Frederiksholms Kanal 16, København

Byen, som i kilderne omkring 1043 slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Skt. Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Som København voksede, og der blev opført flere kirker, blev byen opdelt i fire fjerdinger, eller fjerdedele, svarende til de fire sogne Skt. Clemens, Skt. Peder, Vor Frue og Skt. Nicolai. Efterhånden måtte byen inddeles i såkaldte rodemål, deriblandt Vestre Rodemaal, der fra 1633 hed Vester Kvarter. Kvarteret omfatter den sydvestlige del af den gamle by afgrænset af Vester Voldgade, Vestergade, Gammel Torv og Nytorv, Rådhusstræde og Frederiksholms Kanal. En stor del af den sydlige del var optaget af offentligt byggeri. Foruden Prinsens Palæ, nu Nationalmuseet, ligger den gamle hestgardekaserne og de civile og militære materialgårde i Vester Kvarter. Den nordlige del af kvarteret brændte både i 1728 og 1795, og især den store bybrand i 1795 satte sit præg på kvarteret. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret, som det havde været tilfældet efter branden i 1728. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankre skulle udføres i jern. Karakteristisk for hele kvarteret er derefter facadernes ensartede udtryk i en enkel, klar klassicisme og for hjørnehusene den typiske skrå afskæring, som gav bedre plads til brandvognene. Udformningen af de bygninger, der blev opført i 1800-tallet, er præget af den stærkt stigende befolkningstæthed inden voldenes fald i midten af århundredet. Det betød, at husene blev tvunget i vejret med indtil fem normale beboelseslag og dermed blev til egentlige etagehuse med ens lejligheder. Efter 1800 blev borgerhusenes facader gradvist forenklet, og op mod 1850 forandredes facadeudformningen, idet den klare, nøgterne empire blev forladt til fordel for senklassicismen. De kvaderpudsede murflader blev nu bredt ud over hele facaden, og vinduerne blev indrammet af profilerede indfatninger, der alle var ens inden for samme etage, men aftog i "finhed" opefter. Husenes var enten helt overpudsede eller havde pudsede underfacader med et lille, glat bånd af Nexø-sandsten til at markere overgangen til overfacaderne, hvor etagerne stod i blank mur. Gesimserne under taget var fortsat enten med udkragede led eller sparrenkop-dekoration. Husenes facadefarver var fortsat lyse kalkfarver, men i slutningen af 1800-tallet blev flere og flere malet med oliefarve. Vinduerne var mod gaden forsynet med store ruder, som blev mulige at producere fra begyndelsen af 1800-årene, med to ruder i underste ramme og en tilsvarende rude i overrammen. Mod gården fortsatte de små ruder dog længe, da de store ruder var betydeligt dyrere. Lejlighederne var for de bedre huses vedkommende af sidehustypen og var fortsat disponeret således, at der lå stuer mod gaden og en stor stue i hjørnet mod sidehuset, hvorfra der var adgang til et eller flere værelser mod gården og til køkkenet, der lå langt nede i sidehuset nær ved eller op mod køkkentrappen; længere ude i sidehuset lå tyendeværelserne. Det blev almindeligt, at en grunds samlede bebyggelse dannede en helhed omkring gårdrummet. Frederiksholms Kanal dækker kanalgaderne på begge sider samt selve vandområdet, og navnet er til minde om Frederik III (1609-70), der ville dø i sin rede under stormen på København 1659. Stormen fandt sted over isen på dette område, der i årene efter 1660 blev opfyldt mellem Stormgade og havnen. Før 1700 kaldtes strækningen for Slotsstrandens Gade. Området fra Stormgade til havnen blev opfyldt, og i årene efter udgravedes selve kanalen, hvorved det nuværende kanalløb opstod, efter bolværket stod færdigt i 1681. Frederiksholms Kanal har gennem flere århundreder været et meget benyttet motiv for mange kunstnere, og det skyldes selve kanalen, Christiansborgs nærværelse, Nationalmuseet, Staldmestergården samt Marmorbroen.I området blev opført en række store gårde og palæer, bl.a. det Plessenske Palæ, adelsslægten Plessens palæ i barokstil, der lå, hvor Frederiksholms Kanal 16 og 18 nu ligger. I 1700-tallet overgik ejendommen til familien Knuth og derefter til Det forenede borgerlige Selskab, der bl.a. arrangerede offentlige baller. Omkring 1850 blev ejendommen erhvervet af grosserer Alphonse Casabadan, der rev de eksisterende bygninger ned og i stedet lod opføre to huse med H.C. Stilling som arkitekt. I 1851-52 blev de to næsten identiske gårde i Frederiksholms Kanal 16 og 18 opført to etager højere end tidligere og med senklassicistisk udsmykning. De er bygget i årene op til voldenes fald, hvor der var stor efterspørgsel på lejligheder, og hvor mange ejendomme derfor skød i højden med flere etager end tidligere for at imødekomme det store befolkningspres inden for de gamle volde. I tvillingegårdene var lejlighederne beregnet til herskabelige familier og var indrettet med mange rum med plads til herskabet i forhuset og til tyendet bagest i sidehuset. Der er siden opførelsen ikke sket væsentlige ændringer i ejendommens senklassicistiske arkitektur bortset fra altanerne, der er etableret i 1900-tallet. Harald Conrad Stilling, 1815-1891, var både murer og arkitekt. Han var assistent hos G.F. Hetsch 1836-42 og regnes for en af Hetschs talentfulde elever, hvor især de tidlige værker præges af dennes rationelle, senklassicistiske, historiserende formsprog. Stilling havde en veludviklet sans for stil og proportion og arbejdede med elegant udformede antikiserende detaljering, der viser påvirkning fra den Schinkelske Berlinerskole. Stilling tegnede bl.a. dele af Tivoli på glaciset ved voldgraven i København med klassiske pavilloner og forlystelser i smågrupper i en romantisk have med løvhytter, volierer, kineserier m.m. I flere bygninger var der pompejanske udsmykninger af Carl Løffler. Tivoli gjorde Stilling kendt og medførte flere opgaver.

