Bysbarnet fra Outrup Nicolai Klindt i blåt ligger forrest i svinget til de danske VM- og EM-kvalifikationer på Varde Motor Arena lørdag d. 20 april 2019. Klindt begyndte allerede som barn at køre speedway på banen nær Outrup.
.

Der er 200 folkeoplysende foreninger i Varde Kommune. Ligesom i de fleste andre kommuner, der har en lav befolkningstæthed, er antallet af indbyggere pr. forening og støtten pr. medlem relativt lav. Kommunen er med 17 aftenskoler godt forsynet på folkeoplysningsområdet.

139 idrætsforeninger er organiseret i DGI, DIF eller Firmaidrætten (2019). Den mest udbredte sport er fodbold, der dyrkes i 25 foreninger på i alt 84 fodboldbaner i 34 idrætsanlæg. Det vakte stor jubel, da Varde IF’s herrefodboldhold som daværende 2.-divisionshold i 2010 overraskende vandt over Superligaholdet Brøndby i pokalturneringen på Sydbank Stadion (opført 2007), som er en del af Varde Fritidscenter fra 1978. Det er dog kvinderne i Varde IF, som er førende, og de har siden 1988 spillet i 1. division. Varde IF blev dannet i 1975 ved sammenslutning af Varde Gymnastikforening og Varde Boldklub. Varde Gymnastikforening var blevet stiftet i 1921 og tilbød både gymnastik, kricket og fodbold, mens Varde Boldklub under navnet Arbejdernes Boldklub stiftedes i 1944.

Ølgod Gymnastik- og Ungdomsforening, der har rødder i Ølgod Ungdomsforening af 1908, er kommunens største idrætsforening med over 1.000 medlemmer. Populært er især foreningens svømmehold, der holder til i svømmehallen i Ølgod Hallerne (opført 1968).

Helle Hallerne i den østlige del af kommunen er resultat af et lokalt initiativ fra 1960’erne. I 1972 opførte lokale frivillige i den nyoprettede Helle Kommune en ny hal ved den nu nedlagte skole i Vrenderup. En hal mere stod færdig i 1977, og i 1984 dannede syv foreninger Helle Idrætssamvirke, der var en sammenslutning af de omkringliggende byers idrætsforeninger. Cykling er populært i kommunen, og Varde Cykelklub fra 1994 er Danmarks tiende medlemsrigeste cykelklub (2018).

Vestkystturismen har også påvirket foreningslivet. Oksbøl blev i 1966 et idrætscentrum, da DGI opførte Ribe Amts Gymnastik- og Ungdomsforeningers Kursuscenter RAGU-KU her. Under navnet SportsPark Blaavandshuk fungerer centeret i dag som et privat selskab, som kombinerer idrætsfaciliteter med overnatningsog kursusvirksomhed, bl.a. lederuddannelser og lejrskoler. Både Varde Golfklub (stiftet 1993) og Outrup Golfbane (stiftet 2007) er populære blandt lokale og turister.

Mange bestyrelsesmedlemmer og instruktører i kommunens idrætsforeninger kommer fra kommunens to kaserner, hvortil Idrætsforeningen Varde Garnison fra 1954 og Oksbøl Militære Idrætsforening fra 1977 er knyttet. Det afspejles også i Varde Faldskærmsklub (stiftet 1969), som er Danmarks største faldskærmsklub målt på antallet af medlemmer.

Inden halbyggerierne i 1960’erne og 1970’erne udfoldede idrætslivet sig især i de mange forsamlingshuse, som der er bevaret 20 af i kommunen. Sammen med kulturhusene og de mange kroer danner de i dag rammerne om det foreningsdrevne kulturliv. Kulturhuset i Ølgod blev oprettet i 1979, mens Medborgerhuset i Varde er indrettet i den gamle håndværkerforenings bygning, som kommunen overtog i 1978. Den sociale frivillighed er centreret omkring Frivillighuset & Selvhjælp Varde i Storegade (stiftet år 2000). Huset er en paraplyorganisation for 115 foreninger og har desuden en række projekter og netværksgrupper med ca. 150 frivillige.

Region Varde Elitesport og Outrup Speedway Club

Region Varde Elitesport, der indledte 2019 som regerende danske mestre for speedwayhold for anden gang på kun to år, er det sportslige flagskib i Varde Kommune. Bortset fra en nedrykningsperiode 1987-92 har Blåbjerg Drengene, som holdet oprindelig hed, siden 1979 ligget i den danske elite. Eliteoverbygningen blev oprettet i 2013, mens moderklubben Outrup Speedway Club fortsat tager sig af ungdoms- og amatørspeedway.

Klubben blev oprettet i 1973 og fik året efter sin placering nær den lille by Outrup på den vestjyske hede, efter at et hold af frivillige havde ryddet det tilplantede område. I 1977 havde Blåbjerg Drengene debut i danmarksturneringen, men først i 1979 blev det til en placering i 1. division.

I 1985 kom klubbens første DM-titel i hus. Holdet bestod bl.a. af de lokale drenge: holdleder Bent Juul Larsen, Jens M. Andersen og Jan Jespersen. Året efter etablerede klubben den nuværende bane, som siden er udbygget med diverse faciliteter. 1986 var også året, hvor superligaen med de otte bedste hold blev indført i dansk speedway. Holdene skulle opkaldes efter topografi, så Blåbjerg Drengene kom til at hedde Outrup. Efter en længere periode ude af superligaen 1987‑92 kom holdet stærkt tilbage i 1999 og vandt DM. Det gentog sig i 2016. Desuden er det blevet til flere sølv- og bronzemedaljer. I 2001 sejrede Outrup i Danish Open Speedway League, hvor fem danske hold, et tysk og et svensk dystede i et alternativ til superligaen.

At klubben fortsat er kommunens stolthed, viser bl.a. de mange frivillige hjælpere i den lokale fanklub fra 2018. Klubben formår fortsat at samle tilskuere fra hele kommunen til sport i verdensklasse ude mellem landbrugsmarkerne.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Varde Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige