Der er fart på Vordingborg Motocross Klub (VMCK), der har bane nord for Vordingborg. Banen gennemgik en større ombygning i 2015. Klubben har i dag omkring 100 medlemmer.
.

Grundet kommunens lange kystlinje dyrker forholdsvis mange sejlsport som kano og kajak, ligesom der er en windsurferklub, KiteClub, på Farø. De mest populære idrætsgrene er dog gymnastik og fodbold. Tidligere spiller på det danske herrelandshold i fodbold og landsholdstræner Morten Olsen er født og opvokset i Vordingborg, hvor han begyndte til fodbold i den lokale klub. Morten Olsen har spillet 102 landskampe og var træner i perioden 2000-16. I dag er han bl.a. ambassadør for Vordingborg Kommune i projektet »Fra arbejdsliv til seniorliv – forbered dig godt« og har en vej opkaldt efter sig, Morten Olsens Allé, ved Vordingborg Stadion.

Vordingborg Kommune har flere store kulturevents, bl.a. festugen i Vordingborg, hvor man gratis kan opleve store musiknavne. Festugen er primært baseret på frivillig arbejdskraft. Folkemøde Møn begyndte som et privat initiativ i 2014 på foranledning af politikeren Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hårbøllehuset på Vestmøn udgør et særligt kulturcentrum med foredrag af landets førende forfattere og samfundsforskere samt jazz- og klassiske koncerter. Opbakningen skyldes i høj grad tilstrømningen af københavnere i 1970’erne, der siden blev boende og prægede kulturlivet på Møn. De mange tilflyttere, herunder børnefamilier, har yderligere sat skub i kulturelle aktiviteter siden 00’erne. Foreningen Verdenslitteratur på Møn har siden år 2000 arrangeret en litteraturfestival, der ofte besøges af internationale forfattere.

I Præstø ligger Frivilligcenter Sydsjælland og Møn. Det sociale initiativ OMBOLD i Vordingborg er et fodboldfællesskab for udsatte og hjemløse, som har leveret flere spillere til Hjemløselandsholdet. Folkebiblioteket har afdelinger i Vordingborg, Lundby, Præstø og Stege, hvor interessegrupper mødes og deler viden inden for fx programmering, 3-d-tegning og teknologi.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Odsherred Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige