Frederiks Kirke, som ofte kaldes Marmorkirken, er en af Københavns mest monumentale kirker, og den har en lang og broget bygningshistorie. Den var tænkt som det guddommelige og himmelstræbende fikspunkt i Frederiksstaden. Kvarterets arkitekt, Niels Eigtved, udformede det oprindelige forslag, som imidlertid ikke var nået over fundamentniveau ved arkitektens død. I stedet blev arbejdet overladt den indbudte franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, som i årene fra 1756 forestod byggeriet af en kuppelkirke i den nye, klassicistiske stil.
En statslig beslutning om udelukkende at benytte det hjemlige materiale marmor fra nyfundne norske brud i Gjellebæk forsinkede og fordyrede byggeriet, og det blev standset i 1770. Herefter henlå den ufærdige marmorbygning som en malerisk ruin, der ledte tankerne hen på det antikke Rom. Erhvervsmanden C. F. Tietgen lod i årene 1875‑94 arkitekten Ferdinand Meldahl fuldføre den påbegyndte bygning som en barokkuppelkirke oven på det bevarede murværk fra Jardins kirke. Kirken er omgivet af 30 statuer af kirkehistorisk betydningsfulde personer, dels af zink på balustraden, dels af bronze på sokler rundt langs kirken. Statuerne er udført af en lang række danske billedhuggere, som blandt andet tæller Vilhelm Bissen, Th. Stein, J.F. Willumsen, August Saabye, Viggo Jarl og Knud Nellemose. Indersiden af kuplen er udsmykket med apostelmalerier af C.N. Overgaard efter udkast af Henrik Olrik. I sidegalleriet hænger Niels Skovgaards relief af Tietgen og hustru, der løfter en model af kirken som en gave til Gud.