Frederiksholms Kanal 16 er beliggende som en integreret del af husrækken langs med gaden og kanalen Frederiksholms Kanal. Ejendommen består af et fredet forhus og et hermed sammenbygget sidehus, der ikke er omfattet af fredningen. Sammen med den stort set identiske nabobygning Frederiksholms Kanal 18 og et baghus omkranser ejendommen et stort brolagt gårdrum med et solitært træ på en lille cirkulær, gitteromkranset plæne. Forhuset er grundmuret og har seks fag med en portgennemgang i det østligste fag. Forhuset har fire etager over en høj kælder og udnyttet tagetage under et mansardtag; mod gaden er mansarden skiferbelagt og har fire kviste med lavt heltag, mod gården er mansarden hængt med sortglaserede tegl og har to kviste med lavt heltag samt en muret kvist med fladt tag. Mod såvel gade som gård er der enkelte tagvinduer, og i den øverste del af taget er to skorstenspiber. Gadefacaden står over en pudset og sortmalet sokkel med glatpudset og hvidmalet facade. Kælder- og stueetage har refendfugning, der ud for kælderen er malet grå og er adskilt fra den øvrige facade af et bånd. Facadens udsmykning består herudover af indfatninger omkring vinduerne i stueetagen, herover en kordongesims, på første sal indfatninger og konsolbårne trekantfrontoner over vinduerne og i hvert endefag en balkon båret af konsoller og med smedejernsgitter. På anden sal har vinduerne fordakninger og på tredje sal indfatninger samt over to fag en konsolbåret balkon. Facaden afsluttes af en hovedgesims med sparrenkopper. Alle dekorationer er malet hvide som facaden bortset fra den fladbuede portåbnings indfatning, der er malet grå som kælderetagen. Porten har afvisersten af granit og er lukket mod gaden af to mørkegrønmalede fyldingsportfløje med overligger og overvindue. I det vestligste fag er en nedgang til kælderetagen med jerngelænder, granittrin og mørkegrønmalede fyldingsskodder og tofløjet fyldingsdør med glas i den øverste del. Vinduerne i hovedetagerne er hvidmalede korspostvinduer med todelte underrammer. Vinduer i kælderetagen og kviste er mørkmalede; i kælderen fladbuede, torammede vinduer og i kvistene trefags korspostvinduer med todelte underrammer.Mod gården fremstår forhuset i blank mur af gule sten og afsluttes mod taget af en enkel pudset gesims. Gårdsiden har tre synlige fag, og midterfaget afsluttes af en muret kvist; foran er opført en nyere elevatorbygning. Portåbningen har et smårudet overvindue, og der er ingen portfløje. Vinduerne er ældre brunmalede korspostvinduer med todelte underrammer; over porten er de i tre fag. Forhuset er bygget sammen med sidehuset med et let buet smigfag med en kældernedgang, trefags korspostvinduer og øverst afsluttet af en gavlkvist af træ med et højt rundbuet vindue med blyindfattede ruder.Forhuset anvendes i dag til erhverv, der er indrettet i de oprindelige lejligheder med forstue med indgang fra trapperummet, der er placeret mod gården, de fine stuer mod gaden og en cirkulær (spise)stue i smigfagsrummet. Fra portrummet er der via en tofløjet