De tørre tobaksblade ser ikke ud af meget, men efter fermentering og pakning var de i 1700- og 1800-tallet af største værdi for Fredericia, især for Den Reformerte Menighed, som Frederik 4. fritog for at betale afgift på den avlede tobak. Fredericia Bymuseum har siden 1969 dyrket og tørret tobak i den velbevarede tobakslade, som i 1930 blev flyttet fra Danmarksgade til pladsen ved siden af museet.
.

Bymuseets historie går tilbage til 1916, hvor en gruppe ledet af historikeren og leder af det antikvarisktopografiske arkiv ved Nationalmuseet Hugo Matthiessen, som var født i Fredericia, tog initiativ til stiftelsen af Fredericia Museumsforening. I 1930 blev en af byens ældste købmandsgårde fra ca. 1715 flyttet og genopført på det nuværende museumsområde ved Jernbanegade. Den fik samme år følgeskab af en af byens bevarede tobakslader, som tidligere var købt af foreningen. På museumsområdet ved Jernbanegade er i perioden 1941‑94 genopført seks bygninger med høj lokalhistorisk værdi: Egum Møllelade (genopført 1941), Nørremarksladen (genopført 1968), Egeskov Kirkestald (genopført 1969), Brøchners Pakhus (genopført 1980), Vejerboden (genopført 1990) og Målerhuset (genopført 1994). I 1963 blev museet statsanerkendt. Den fredede gård Kringsminde fra 1700-tallet ved Egeskov nord for Fredericia har siden 1990 været brugt som historisk værksted for skoleklasser. Museet rummer i en bunker i voldanlægget i Fredericia også en udstilling om Besættelsen, og dertil kommer tre historiske bygninger fra Fredericia fæstningsanlæg: Krudttårnet fra 1675 og Krudtmagasinet i Kastellet samt vagtbygningen ved Kongens Port.

Videre læsning

Læs mere om Kulturhistoriske museer og kulturarv i Fredericia Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv