Frederiks Hospital, Kunstindustrimuseet, København

Frederiks Hospital blev opført af Frederik V i 1752-1757 som Danmarks første egentlige civile hospital med undervisning af medicinske studerende efter tegninger af arkitekt Niels (Nicolai) Eigtved (1701-1754). Hospitalet blev udlagt i den nordre afslutning af den nye bydel Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord, og som blev anlagt på foranledning af flere storkøbmænds ønske, samt efter Frederiks Vs beslutning i 1749 om at dels markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt, dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Hospitalet blev anlagt som et firfløjet enetages anlæg med centralt placerede hovedbygninger i to etager midt for hver kortside. Disse rummede administration og kirke, mens der i de øvrige fløje var modtagelser, sektions- og ligstue, køkkener og sygestuer opdelt i en mande- og kvindeafdeling. Over hovedindgangen blev opsat et stort trekantsrelief Den barmhjertige samaritan der ses den dag i dag. Grønnegården var tænkt som køkkenhave. Efter Eigtveds død overtog arkitekt Lauritz de Thurah (1706-1759), og Thurah tegnede de fire identiske toetages pavillonbygninger i hvert hjørne af anlægget, der blev opført ud til Bredgade og Amaliegade. Pavillonerne var forbundne af lave staldlænger og et centralt placeret smedejernsgitter til alle sider, der gav frit udsyn til hospitalsanlægget. I pavillonerne var der tjenesteboliger og et apotek. Disse er i dag solgt fra eller udlejet. I de følgende år blev der gennemført flere ombygninger og selve hospitalsfunktionen blev nedlagt i 1910. Hvorefter bygningerne blev lejet ud til institutioner og kunstnere. I 1921-26 blev hospitalet indrettet til at huse Kunstindustrimuseet. Den store ombygning blev tegnet af arkitekterne Ivar Bentsen (1876-1943) og Thorkild Henningsen (1884-1931), mens Kaare Klint (1888-1954) var hovedansvarlig for opførelsen. I dag huser bygningerne Designmuseum Danmark. I midterpartiet mod Bredgade blev indrettet hovedindgang og på 1. salen en gennemgående foredragssal. I de lange fløje blev de langsgående midterskillevægge bevaret mens de tværgående skillevægge blev fjernet så de lange fløje blev tredelt. I den nordre længe blev der indrettet arkiv og bibliotek. I tagetagen blev indrettet tre tjenesteboliger, magasin i den søndre længe og administration i den nordre længe. Hospitalshaven, nu kendt som Grønnegården, blev i forbindelse med ombygningen anlagt af Gudmund Nyeland Brandt (1878-1945).

Frederiks Hospital, nu kaldet Danmarks Designmuseum, er beliggende på en stor grund mellem Amaliegade og Bredgade i Frederiksstaden i det indre København. Tilbagetrukket på grunden ligger det firefløjede anlæg omkring haverummet Grønnegården. Anlægget forbindes via mure til fire pavilloner placeret i hvert hjørne ud mod gaderne, og hele grunden afgrænses af mure og smedejernsgitre med porte ud til gaderne. Arealerne mellem bygningerne er brolagte med brosten, der enkelte steder har markerede striber af aflange granitsten. Det firefløjede anlæg er opført i grundmur i en etage over en sandstenssokkel med en toetages hovedbygning i den østre og vestre fløj ud mod gaderne. Tagene er behængt med sorte vingetegl, og i fløjenes tagflader ses flere ældre tagvinduer og rundbuede kviste med kobbertage. I den søndre længe er en centralt placeret hejsekvist med spor af hejseværk og en ældre, flammeret, tofløjet læsseluge. I såvel hovedbygninger som fløje ses flere pudsede skorstenspiber med sokkel og krave. Hver hovedbygning udgøres af seks vinduesfag, hvoraf de tre midterste er fremhævet ved ørelisener og en trekantsfronton med sandstensrelief under et kobbertag. Siderne fremtræder i øvrigt pudsede med sandstensindfatninger og blændinger. Der er hovedindgang i den vestre hovedbygning mod Bredgade via en ældre, tofløjet fyldingsdør prydet med sandstensindfatning og kartouche med Frederik Vs monogram. I den østre hovedbygning mod Amaliegade er en centralt placeret portgennemgang ind til Grønnegården. Portrummet aflukkes med en ældre, tofløjet fyldingsport mod gaden og fremtræder med brolægning af træklodser pudsede vægge og lofter med gesims. Fra portrummet er der adgang til bygningen via ældre, tofløjede fyldingsdøre. Endvidere er der i alt fire symmetrisk placerede indgange via ældre, tofløjede fyldingsdøre med torammede, opsprossede overvinduer. Foran alle døre er granittrappetrin. Vinduerne er traditionelt udførte korspostvinduer med opsprossede ruder og koblede rammer. I det indre er bygningerne indrettet til museum. I hovedbygningen mod Bredgade er hovedindgang med tilhørende faciliteter. Begge hovedbygninger er disponeret med to ældre hovedtrapper og gennemgående sale på 1. sal. Salene fremstår med mønsterparketgulve, brystnings- og lysningspaneler, vægge beklædt med lærred samt pudsede lofter med stukgesimser og -rosetter. I stueetagen er der endvidere udstillingslokaler samt i den nordre fløj arkiv og bibliotek og i den vestre butik og café med køkken. I tagetagen er der i alt tre tjenesteboliger, i den søndre fløj er der magasiner og i den nordre administration. Det indre er overvejende kendetegnet ved en traditionel materialeholdning. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder gulve belagt med marmor og kork, bræddegulve, fodpaneler i marmor, brystnings- og lysningspaneler, pudsede vægge og lofter med stukgesimser, ældre, et- og tofløjede fyldingsdøre med greb, hvoraf nogle er rundbuede og har glas i de øverste fyldinger, jerndøre, indbyggede skabe i biblioteket, i tagetagen er endvidere synlige konstruktioner. I tjenesteboligerne ses en ældre planløsning samt ældre bræddegulve, fyldingsdøre, gerichter og greb samt indbyggede skabe. Af nyere bygningsdele og detaljer ses, primært i tagetagen, gulve belagt med tæppe og linoleum samt i stueetagen enkelte nedhængte lofter af gips- og akustikplader samt døre i glas og kobber. Murene mellem den firefløjede bygning og pavillonerne er grundmuret, afsluttet med sorte tagsten. Murene har tre rundbuede åbninger og fremtræder pudsede og dekorerede med ørelisener og afsluttende profileret gesims. I åbningerne tættest på fløjene ses ældre portstabler og afvisere i granit. Den søndre mur mod Bredgade har to blændede åbninger og en lille grundmuret tilbygning med teglhængt halvtag, en ældre fyldingsdør og torammede, opsprossede vinduer. Hele grunden afgrænses af en mur afsluttet med tagsten murene fremtræder med lisener og dels vandskuret dels i blank gul mur. I muren langs det søndre skel, der er omfattet af denne fredning, er der et centralt placeret smedejerns gitter over en pudset sokkel. Et fag er udskiftet med hegn i træ og i det østligste fag er en tofløjet smedejernsport. Mod Bredgade og Amaliegade er ligeledes smedejernsgitre over en pudset sokkel og inddelt af sandstenspiller dekoreret med vaser og figurer i sandsten. I det midterste fag er en rigt detaljeret, tofløjet smedejernsport. Grønnegården er beplantet med græs og lindetræer, symmetrisk anlagt belægning langs husmurene og i græsset fremhæver en allé imellem de to hovedbygninger, ligesom belægningen danner et mindre opholdsareal foran den vestre hovedbygning. Arealerne rundt om det firefløjede anlæg er brolagt med brosten og der ses flere afvandingsrender integreret i brolægningen.