fyldingsdør af lakeret træ med glas i de øverste partier adgang til forhusets hovedtrapperum, der forbinder alle etager. Portrummet har belægning af kantstillede mørke klinker, pudset loft med stukgesimser og -roset og undervægge beklædt med travertin. Herover er der på hver side en frise, der er en afstøbning af Thorvaldsens Alexanderfrise. Trapperummet har pudsede vægge med brystningsliste og afsluttes af et pudset loft med stukgesims og roset i solstråleform. På ydervæggen er en skive med markering af verdenshjørnerne. Hovedtrappen er en toløbstrappe med pudsede underløb, drejede balustre, vangesnirkel, udkehlet håndliste og linoleumsbelagte trin og reposer. Rummene har i forskelligt omfang udsmykning i form af pille-, lysnings- og brystningspaneler, indfatninger omkring kakkelovnspladser og nogle steder ovne og kaminer, profilerede gerichter, enkelte steder flankeret af pilastre og fyldingsdøre, hvoraf nogle med indstukne hængsler. På anden sal findes en fyldingsdør i lakeret træ med kasselås og hængselbeslag med slyngmotiv. Vinduerne har primært plane vinduesposte med trekvartstaf. Nogle vinduer har koblede rammer med optoglas, mens andre har forsatsrammer. Gulve er overvejende af brædder eller parket, men også flere steder belagt med linoleum eller faste tæpper. Lofter er pudsede med stukgesimser og -rosetter, der i nogle rum er bemalede, så de fremstår mørke og evt. forgyldte mod de hvide loftsflader. Især stuerne mod gaden er rigt dekorerede, og herudover er bygningens mest karakteristiske rum på hver etage de runde smigfagsrum, der især på første og tredje sal har rig udsmykning. Ud over de ovennævnte detaljer er der i rotunden på første sal stukdekorationer på loftsfladen og udskåret træværk i høje vægpaneler; på tredje sal er rummet dobbelthøjt med balkon og trappe med værn og balustre af bronzefarvet jern. Fra en stukroset med indbyggede lamper hænger en stor lysekrone, og væggene under balkonen er bemalede i pompejansk stil. Der findes i rotunden en marmorbeklædt niche med en indbygget kamin, og til hver side af nichen er der lave marmorpilastre, der bl.a. bærer et ur omgivet af forgyldte bladranker og med bemalede felter ovenover. Over trappen, der forbinder tredje sal med balkonen på fjerde sal, sidder et højt rundbuet vindue med trærammer og jernsprosser med blyindfattede ruder. En af dørene er beklædt med et spejl omkranset af en forgyldt kant og afsluttet af et bemalet felt. Fra rotundens balkon er der adgang til fjerde sal, der er indrettet med rum i tagetagens mansard, mens det øverste loft er uudnyttet og anvendes til opbevaring. Her er tømmerkonstruktionen synlig og har bevaret trænagler til fastgørelse af tørresnore fra en tidligere benyttelse som tørreloft. Enkelte rum i hovedetagerne, især på anden sal, har nyere lette skillevægge og nedhængte lofter, lige som kælderetagen er præget af nyere indretning og overflader. Forhuset har via smigfagsrummet direkte sammenhæng med sidehuset, der ikke er fredet og overordnet står med nyere indretning og overflader.

Den miljømæssige værdi for Frederiksholms Kanal 16 knytter sig til beliggenheden i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der danner et stemningsfuldt gadebillede langs kanalen. Tilknytningen til nabohuset Frederiksholms Kanal 18, der er stort set mage til nr. 16, styrker ejendommenes betydning i facaderækken med facader, der er symmetriske omkring matrikelskellet, hvor portene samles. Hertil kommer den miljømæssige værdi af grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhuse, sidehuse og baghuse omkring et større brolagt gårdrum med et stort træ på en cirkulær og gitteromkranset midterplæne.

Den kulturhistoriske værdi for Frederiksholms Kanal 16 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den senklassicisme, der prægede københavnske borgerhuse i tiden efter branden i 1795 og op igennem 1800-tallet. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed København. De klassicistiske træk i forhuset ses bl.a. i gadefacadens taktfaste komposition med markeret refendfuget underetage, vinduesindfatninger, frontoner og gesimser. Facadens taktfaste vinduessætning med korspostvinduer med todelte underrammer er kendetegnende for periodens bygninger. Bygningens højde på fire hovedetager foruden kælder og mansard, og to etager højere end det tidligere palæ på stedet, er en konsekvens af, at der i midten af 1800-tallet i årene før voldenes fald var et stort behov for lejligheder. Den kulturhistoriske værdi for Frederiksholms Kanal 16 knytter sig i det indre til de store herskabelige lejligheder i såvel planløsning som interiør, der afspejler det borgerlige, klassicistiske bygningsideal. Forhusets oprindelige planløsning er stort set bevaret og kendetegnes ved portgennemgangen med adgang til hovedtrappen beliggende i trapperummet mod gården, de fine stuer mod gaden med stukkatur og panelering, de særligt dekorerede cirkulære rum i smigfagene og de mere funktionsbetingede rum mod gården og i det ikke-fredede sidehus, hvor bl.a. de tidligere køkkener og bagtrappen ligger. De oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og høje håndværksmæssige kunnen. Særlig værdi har portgennemgangen med Alexanderfrisen og med portfløjene, trapperummets hovedtrappe og udsmykninger, stuernes panelering, stukudsmykning, de ældre fyldingsdøre og gerichter samt ældre vinduer og særligt de runde smigfagsrum med deres overdådige udsmykning med bl.a. det dobbelthøje rums elegante, spinkle pompejanske bemalinger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i bygningernes beliggenhed omkring et gårdrum og i den klare skelnen mellem den repræsentative pudsede og udsmykkede gadefacade og gårdsiden, der fremstår enkel og prunkløs i blank mur.

Den arkitektoniske værdi for Frederiksholms Kanal 16 knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en taktfast facadekomposition med en fast fagdeling med korspostvinduer og vandrette gesimser og bånd, der opdeler facaden i en tungere underfacade og en lettere overfacade kronet af hovedgesimsen. Den markerede refendfugede underetage, gesimserne og etagernes forskelligartede udsmykning, hvor første sal står som den fornemste med konsolbårne trekantfrontoner, har dels en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de understreger de horisontale linjer i facaden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdfacadernes prunkløse udtryk i blank mur og det afrundede smigfag. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer med lysindfald fra kanalen, stukudsmykninger, snedkerdetaljer i paneler, gerichter, døre og vinduer og til smigfagsrummenes runde form og rige udsmykninger, især den dobbelthøje rotunde på tredje sal med nichen med kamin, trappe og balkon med spinkle jernbalustre, spejldør og de elegante pompejanske vægbemalinger. Hertil kommer portgennemgangen og hovedtrapperummet med deres udsmykning.

Læs videre om

• Brolæggerstræde 1, København
• Irgens Gård, Den gamle Artillerikaserne, København
• Petri Skole (tidl.), København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen