Frederiksgade 7 ligger på Frederiksgade 7 i Københavns Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Frederiks kirke (nu Marmorkirken) som ligger i Frederiksstaden var et kosteligt projekt og på trods af at den første sten blev lagt af Frederik d. 5. selv i 1749, gik der næsten 150 år før den var færdigbygget og blev indviet. Marmorkirkens byggeri blev nedlagt af Struensee da riget fattedes penge, og først i 1870'erne købte bankmanden C. F. Tietgen ruinen og genopbyggede den med hjælp af arkitekten og professoren Ferdinand Meldahl. Meldahl var den mest ihærdige af de danske europæere, dvs. de arkitekter der bekendte sig til historicismens dyrkelse af det antikke Grækenland og Rom samt den parisiske nyrokoko. Europæerne var modsat den nationalromantiske historicisme internationalt orienteret og pudsede facader med overdådig udsmykning er kendetegnende for deres arkitektoniske stil. For at finansiere byggeriet blev Meldahl i samarbejde med Emil Blichfeldt og Albert Jensen sat til at bebygge de omkringliggende grunde med beboelsesejendomme, som de efterfølgende kunne sælge til private købere. Bygningen blev opført mellem 1875-1885. Frederiksgade blev anlagt således at den fulgte Marmorkirken i rundingen og bygningerne blev trukket lettere tilbage og et lille stykke forhave blev anlagt foran, afgrænset af et støbejernsgitter. Bygningerne følger vejens runding og bortset fra det sydlige hjørne af Frederiksgade/Store Kongensgade fremstår pladsen omkring Marmorkirken som en helhed. Hjørnet hedder til stadighed i dag Tietgens ærgrelse, da det ikke lykkedes ham at købe den eftertragtede grund. Bygningen har i år 2000 fået nye kvistvinduer.

Beskrivelse

Bygningen er en grundmuret bygning, der består af et forhus, sidehus og baghus. Forhuset er på seks fag og fire etager over en kælder og med mansardetage, sidehuset er i to fag og et smigfag, baghuset er i tre fag. Bygningen er en del af et sammenhængende bygningskompleks sammen med Frederiksgade nr. 5, 9 og 11. Bygningens ældre støbejernsgitter der omkranser forhaven, har diagonale mønstre med stolper hver halvanden meter. Stolperne afsluttes med en lågkrukkeformet kuppel. Bygningens facade fremstår pudset og refendfuget op til første etage. Sidehus og baghus fremstår i blank mur over en refendfuget stueetage, som adskilles fra den blanke mur af en kordongesims.Facadens midterste fag er fremhævet med en midtrisalit, på hvilken siderne ligeledes er refendfuget. Midtrisalitten slutter øverst med en smal gavl med et gavlvindue. Ydermere er venstre hjørne af bygningen også refendfuget. Der er fra første etage til anden etage gennemgående liséner omkransende vinduerne. Derudover er der liséner mellem vinduerne på tredje etage. Der er en profileret kordongesims over stue etagen samt over anden etage. Den over anden etage er dybere end den nederste. Over anden etage er der en smal hovedgesims. Taget er, i forhuset, et mansardtag i naturskiffer, sidehuset deler et sadeltag i naturskiffer med naboejendommen, og baghusets tag er et halvtag, ligeledes i naturskiffer. Vinduerne er ældre brunmalede dannebrogsvinduer op til tredje sal, der har brunmalede torammede vinduer. Kvistvinduerne på mansartetagen er ligeledes hvidmalede torammede vinduer. Over vinduerne på første etage er der rundbuede dekorationer i form af henholdsvis bladkranse og muslingeskaller. Disse er, ovenover buen, dekoreret med forskellige bladmønstre og en konsol i midten af buen. Anden etages vinduer er dekoreret med et hoved. Disse er forskellige fra vindue til vindue. Vinduerne er indvendigt generelt monterede med ældre forsatsvinduer og har bibeholdt de originale anverfere og stormkroge. Over hovedindgangen er der, i første etages højde, en konsolbåret fransk altan med en cement balustrade og oven over denne i anden etages højde et lille konsolbåret fremspring. På tredje etages midtrisalit er der på hver side af vinduet en kartouche med bånd og blomsterranker, hvori der står et T. Over gavlvinduet er opsat en stor kartouche hvori der står et tretal. Kartouchen er omkranset af bånd og den gennembryder kvisttaget. I midtrisalitten er der fra gadeplan indgang til et stort portrum. Mod gaden og mod gården er der isat store dobbelte fyldningsporte med vinduer i øverste del hvori der også er støbejernsgitter. Portene fremstår i lakeret træ med mange detaljer og udsmykninger. Belægningen er i brosten og bordursten. Portrummet består af tre buer på hver side, hvoraf de midterste giver adgang til henholdsvis erhvervsmål i stuen til højre og hovedtrappe med adgang til overliggende etager til venstre. I de øvrige buer er der dekorationer i form at stuk medaljoner med guirlander under. I venstre side ud mod gaden er der nedgang til kælder, gennem en ældre hvidmalet fyldningsdør. Denne er dekoreret med et skur og rigt profilerede gerigter. Mellem buerne er der pilastre som går over i loftets hvælvinger, hvori der er to ovale loftsmalerier med puttimotiver. Åbningen der fører fra portrummet op til hovedtrappen er flankeret af søjler i træ. Selve trapperummet er et stort rum med en bred hvidmalet toløbstrappe der fører op til et lejemål pr etage. Trapperummets vægge er beklædt med dekorative lister. Der er aflangt ovalt durchsicht som er gennemgående for alle etager. Trappens balustre er i støbejern og består af snirkler og ovaler. Håndlisten er i samme træsort som porte og indgangssøjler. Hvert indgangsparti til lejemål er med ældre dobbelte fyldningsdøre med rigt profilerede pragtgerigter og ovenover en kartouche flankeret af overflødighedshorn. Dørhammeren er formet som en delfin og er, som dørgrebene, udført i messing. Lejemålene er gennemgående fra forhuset, gennem sidehuset til baghuset. Den ældre planløsning er bevaret. Generelt gælder det for lejemålene at der er en ældre materialeholdning i både stuk og paneler, hvorimod fyldningsdørene med dertilhørende gerigter delvist er af nyere og delvist af ældre dato. Gulvene er fortrinsvis parketgulv af nyere dato.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Frederiksgade 7 knytter sig til ejendommen som værende del af en større bebyggelse omkring Marmorkirken. Meldahls overordnede ide med Marmorkirken og dens omgivelser er tydelig aflæselig i ejendommenes udtryk, hvor nr. 7 og nr. 9 fremstår som en helstøbt bygning og nr. 5 og nr. 11 som sidefløje til disse. Samme opbygning findes i ejendommene på den anden side af Marmorkirken. Hele pladsen omkring Marmorkirken er unikt i sit udtryk og viser Meldahls tilhørsforhold til den europæiske historicisme. Ejendommens del i dette udtryk giver den en enestående miljømæssig værdi.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi i det ydre for ejendommen på Frederiksgade 7 kan kobles til dens eksemplariske stilmæssige tilknytning til den europæiske historicisme hvor facadens materialeholdning holder sig skarpt til den stilistiske periode. Den pudsede facade med de mange udsmykninger i græsk/romersk stil som kendetegner den europæiske historicisme, fremstår som et tidstypisk eksempel på arkitekten Meldahls stilistiske præferencer. Muslingeskallerne, de stiliserede blade og kartoucherne er traditionelt blevet anvendt i historicismen som dekorative elementer, og på ejendommen pryder de facaden som de gennemgående elementer. Der knytter sig ligeledes en kulturhistorisk værdi til facaden hierarkiske opdeling af etager ud fra graden af dekorative elementer. I portrummet kan den kulturhistoriske værdi forbindes med de to loftsmalerier, som giver mindelser tilbage til rokokoens sarte farveholdning og valg af motiv. Puttier var utrolig populære i rokokoen og valget af netop dette motiv vidner om interessen for alt europæisk og blandingen af nyrokoko og de klassiske motiver er kendetegnende for historicismen. I det indre knytter der sig en kulturhistorisk værdi til den bevarede traditionelle planløsning med repræsentative stuer mod gaden og funktionsbaserede rum mod gården i sidehuset og baghuset. Der er ligeledes en kulturhistorisk værdi i de udprægede historicistiske stukdekorationer i stiliseret akantusornamentik som igen refererer til europæernes fascination af det antikke Grækenland. Der knytter sig ydermere en kulturhistorisk værdi i de anvendte materialer i både det indre og det ydre. I forbindelse med industrialiseringens fremmarch i Europa, blev nye materialer opfundet. Blandt andet portlandcement og støbejern, og opførslen af etagebyggerier blev billigere og hurtigere. Dekorationerne på facaden på Frederiksgade 7 blev masseproduceret i Tyskland af portlandcement og fragtet til Danmark, hvilket gjorde den overdådige facade billigere at bygge.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for ejendommen skal ses i sammenhæng med naboejendommene, da de tilsammen udgør forhusets facade, hvis helstøbte og hierarkiske struktur særligt er accentueret omkring de gennemgående dekorationer over vinduerne, i form af bladornamentik, muslingeskaller og hoveder. Der ligger ydermere en arkitektonisk værdi i den faste vinduestakt og værdien forstærkes af, at den faste vinduestak fortsætter i sidehusets og baghusets facade. Den arkitektoniske værdi for ejendommens indre relaterer sig til det imposante trapperum med den tidstypiske toløbstrappe med støbejernsbalustre og indgangspartierne med de rigt dekorerede fordakninger. Der knytter sig ligeledes en arkitektonisk værdi i den bevarede planløsning med de repræsentative stuer mod gaden og de funktionsbaserede rum i sidehus og baghus mod gården. Ydermere er der en arkitektonisk værdi i den ældre materialeholdning i stuk og paneler.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links