Frederiksberg Slot

I 1620 blev et område nogenlunde svarende til den nuværende Frederiksberg Kommune samlet under kronen og fra 1651 forsøgt etableret som hollænderby med Amagerbønder og navnet Ny Amager. Kongens døtre fik en lystgård her, kaldet »Prinsessernes Gård«, men i 1680, da de alle var blevet gift, overgik den til deres nevø, kronprins Frederik (den senere Frederik 4.). En plan til en modernisering af den eksisterende have blev i 1697 udarbejdet af den svenske arkitekt Nicodemus Tessin d.y., men aldrig benyttet. 1699‑1703 lod kongen bygmester Ernst Brandenburger opføre en italienskinspireret lystbeboelse, som både fik slottets nuværende plads og dets navn, Frederiksberg, samt 1704‑05 en kaskadeudsmykket parterrehave anlagt af slotsgartner H.H. Bruhn. Kun få år efter færdiggørelsen blev slottet udvidet med tværfløje for begge gavle, nu med Johan Conrad Ernst som ansvarlig, men med den hollandskfødte Christof Marselis som arkitekt for det indre. Rummene i både den gamle og den nye del er udstyret med stukindrammede loftsmalerier af bl.a. Jacob d’Agar, Benoît Le Coffre og Hendrik Krock. Særligt bemærkelsesværdige er »Rosen«, midtersalen i øverste mezzanin, med et loftsmaleri af en maskerade fremstillet i et fantastisk perspektiv af Le Coffre, samt kongens store kabinet, der er beklædt med malerier i kinesisk stil, og slotskirken i den østre tværfløj. På Frederiksberg Slot udnævnte Frederik 4. i 1721 sin anden, ikkefyrsteligfødte hustru Anna Sophie til dronning.

Under det første Christiansborgs opførelse i 1730’erne tjente Frederiksberg Slot i perioder som residensslot, og de åbne gallerier, der omgav dets oprindelige forgård, blev derfor ændret til regulære beboelsesfløje under ledelse af Lauritz de Thurah. Den oprindelige portbygning blev i 1829 ændret af hofbygmester Jørgen Koch. Christian 6.s dronning, Sophie Magdalene, holdt af hobbykøkkener og fik i 1735 også indrettet et i Frederiksberg Slots nye østfløj i form af »Prinsessernes Pandekagekøkken« med vægge og ildsted beklædt med blådekorerede fajancefliser og skorsten omviklet med et draperi i stuk.

Christian 7. opholdt sig fra sin regerings begyndelse i 1766 gerne på Frederiksberg Slot, og i årene omkring 1770 blev bl.a. den store spisesal ændret under ledelse af C.F. Harsdorff. Harsdorff stod endvidere for det store, marmorbeklædte bad, som blev indrettet til den syge konge på foranledning af hans livlæge, J.F. Struensee. Efter 1784, da kronprins Frederik (den senere Frederik 6.) overtog regeringen, blev Frederiksberg Slot kongehusets faste sommerresidens. Frederiksberg Have og Søndermarken blev omskabt til landskabshaver, og her kunne de høje herskaber ses spadserende omkring eller på sejlture på kanalerne; en idyl, der bl.a. er beskrevet af slotsforvalterens søn, forfatteren Adam Oehlenschläger.

Frederik 6.s enke brugte slottet til sin død i 1852. Herefter blev det både frimurerloge og lazaret, før det i 1868 blev overtaget af Krigsministeriet. Slottet har fra 1869 tjent som ramme om Hærens Officersskole, mens slotskirken fra 1931 har fungeret som sognekirke.

Iskældre kendes fra 1500-tallets slutning på kongelige slotte, palæer og herregårde. Isen blev om vinteren indsamlet fra nærliggende søer og vandhuller og fragtet til iskælderen, hvor den under de rette forhold kunne holde sig til den efterfølgende sommer. Isen blev anvendt til nedkøling af drikke- og fødevarer, men også i forbindelse med egentlig is- og dessertproduktion.

Desserter blev i løbet af 1700-tallet præget af de mange nye varer, der strømmede til landet. Hvor moden i tilberedning og servering kom fra Frankrig, skulle ingredienserne importeres fra kolonierne og Østen. Eksotiske ingredienser som chokolade, citrusfrugter, raffineret sukker og vanilje blev anvendt i overdådige retter, hvor tilberedningsmetoder og råvarer helst skulle være så avancerede som muligt. Iskælderen var derfor en nødvendighed for nedkøling af fx punch. Disse drikkevarer, med ingredienser som rom, sukker og citroner, signalerede både økonomisk formåen og kulturel dannelse. En anden yndet luksus var cremer eller vaniljeis, der foruden den eksotiske vanilje krævede rigelige mængder sukker, fløde og æg samt mulighed for at tilberedes i kulde. Det var en ekstra delikatesse i de varme sommermåneder, og derfor var den kongelige sommerresidens naturligvis også udstyret med en iskælder. I en kilde fra år 1800 beskrives anlæggelsen af iskælderen, og der nævnes en ældre iskælder beliggende i området. Den yngste iskælder, der lå umiddelbart øst for slottet, blev udgravet i 1999. Det blev ved den lejlighed påvist, at der var tale om en muret cylinderformet bygning på ca. fem m i diameter, som formentlig har været overdækket af et kuppelhvælv. En beregning af kælderens volumen viser, at den har kunnet indeholde op til 100 m³ is. Hvor længe iskælderen har været i brug efter Hærens overtagelse af slottet, vides ikke, men med tiden forfaldt den, og en opfyldning synes at have fundet sted i de første årtier af 1900-tallet.

Læs mere om kultur i Frederiksberg Kommune

Læs også om

• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Frederiksberg Kommune

Se alle artikler om Slotshaver

Se alle artikler om Slotte