Den miljømæssige værdi for Frederiks Hospital knytter sig til beliggenheden i Frederiksstaden, hvor det samlede anlæg med firfløjet bygningsanlæg, Grønnegården og pavillonerne (der beskrives i særskilte fredningsbeskrivelser) udgør en unik helhed sammenholdt af brolægningen, murene samt gitre og porte, der danner imponerende indgangspartier mod Bredgade og Amaliegade.

Den kulturhistoriske værdi for Frederiks Hospital knytter sig til beliggenheden i Frederiksstaden og til det samlede anlæg, der var Danmarks første civile hospital. Trods ombygningen til museum kan hospitalets funktionelle opbygning stadig aflæses i anlæggets disponering med repræsentative hovedbygninger og de lavere sidefløje, der var opdelt i en mande- og kvindefløj, samt i Grønnegården, der dels var tænkt som køkkenhave dels som rekreativt areal for patienterne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre endvidere til bygningerne som integreret del af den nye rokokoinspirerede bydel, hvilket kommer til udtryk i det stramme facadeskema og murenes lette reliefvirkninger af liséner og blændinger samt i hovedbygningernes valmede tage. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder sandstensdekorationer, døre og porte med alle detaljer, der ligeledes vidner om bygningens alder og opførelsestidspunkt. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig dels til sporene af den oprindelige grundplan, der ses i de bevarede hovedskillevægge, dels til grundplanen og interiørerne fra ombygningen i 1921-26 forestået af Kaare Klint, der i store træk står urørt i såvel stueetagens udstillingsrum, bibliotek og arkiv samt i tagetagens magasiner, administrationsrum og tjenesteboliger samt i hovedbygningernes sale. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningernes udvikling og alder. Den kulturhistoriske værdi for Grønnegården knytter sig til haverummets betydning for den tidligere hospitalsfunktion, hvor patienter kunne nye godt af lys og luft som del af deres helbredelse. Hertil kommer G.N. Brandts nyfortolkning af det grønne anlæg som museumshave, samt haverummet som en af de få tilbageværende repræsentanter af Frederiksstadens førhen så talrige haveanlæg.

Frederiks Hospitals arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det stramt symmetriske anlæg med veldefinerede og velproportionerede bygningskroppe disponeret omkring en midterakse, der fremhæves ved gitterportene, hovedbygningernes indgange samt i Grønnegårdens brolægning og beplantning. Hovedbygningerne og fløjene samles til et hele af de store, sorte, teglhængte tagflader og murenes gennemgående, enkle dekorationer af liséner og blændinger, der på elegant vis opbryder de lange murflader og giver et behersket men levende udtryk. Hertil kommer hovedbygningernes sandstensdekorationer, smedejernsgitrene og -portenes fine forarbejdning samt anlæggets størrelse, der bidrager til en herskabelig, helstøbt fremtoning.Frederiks Hospitals arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de velbevarede interiører fra 1920'erne, hvis gedigne materialitet understøtter de enkelte rums funktion. Dette ses i hovedbygningernes gennemlyste, repræsentative sale med mønsterparketgulve, paneleringer, lærredsvægge og stukarbejder, mens magasiner og administration er udført med simplere, funktionelle overflader. Ligesom de repræsentative udstillingslokaler fremstår med fine, solide marmorgulve og bibliotek og arkiv med robuste, akustiskdæmpende korkgulve. Hertil kommer de sammenhængende, langstrakte udstillingslokaler, der fremhæver bygningernes imponerende udstrækning. Endvidere er der arkitektonisk værdi i tjenesteboligerne, hvis bevarede grundplaner og interiører er en fin repræsentant for en afdæmpet, funktionel betinget arkitektur. Grønnegårdens arkitektoniske værdi knytter sig til det enkelte formaliserede, symmetriske udtryk og sammenstillingen af de få rumskabende landskabselementer bestående af græsflader, brolægning og lindetræer, der på elegant vis indgår i samspil med Eigtveds bygningsanlæg.

Læs videre om

• Fredning Sølvgade 34, København
• Overgaden oven Vandet 22, København
• Wildersgade 17, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen