Foreningslivet i Danmark

Der findes ikke nogen samlet lov om foreninger i Danmark og derfor heller ikke nogen formel juridisk definition af og krav til, hvornår en organisation kan karakteriseres som en lovlig forening. Der er dog nogle områder, hvor specifikke love stiller krav til organisationsformen, fx i forhold til at kunne modtage offentlig støtte. Til regulering af foreningens interne forhold kan medlemmerne selv udforme vedtægterne.

En forening kan ifølge forskerne Bjarne Ibsen og Ulla Habermann defineres som »en sammenslutning af mennesker (herunder sammenslutninger af foreninger) med et fælles mål eller en fælles interesse, som er organiseret og ledet efter almindelige demokratiske regler og procedurer«. Den tyske sociolog Klaus Heinemann omtaler mere uddybende fem karakteristika ved foreninger:

1. Frivilligt medlemskab,
2. Demokratisk beslutningsstruktur,
3. Uafhængighed af det offentlige,
4. Frivilligt og ulønnet arbejde og
5. Interesseforpligtelse over for medlemmerne.

I den frivillige sektor som helhed er det et yderligere centralt kendetegn, at et økonomisk overskud i foreningen ikke må fordeles mellem medlemmerne, men altid skal anvendes til at fremme organisationens formål.

Den ovenstående beskrivelse af foreningen som organiseringsform er meget bred og kan omfatte mange forskellige typer af foreninger. Da alle kan oprette en forening, og da der ikke er noget krav om, at foreninger skal registreres (medmindre de modtager offentlig støtte og skal have et CVR-nummer), findes der ikke et samlet register for alle foreninger i Danmark. Derfor er det ikke muligt at sige præcist, hvor mange foreninger der findes i dag.

Den seneste større undersøgelse af foreningslivet som helhed registrerede 5.886 lokale og regionale foreninger i det tidligere Fyns Amt i 2010. Det svarer til knap 67.000 foreninger på landsplan.

Undersøgelsen viste den store mangfoldighed i foreningslivet. Idrætsforeninger er den største foreningstype og udgør en fjerdedel af samtlige foreninger, og ses der samlet på kultur-, idræts- og fritidsforeningerne, udgør de mere end halvdelen af samtlige foreninger. Til sammenligning udgør foreninger inden for det frivillige sociale område (sundhed og sundhedsfremme samt social hjælp og støtte) under 10 % af alle foreninger. Foreninger inden for kategorien »lokalsamfund og bolig« omfatter bl.a. beboerforeninger, grundejerforeninger og foreningsdrevne forsamlingshuse og udgør knap 14 % af det samlede billede. De resterende foreninger omfatter primært forskellige typer af interesseforeninger som fagforeninger, brancheforeninger og arbejdsgiverforeninger samt de politiske foreninger.

Der findes ikke samlede opgørelser af antallet af foreningsmedlemmer på tværs af foreningstyper. Foreningsundersøgelser viser dog en stor variation i foreningernes størrelse. Det største gennemsnitlige medlemstal findes blandt interesseforeninger og foreninger for lokalsamfund og bolig. Inden for fritidsområdet er idrætsforeninger gennemsnitligt betydelig større end foreninger inden for fritid og kultur.

Foreningslivet har en lang historie, som hænger tæt sammen med udviklingen af de øvrige samfundsmæssige strukturer og institutioner. Med Grundloven af 1849 blev de borgerlige frihedsrettigheder sikret, så borgerne nu frit kunne slå sig sammen i organisationer, sammenslutninger og foreninger – uden tilladelse fra kongen. Selv om det ikke var nyt at slutte sig sammen, var foreningen en ny måde at gøre det på.

Udviklingen af de folkelige bevægelser, der tog fart i anden halvdel af 1800-tallet, er ligeledes helt central for foreningslivets udvikling. Der var tale om meget forskellige typer af bevægelser med forskellige formål – især bondebevægelsen, arbejderbevægelsen, den folkelige idræt og de religiøse vækkelser. En af inspirationskilderne til de folkelige bevægelser var de nye oplysnings- og dannelsesidealer, der kan ses som et udtryk for den myndiggørelse af borgerne, der tog fart i perioden. Det centrale var at sætte borgerne i stand til at tage aktiv del i samfundet og til at tage ansvar for eget liv, hvilket stadig er nogle af de centrale argumenter, som er i spil i dag i argumentationen for økonomisk støtte til foreningslivet (Folkeoplysningsloven).

De folkelige bevægelser fik stor betydning for den videre politiske og demokratiske udvikling. Der skete en omfattende landsdækkende mobilisering og organisering af folket, og der blev etableret foreninger på stort set alle samfundsområder. Ud over foreningerne udsprang også en række øvrige institutioner fra de folkelige bevægelser, fx højskoler, frikirker og forsamlingshuse.

I anden halvdel af 1800-tallet opstod en række landsorganisationer, som fik central betydning for foreningslivet: De Danske Skytteforeninger blev etableret i 1861 – i første omgang for at styrke landets forsvar. Det var også skytteforeningerne, som stod for etableringen af de første forsamlingshuse – eller øvelseshuse – rundtomkring i landet.

Forsamlingshusene blev helt centrale for møder og aktiviteter i foreningslivet. Sporten kom også til byerne, og i 1896 blev Dansk Idræts-Forbund dannet. Samtidig tog udviklingen af aftenskoleområdet fart med det stigende fokus på oplysning og myndiggørelse og med den politiske mobilisering, som resulterede i etablering af fire landsdækkende oplysningsforbund i perioden 1924-52 med hver deres rødder i et politisk parti. Også en lang række andre landsorganisationer kom til i samme periode.

På tværs af foreningerne er der stor forskel på, om de primært orienterer sig mod medlemmerne eller mod samfundet/lokalsamfundet som helhed. Og orienterer de sig mod en konsensusorienteret og integrerende rolle, eller formidler de snarere forskellige interesser og værdier og fungerer som en kampplads mellem disse?

De to dimensioner i tabellen resulterer i fire forskellige idealtyper: interesseforeninger, idébestemte foreninger, aktivitetsforeninger og lokalforeninger. Typologien er interessant, da der over tid er sket nogle forskydninger i foreningernes orienteringer. Antalsmæssigt er der sket et fald i antallet af interesseforeninger, og samtidig er der – på tværs af foreningstyper – sket en stor stigning i andelen, der ikke bygger på særlige værdier, fra 34 % i 2004 til 42 % i 2010. Nyere foreningsundersøgelser tyder på, at denne udvikling er fortsat siden.

Generelt er der en høj grad af aktivitetsorientering blandt foreningerne, ikke mindst blandt foreningerne på idræts-, fritids- og kulturområdet. I et længere historisk perspektiv fylder foreningslivet som arena for værdi- og interessekamp betydelig mindre i dag end tidligere. Hvor de folkelige bevægelser netop opstod med udgangspunkt i ønsket om at forandre samfundet i en bestemt retning, er vor tids foreningsliv i højere grad konsensusorienteret og rettet mod aktiviteter for medlemmerne. Denne udvikling afspejler sig også i medlemskabet af foreninger, som har været stigende over tid på idræts- og fritidsområdet, mens særligt medlemskab af fagforeninger er faldet. Fagforeninger udgør dog stadig en betydelig del af foreningslivet.

Organisationsstrukturen for det frivillige foreningsliv er i vid udstrækning baseret på det, man kan kalde »det dobbelte demokrati«. Mange lokale foreninger er medlem af en landsdækkende organisation/paraplyorganisation, hvis rolle typisk er interessevaretagelse på landsplan samt vejledning og sparring med de lokale foreninger. De lokale foreninger har mulighed for indflydelse på landsorganisationens årsmøde og har stemmeret til landsledelsen. Hvor tætte bånd der er mellem de lokale foreninger og landsorganisationerne, varierer dog på tværs af områder, og generelt er der sket en svækkelse af båndet mellem det lokale og det nationale niveau. Det skyldes bl.a., at mange landsorganisationer i dag er mindre afhængige af foreningernes økonomiske støtte pga. offentlig støtte og fondsmidler.

