Frederiksholms Kanal 18, København

Byen, som i kilderne omkring 1043 slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Skt. Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Som København voksede, og der blev opført flere kirker, blev byen opdelt i fire fjerdinger, eller fjerdedele, svarende til de fire sogne Skt. Clemens, Skt. Peder, Vor Frue og Skt. Nicolai. Efterhånden måtte byen inddeles i såkaldte rodemål, deriblandt Vestre Rodemaal, der fra 1633 hed Vester Kvarter. Kvarteret omfatter den sydvestlige del af den gamle by afgrænset af Vester Voldgade, Vestergade, Gammel Torv og Nytorv, Rådhusstræde og Frederiksholms Kanal. En stor del af den sydlige del var optaget af offentligt byggeri. Foruden Prinsens Palæ, nu Nationalmuseet, ligger den gamle hestgardekaserne og de civile og militære materialgårde i Vester Kvarter. Den nordlige del af kvarteret brændte både i 1728 og 1795, og især den store bybrand i 1795 satte sit præg på kvarteret. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret, som det havde været tilfældet efter branden i 1728. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankre skulle udføres i jern. Karakteristisk for hele kvarteret er derefter facadernes ensartede udtryk i en enkel, klar klassicisme og for hjørnehusene den typiske skrå afskæring, som gav bedre plads til brandvognene. Udformningen af de bygninger, der blev opført i 1800-tallet, er præget af den stærkt stigende befolkningstæthed inden voldenes fald i midten af århundredet. Det betød, at husene blev tvunget i vejret med indtil fem normale beboelseslag og dermed blev til egentlige etagehuse med ens lejligheder. Efter 1800 blev borgerhusenes facader gradvist forenklet, og op mod 1850 forandredes facadeudformningen, idet den klare, nøgterne empire blev forladt til fordel for senklassicismen. De kvaderpudsede murflader blev nu bredt ud over hele facaden, og vinduerne blev indrammet af profilerede indfatninger, der alle var ens inden for samme etage, men aftog i "finhed" opefter. Husenes var enten helt overpudsede eller havde pudsede underfacader med et lille, glat bånd af Nexø-sandsten til at markere overgangen til overfacaderne, hvor etagerne stod i blank mur. Gesimserne under taget var fortsat enten med udkragede led eller sparrenkop-dekoration. Husenes facadefarver var fortsat lyse kalkfarver, men i slutningen af 1800-tallet blev flere og flere malet med oliefarve. Vinduerne var mod gaden forsynet med store ruder, som blev mulige at producere fra begyndelsen af 1800-årene, med to ruder i underste ramme og en tilsvarende rude i overrammen. Mod gården fortsatte de små ruder dog længe, da de store ruder var betydeligt dyrere. Lejlighederne var for de bedre huses vedkommende af sidehustypen og var fortsat disponeret således, at der lå stuer mod gaden og en stor stue i hjørnet mod sidehuset, hvorfra der var adgang til et eller flere værelser mod gården og til køkkenet, der lå langt nede i sidehuset nær ved eller op mod køkkentrappen; længere ude i sidehuset lå tyendeværelserne. Det blev almindeligt, at en grunds samlede bebyggelse dannede en helhed omkring gårdrummet. Frederiksholms Kanal dækker kanalgaderne på begge sider samt selve vandområdet, og navnet er til minde om Frederik III (1609-70), der ville dø i sin rede under stormen på København 1659. Stormen fandt sted over isen på dette område, der i årene efter 1660 blev opfyldt mellem Stormgade og havnen. Før 1700 kaldtes strækningen for Slotsstrandens Gade. Området fra Stormgade til havnen blev opfyldt, og i årene efter udgravedes selve kanalen, hvorved det nuværende kanalløb opstod, efter bolværket stod færdigt i 1681. Frederiksholms Kanal har gennem flere århundreder været et meget benyttet motiv for mange kunstnere, og det skyldes selve kanalen, Christiansborgs nærværelse, Nationalmuseet, Staldmestergården samt Marmorbroen. I området blev opført en række store gårde og palæer, bl.a. det Plessenske Palæ, adelsslægten Plessens palæ i barokstil, der lå, hvor Frederiksholms Kanal 16 og 18 nu ligger. I 1700-tallet overgik ejendommen til familien Knuth og derefter til Det forenede borgerlige Selskab, der bl.a. arrangerede offentlige baller. Omkring 1850 blev ejendommen erhvervet af grosserer Alphonse Casabadan, der rev de eksisterende bygninger ned og i stedet lod opføre to huse med H.C. Stilling som arkitekt. I 1851-52 blev de to næsten identiske gårde i Frederiksholms Kanal 16 og 18 opført to etager højere end tidligere og med senklassicistisk udsmykning. De er bygget i årene op til voldenes fald, hvor der var stor efterspørgsel på lejligheder, og hvor mange ejendomme derfor skød i højden med flere etager end tidligere for at imødekomme det store befolkningspres inden for de gamle volde. I tvillingegårdene var lejlighederne beregnet til herskabelige familier og var indrettet med mange rum med plads til herskabet i forhuset og til tyendet bagest i sidehuset. I 1886 blev nr. 18 købt af grosserer og båndfabrikant Rudolph Christensen, der i 1890 indrettede lejligheden på anden sal til sig selv og sin familie. Rummene blev indrettet i tidens klunkestil med panelerede vægge og lofter i herreværelset og spisestuen og et badeværelse, hvilket var meget moderne på den tid. Stuerne blev udstyret med klunkemøbler, portierer, gardinophæng, malerier og nips. Efter forældrenes død overtog døtrene Gerda og Ellen Christensen lejligheden, som de stort set ikke ændrede på. De testamenterede den med alt indbo til Nationalmuseet, der efter deres død i 1963 åbnede lejligheden for offentligheden. Der er siden opførelsen ikke sket væsentlige ændringer i ejendommens ydre bortset fra altanerne, der er etableret i 1900-tallet.Harald Conrad Stilling, 1815-1891, var både murer og arkitekt. Han var assistent hos G.F. Hetsch 1836-42 og regnes for en af Hetschs talentfulde elever, hvor især de tidlige værker præges af dennes rationelle, senklassicistiske, historiserende formsprog. Stilling havde en veludviklet sans for stil og proportion og arbejdede med elegant udformede antikiserende detaljering, der viser påvirkning fra den Schinkelske Berlinerskole. Stilling tegnede bl.a. dele af Tivoli på glaciset ved voldgraven i København med klassiske pavilloner og forlystelser i smågrupper i en romantisk have med løvhytter, volierer, kineserier m.m. I flere bygninger var der pompejanske udsmykninger af Carl Løffler. Tivoli gjorde Stilling kendt og medførte flere opgaver.

Frederiksholms Kanal 18 er beliggende som en integreret del af husrækken langs med gaden og kanalen Frederiksholms Kanal. Ejendommen består af et forhus og et hermed sammenbygget sidehus. Sammen med den stort set identiske nabobygning Frederiksholms Kanal 16 og et baghus omkranser ejendommen et stort brolagt gårdrum med et solitært træ på en lille cirkulær, gitteromkranset plæne. Forhuset er grundmuret og har seks fag med en portgennemgang i det vestligste fag. Forhuset har fire etager over en høj kælder og udnyttet tagetage under et mansardtag med fire kviste med lavt heltag mod gaden og to kviste med lavt heltag og en frontkvist med fladt tag mod gården. Mod såvel gade som gård er der tagvinduer. Gadefacaden står over en pudset og sortmalet sokkel med glatpudset og hvidmalet facade. Kælder- og stueetage har refendfugning og er adskilt fra den øvrige facade af et bånd. Facadens udsmykning består herudover af indfatninger omkring vinduerne i stueetagen, herover er en kordongesims, på første sal indfatninger og konsolbårne trekantfrontoner over vinduerne og i hvert endefag en balkon båret af konsoller og med smedejernsgitter. På anden sal har vinduerne fordakninger og på tredje sal indfatninger. Facaden afsluttes af en hovedgesims med sparrenkopper. Portåbningen er fladbuet og har profileret indfatning, afvisersten af granit og er lukket mod gaden af to mørkegrønmalede portfløje med fyldinger og med overligger og overvindue. I det østligste fag er en nedgang til kælderetagen med granittrin og sortmalede fyldingsskodder og fyldingsdør med glas i den øverste del. Vinduerne i hovedetagerne er korspostvinduer med todelte underrammer. Vinduer i kælderetagen er nyere mørkmalede