Tjelecenteret i den nordlige del af Ørum. Sportshallen anvendes af mange foreninger, bl.a. Modeltraktorklubben, der i november 2016 afholdt traktortræf i Tjelecenteret, som det ses på billedet.
.
Glade spillere fra Viborg HK har vundet over Nykøbing Falster Håndbold i kvartfinalen i EHF Cuppen d. 9. marts 2019. Viborg HK har vundet EHF Cuppen, som arrangeres af European Handball Federation, tre gange, i hhv. 1994, 1999 og 2004.
.

Idrætsområdet har ca. 125 tilskudsberettigede foreninger, mens knap 300 foreninger udøver aktiviteter inden for folkeoplysningsområdet (2019).

Den hurtigst voksende forening er GAME Streetmekka Viborg. Tendensen i Viborg Kommune i disse år er, at de større børn og unge i stigende grad søger mod nye og mindre holdbaserede idrætsformer fremfor de traditionelle holdaktiviteter. Samtidig ses, at den traditionelle foreningsform forsat kan danne rammen om disse nye idrætstrends.

Idrætslivet i Viborg Kommune udfolder sig i otte kommunale idrætshaller og i 21 selvejende haller. Bjerringbro Idrætspark er det største anlæg med mulighed for at dyrke en lang række idrætsaktiviteter. De professionelle idrætsklubber i Viborg, håndboldklubben Viborg HK og fodboldklubben Viborg F.F., afvikler deres kampe i stadionområdet på Tingvej, der ligger centralt i Viborg. Viborg og Bjerringbro har siden slutningen af 1980’erne formået at markere sig inden for elitesporten. I Viborg satsede håndboldklubben Viborg HK på kvindehåndbolden, mens Bjerringbro markerede sig på håndboldens herreside. Håndboldklubberne Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel KFUM gik i 2005 sammen om at skabe et topmandskab for herrer. Med lokale sponsorer i ryggen vandt Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold mesterskabet i 2016. Fodboldklubben Viborg F.F. (grundlagt 1896) har periodevis siden sæsonen 1998/1999 ligget i Superligaen.

Kulturelt Samråd i Viborg Kommune (oprettet 2007) samler 109 kulturelle foreninger og fordeler midler til kulturelle aktiviteter og arrangementer. Her kan især fremhæves de mange lokale borgerforeninger, som kæmper for kulturlivet i de mindre forsamlingshuse og kulturhuse i kommunens små bysamfund. Kommunen og de frivillige i kommunens kulturelle foreninger samarbejder også om at realisere og afvikle en række årligt tilbagevendende begivenheder og events. Størst er Viborg Snapsting. Som en del af Viborg Snapsting afholdes der et årligt Seniorfolkemøde med fokus på livskvalitet, fællesskab, kultur, debat og sociale og fysiske aktiviteter. Egnens foreninger lægger også betydelige kræfter i begivenhederne Generation Handball, et internationalt stævne, der tiltrækker ca. 3.500 unge håndboldspillere, Viborg Animationsfestival og Viborg Internationale Kirkemusikfestival.

De sociale foreninger i Viborg er i vid udstrækning organiseret i tilknytning til De Frivilliges Hus i Viborg. De Frivilliges Hus mobiliserer frivillige, synliggør frivilligt arbejde og yder støtte og konsulentbistand til foreninger og enkeltpersoner.

Viborg HK

I nyere tid har Viborg Håndboldklub været kendt for at have et af landets mest succesrige hold på damesiden, men der gik mange år fra stiftelsen, før foreningen kunne fejre medaljer og titler.

Det hele begyndte d. 19. marts 1936 under navnet Idrætsklubben Viborg, hvor medlemmerne både dyrkede håndbold, svømning, gymnastik og atletik. Bare tre år senere lod foreningen sig dog omdøbe til Håndboldklubben Viborg og senere Viborg Håndboldklub, fordi netop denne sport fængede medlemmerne mest. Dengang bestod spilledragten af røde trøjer og blå bukser. I 1941 gik man over til de grønne trøjer, som klubben er kendt for at bære i dag.

Det var først i sæsonen 1988/1989, at den sportslige succes tog fart. Da rykkede klubbens damehold op i den bedste række efter at have lavet en målrettet satsning ved at hyre Ulrik Wilbek som træner og et kuld af U-landsholdsspillere, der netop havde vundet VM-sølv. Blandt dem var den lokale målvogter Susanne Munk Lauritsen – senere gift Wilbek – og Anja Andersen, der dog kun havde et kort ophold i Viborg.

I 1994 var profiler som Janne Kolling, Anette Hoffmann og Heidi Astrup kommet til, og de var dette år med til at føre klubben frem til sit første mesterskab og gøre den til et samlingspunkt i kommunen. De næste to årtier dominerede Viborg HK dansk kvindehåndbold og vandt guld i alt 14 gange – flest af alle klubber, siden ligaen blev etableret fra sæsonen 1965. Tre gange vandt de viborgensiske kvinder desuden den fornemmeste europæiske turnering, Champions League, første gang i 2006.

En overgang satsede klubben også på herreholdet, der i 2007 toppede med sølvmedaljer. Finanskrisen i 2008 ramte dog Viborg HK hårdt, hvilket førte til en nedprioritering af mændene, ligesom kvinderne begyndte at få det sværere. I 2010 vandt dameholdet det danske mesterskab og Champions League, før der pludselig opstod et uvant stort hul på fire år inden den næste ligatriumf i 2014. Det er klubbens seneste titel, men den kæmper for at vende tilbage til toppen.

Også uden for banen har Viborg HK gjort sig bemærket. I 1999 blev den som den første danske håndboldklub noteret på Københavns Fondsbørs. Viborg HK spiller sine hjemmekampe i Vibocold Arena Viborg, tidligere kendt som Viborg Stadionhal, med en tilskuerkapacitet på 2.700 tilskuere.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Viborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige