s store landsstævne i Silkeborg i 1998.

Silkeborg Afholdsforening blev stiftet i 1880, og afholdsbevægelsen prægede egnen i hen ved et halvt århundrede.

I 1920 kunne Silkeborg indvie en imposant kulturbygning med varmtvandsbadeanstalt i kælderen, bibliotek i stueetagen og udstillingslokaler på 1. sal. Silkeborg Centralbibliotek var herefter byens og egnens kulturelle fyrtårn med bibliotekar Peder Kristian Nielsen som visionær leder. Dukketeaterfestivalen Festival of Wonder er en af flere store kulturbegivenheder, der udgår fra biblioteket. Badeanstalten har fortsat til huse i bibliotekets kælder.

Frivilligt arbejde er af afgørende betydning for de kulturelle institutioner i kommunen, fx KunstCentret Silkeborg Bad. Fra 1970’erne og frem blev en række medborgerhuse og kulturhuse indviet. Silkeborg fik medborgerhus i 1976, Rosengårdcentret i 1989 og Jysk Musik & Teaterhus i 2004 (i dag Jysk Musikteater). I Them blev medborgerhuset Toftebjerg – Them Bibliotek & Medborgerhus indviet i 1982. Gjern Kultur- og Idrætscenter åbnede i 1997, mens Kjellerup slog dørene op for AL-Huset og siden Mosaikken i 2005.

Også inden for det sociale område, fx på Kirkens Korshærs varmestue i Silkeborg eller Blå Kors-hjemmet i Skannerup, gør frivillige en forskel. Silkeborg Kommune støtter op om foreningerne og det frivillige arbejde ved bl.a. et frivilligkontor, frivilligkoordinatorer og uddeling af årets frivilligpris.

Silkeborg-Voel KFUM og BSV

Landets største håndboldklub målt på antal medlemmer blev skabt i 1957 i Voel. Klubbens motto er »Trivsel – Bredde – Elite«, og det er ikke ualmindeligt at møde udsagn som »Voel er Voel KFUM« og »I Voel handler alt om håndbold«. Mens håndbold blev stort i Voel, blev Silkeborg i 1995 beskrevet som »håndboldens sorte hul« af Midtjyllands Avis.

I 2001 ændredes klubbens navn til Silkeborg-Voel KFUM med henblik på at kunne tiltrække investeringer fra Jyske Bank i en eliteoverbygning, som kunne give Silkeborgområdet en plads i håndboldligaerne. Voel KFUM’s bedste mandskaber hos både herrer og damer fik derefter hjemmebane i både Voel-Hallen (hal 1 fra 1981 og hal 2 fra 2001) og i JYSK arena (tidligere Silkeborghallerne).

Såvel herrehåndboldligaklubben Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold (BSV) som damehåndboldligaklubben Silkeborg-Voel KFUM har i dag JYSK arena som hjemmebane. I november 2018 meddelte klubberne bag BSV dog, at holdet alene skulle have Bjerringbro FH som moderklub, selv om navnet indtil videre skulle forblive det samme. Dameligaklubben Silkeborg-Voel KFUM rykkede for første gang op i ligaen i sæsonen 2010/2011, men rykkede året efter ned igen. I sæsonen 2013/2014 vandt de 1. division og rykkede direkte op i ligaen, hvor de har ligget siden.

Silkeborg IF og JYSK park

Silkeborg Idrætsforening (Silkeborg IF) blev stiftet d. 26. april 1917. I 1982 blev selskabet SIF Fodbold Support A/S oprettet på initiativ af klubbens tidligere spiller og forretningsmand Arne Sørensen. Det skabte grundlaget for oprykningen til 1. division i 1987. Da Silkeborg vandt det danske mesterskab i fodbold i sæsonen 1993/1994, nåede fodbolden i Silkeborg et højdepunkt. Mesterskabet skabte efterfølgende mange nye Silkeborgfans, og der blev dannet fangrupper som Red Eyes, SIFanerne og Red Army. De tre grupper fusionerede til SIFosis i 1998 og er i dag officiel fanklub. I sæsonen 2000/2001 vandt Silkeborg IF pokalturneringen, og siden er klubben rykket op og ned mellem 1. division og Superligaen.

I 2008 fik klubben tilført ca. 138 mio. kr. fra næsten 1.000 aktionærer. Klubben købte ejendomskomplekset Papirfabrikken centralt i Silkeborg med udlejning for øje og skiftede navn til Silkeborg IF Invest A/S.

Klubbens træningsbaner ligger ved Søholt, mens hjemmekampe spilles i JYSK park, der blev opført af kommunen og Silkeborg IF Invest A/S og indviet i 100-året for klubbens stiftelse i 2017. Parken er opkaldt efter hovedsponsoren, JYSK.

Silkeborg Fiskeriforening

Med sit store søareal og mange kilometer vandløb er Silkeborg en attraktiv kommune for lystfiskere. Siden 1869 blev fiskeriet i de statsejede dele af Silkeborgsøerne forpagtet af et selskab, som dog blev opløst, da den nystiftede Silkeborg Fiskeriforening overtog forpagtningen i 1889. Silkeborg Fiskeriforening er således landets ældste aktive forening for lystfiskere, og med sine mere end 2.000 medlemmer er den også den største.

Ud over på fællesskabets vegne at forpagte fiskeretten og etablere broer i områdets søer og åer afholder foreningen konkurrencer og klubaftener. Desuden deltager foreningen aktivt i arbejdet med udsætninger samt i forbedringen af vandmiljøet.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Silkeborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige