Frederiksberg Slotskirke, der blev indviet i 1710, var ikke en del af slotsudvidelsen fra begyndelsen af 1700-tallet, og måske derfor gør den sig ikke gældende i slottets ydre arkitektur. Kirken omfatter de seks midterste fag i østfløjens kælder- og stueetage, der oprindelig var tiltænkt kongelige gemakker. Det barokke kirkerum, som synes udformet i samråd med bygmesteren og hofembedsmanden Wilhelm Friedrich von Platen samt muligvis Christof Marselis, er indrettet i en rektangulær, tværorienteret sal med pulpiturer på kortsiderne i syd og nord. Alteret, der takket være sin virtuost malede illusionistiske skinarkitektur tidligt blev kendt som det »mirakuløse«, er centreret på vestvæggen over for prædikestolen. Kirkerummets vægge er inddelt af joniske pilastre, der understøtter stukloftets lavt spændte gjordbuer. Rigt udformede stukornamenter indrammer et kolossalt loftsmaleri udført af Hendrik Krock med et tema hentet fra Johannes’ Åbenbaring. Den samme kunstner stod bag altermaleriet, der er en fremstilling af nadverens indstiftelse. Fra 1869 og frem til 1925 blev rummet anvendt som festsal og siden som militærbibliotek. Interiørets nuværende udformning stammer fra kirkens genetablering 1926‑31, da udsmykningen og det oprindelige inventar omhyggeligt blev genskabt.

Frederiksberg Slotskirkes interiør set fra nord. Det barokke kirkerum har blot en enkelt gang dannet rammen om et kongeligt bryllup. Det var d. 1. august 1829, hvor prins Ferdinand blev gift med prinsesse Caroline af Danmark. Hun var datter af Frederik 7. og niece til Ferdinands far, arveprins Frederik.

.

Videre læsning

Læs mere om Kirker i Frederiksberg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Kirker