Slaglille Svæveflyveplads blev anlagt i 1972 af Midtsjællands Svæveflyveklub, der er sammenlagt af Ringsted, Næstved og Slagelse Svæveflyveklubber. Pladsen er godkendt til uddannelsesflyvning af Dansk Svæveflyver Union.
.

I Sorø Kommune er bl.a. en bevaringsforening, en biavlerforening, et vinlav og en bridgeklub samt flere lokalhistoriske foreninger og knap 70 idrætsforeninger. Gymnastik og fodbold er de mest populære idrætsgrene. De to største idrætsforeninger er Pedersborg Gymnastik og Idrætsforening fra 1889, der er en af kommunens ældste, og Lynge Broby Idrætsforening, der blev etableret i 1970 ved sammenlægning af Broby Skytteforening og Lynge Gymnastikforening.

Frivilligcenter Sorø blev indviet i 2013, og kommunen uddeler årligt to frivilligpriser. Det sociale arbejde foregår bl.a. på Café Intro (stiftet 2012), i Lions Club Sorø med datterklub i Dianalund, i Rotary Klub og i Røde Kors og Ungdommens Røde Kors. Fugl Phønix Trop – De Gule Spejdere blev stiftet i 1985. KFUM Spejderne Frederiksberg v/Sorø afholder årligt Frederiksbergfesten med loppemarked. Ældre Sagen har afdeling i Sorø og Dianalund.

Sorø Kultur- og Fritidscenter har til huse i det nedlagte gas- og elektricitetsværk og låner lokaler ud til foreninger. Derudover er der seks forsamlingshuse i kommunen. Det ældste, Alsted Forsamlingshus, er opført i 1888, og det yngste, Stenmagle Forsamlingshus, er fra 1937. Multihuset i Munke Bjergby drives af borgerforeningen, og i Fjenneslev er der seniorklub i Huset Vrangshøj.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Sorø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige