Modsat Ikast var hosebinding og uldproduktion ikke et udbredt fænomen i Brande Sogn. Det var først, da uldproduktionen overgik til at blive industriel, at Brande blev en del af fortællingen om det midtjyske tekstileventyr. En af byens første store fabrikker var Martensens Fabrik, der blev grundlagt som farveri i 1855. Gradvis begyndte virksomheden selv at stå for indkøb af uld og forarbejdningen af uld til klæde og tekstil. Mod slutningen af 1920’erne blev fabrikken omdannet til et moderne trikotagefarveri, der også forarbejdede og handlede med kunstsilke.
Der kom for alvor gang i tekstilindustrien i Ikast i 1930’erne. Konkurrencen fra udlandet var begrænset pga. importrestriktioner, og i hedeområdet var lønniveauet lavere end i resten af landet. Væksten gik i stå, da den tyske besættelse i 1940’erne medførte råvaremangel, og i tiden efter Besættelsen var der store udsving. Trods dette var der vækst blandt trikotagefabrikkerne i Ikast, som var små, fleksible enheder med lave omkostninger, der hurtigt tilpassede sig markedet. Væksten skete gennem knopskydning. Ofte startede venner eller familie op i kompagniskab i kældre, baggårde eller på loftsværelser. Disse delte sig senere op og blev til nye virksomheder.
I 1960’erne steg produktionen eksplosivt. Fabrikker skød op, og folk flyttede ind til Ikast for at arbejde. Alligevel opstod en nærmest desperat mangel på syersker. Fabrikanterne i Ikast forsøgte at skaffe nye ved at oprette sypigekollegium og busruter, der hentede sypiger i oplandet. Efterhånden etablerede de også satellitsystuer i landområder med arbejdskraft.
Fabrikkerne var blevet rationaliseret efter amerikansk forbillede, men de producerede primært til hjemmemarkedet. Det blev tydeligt under den internationale økonomiske krise i 1970’erne, hvor det blev vigtigt at være på mange markeder. I denne periode meldte Brande sig for alvor på banen som tekstilby. Virksomheden Brandtex fra 1935 satsede nu på en rationel produktion af konfektionstøj. I perioder beskæftigede de omkring 10 % af byens befolkning, samtidig med at de havde flere hundrede ansatte på systuer rundtomkring i det midtjyske. De brugte også lønsystuer, som blev mere udbredt. Det var større eller mindre privatejede systuer, som udførte opgaver for andre virksomheder.
Konkurrencen fra lande i Asien og medlemskabet af det daværende EF øgede presset på fabrikkerne i Ikast og Brande. De udenlandske produkter var meget billigere pga. lavere syerskelønninger. Produktionen blev automatiseret, så lønudgiften kunne nedsættes. De nye udfordringer gjorde branchen mindre attraktiv; de unge søgte væk, og arbejdsstyrken blev gradvis ældre. Samtidig kom der fokus på syerskernes nedslidning og vejrtrækningsproblemer, som dog ikke blev anerkendt som arbejdsskader før i 1990’erne.