Trods den fælles organiseringsform rummer foreningslivet en stor mangfoldighed – også inden for kultur- og fritidsområdet.

Med hensyn til udbredelsen af foreninger på tværs af kommunerne ses en klar tendens til, at antallet af foreninger i forhold til antallet af indbyggere er betydelig større i land- og yderkommuner end i bykommuner, og at foreningstætheden generelt falder med stigende indbyggertal og høj befolkningstæthed.

En plausibel forklaring på den tendens er, at der i kommuner med få indbyggere pr. km² er et behov for relativt flere foreninger for at kunne opfylde borgernes behov for forskellige typer af aktiviteter i nærområderne. Derudover kan det have betydning, hvilke øvrige fritidstilbud der supplerer foreningslivet, hvor der ofte vil være flere konkurrerende tilbud i de større byer. Endelig kan der være forskellige historiske traditioner på tværs af lokalsamfundstyper, som spiller ind på foreningslivets udbredelse. Når det gælder det frivillige engagement, er forskellene på tværs af land og by begrænsede, men andelen, der arbejder frivilligt, er lidt større i landområder end i større byer.

Forholdet mellem foreninger og kommune kan karakteriseres som et gensidigt afhængighedsforhold. På den ene side har kommunerne brug for foreningerne til at sikre meningsfulde aktiviteter for kommunens borgere inden for demokratisk organiserede rammer. På den anden har foreningerne brug for kommunen til at sikre gode rammebetingelser for foreningernes aktiviteter. I særdeleshed har muligheden for at bruge kommunale lokaler afgørende betydning for mange foreninger. Langt de fleste foreninger på kultur-, idræts- og fritidsområdet har derfor relationer til det kommunale system.

I mange kommuner spiller lokale foreningsråd i form af idrætsråd, spejdersamråd, aftenskolesamråd og kulturelle samråd en central rolle som brobygger mellem kommunen og foreningsliv. Disse samråd er typisk organiserede som paraplyorganisationer og har til formål at varetage foreningernes interesser over for kommunen.

Over de senere år har der været en klar tendens til større politisk fokus på, hvordan foreningslivet kan involveres i løsningen af forskellige typer af opgaver. Partnerskaber og samskabelse er begreber, som er blevet udbredte i såvel landsdækkende som lokale politikker på området, og der er stigende politisk fokus på, hvordan foreningslivet kan bidrage til at løse opgaver på andre velfærdsområder. Denne samskabelse adskiller sig på mange måder fra traditionen for »demokratisk selvstyre«, hvor kommunerne støtter foreningslivet, men derudover ikke er involverede i aktiviteterne.

Flertallet af de kommunale institutioner samarbejder i dag med frivillige og frivillige foreninger på en række forskellige områder. Samarbejdet er særligt udbredt inden for folkeskoleområdet, kommunale fritidsinstitutioner og ældreinstitutioner. Også foreningsundersøgelser viser, at mange foreninger samarbejder med offentlige institutioner om konkrete projekter og arrangementer. I perioden 2004-10 steg andelen af foreninger med sådanne samarbejdsrelationer, men nyere undersøgelser tyder på, at denne udvikling er stagneret. Det er særligt foreninger med en stærk lokalsamfundstilknytning, som er tilbøjelige til at indgå i samarbejdsrelationer.

Selv om mange kommunale institutioner og frivillige foreninger samarbejder, omfatter det dog typisk en meget begrænset del af institutionernes og foreningernes samlede virke. Det er i vid udstrækning kommunerne, der planlægger og sætter rammerne for samarbejdet, mens foreninger typisk inddrages i afviklingen af de konkrete aktiviteter.

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

• Højskolerne i Danmark
• Aftenskolerne i Danmark
• Forsamlings- og kulturhusene i Danmark
• Frivillige sociale foreninger i Danmark
• Kulturelle foreninger i Danmark
• Spejderbevægelsen i Danmark
• Gymnastikken i Danmark
• Idrætten i Danmark

Læs også om

• Kulturen i Danmark
• Medierne i Danmark
• Arkitektur, kunsthåndværk og design i Danmark

Se alle artikler om foreninger og frivillige