vinduer af forskellig type. Forhuset er bygget sammen med sidehuset med et let buet smigfag. Foruden smigfaget har forhuset tre synlige fag og sidehuset 12 fag. Gårdsiderne fremstår i blank mur af gule sten og afsluttes mod taget af en profileret hvidmalet gesims. Sidehuset har mansardtag med syv kviste med lavt heltag, en del tagvinduer og tre skorstene, herunder en køkkenskorsten. Sidehusets endegavl er filtset. Gårdsidernes vinduessætning er taktfast bortset fra en forskydning ud for hovedtrapperummet. Vinduerne er ældre, mørkmalede korspostvinduer med todelte underrammer; over porten, i trapperummet og i smigfaget er de i tre fag. I kælderen er der torammede, torudede vinduer. Portåbningen har et smårudet overvindue, og der er ingen portfløje. Bagest i sidehuset er adgang til bagtrappen via en nyere dør med indfatning og konsolbåret skur af sandsten. De fleste vinduer har profilerede sålbænke. Forhuset anvendes i dag til såvel bolig som erhverv, der nogle steder udgør hele etagen, og andre steder består af flere enheder pr. etage. Planløsningerne følger de oprindelige lejligheders disponering med forstuer og herreværelse med indgang fra trapperummet, der er placeret mod gården, de fine stuer mod gaden, en cirkulær (spise)stue i smigfagsrummet og herfra direkte sammenhæng med sidehuset, der har en lang fordelingsgang inderst og mod gården en række værelser og dernæst køkken med bevarede køkkenildsteder samt bagtrappe og på den anden side heraf de tidligere tyendeværelser. Fra portrummet er der via en tofløjet gråmalet fyldingsdør med glas i de øverste partier adgang til forhusets hovedtrapperum, der forbinder alle etager. Portrummet har bræddebelægning og pudset loft med stukgesimser og -roset, og undervæggene er pudsede og marmorerede i kvadre. Herover er der på hver side en frise, der er en afstøbning af Thorvaldsens Alexanderfrise. På væggen mod gården hænger en klokke. Portfløjene er på indersiden ådrede. I østvæggen er en nedgang til kælderetagen med profilerede gerichter, overdækkede trin og en ådret fyldingsdør. Trapperummet afsluttes af et pudset loft med stukgesims og et ur med urværk i et indbygget skab. Trapperummet har pudsede vægge med rig udsmykning i form af listeindrammede felter, pilastre, borter og skabelondekoration og bemalinger med marmorering, pompejanske mønstre og landskabsmotiver. Hovedtrappen er en toløbstrappe med dekorerede underløb, drejede og forgyldte balustre, vangesnirkel og udkehlet håndliste, og trin og reposer er belagt med linoleum. Fra hovedreposerne er der adgang til etagerne via ådrede fyldingsdøre. Rummene, især forhusets stuer mod gaden, har i forskelligt omfang udsmykning i form af profilerede gerichter, enkelte steder med fordakninger, fyldingsdøre, nogle med indstukne hængsler og på tredje sal i det runde rum ådrede, pille-, lysnings- og brystningspaneler, indfatninger omkring kakkelovnspladser og nogle steder ovne og kaminer med glaserede fliser. Lofter er pudsede med stukgesimser og -rosetter og i enkelte rum med yderligere stukudsmykning på loftsfladen. Gulve er overvejende af brædder eller parket, men mange steder belagt med linoleum. Vinduerne har primært plane vinduesposte med trekvartstaf og smedede anverfere og stormjern, og de fleste har forsatsrammer. I flere lejligheder er bevaret detaljer som udsmykkede knager i forstuen. I sidehuset har den lange fordelingsgang en række nicher i bagmuren og værelser med panelering og stuk, køkken, badeværelse og bagtrappe mod gården. Køkkenildstederne er bevaret. Bagtrappen er en toløbstrape med pudsede underløb, runde listebalustre, udkehlet håndliste, vangesnirkel og trin og reposer belagt med linoleum. Fjerde sal er indrettet i tagetagens mansard med samme planløsning, dog uden det runde smigfagsrum. Dele af den øverste del af tagetagen er udnyttet og indrettet til kip, mens resten på besigtigelsestidspunktet var under ombygning. Kælderetagen er indrettet til restaurant med servering i rummene mod gaden og køkken- og lagerfaciliteter mod gården og i sidehuset. Der er i rummene tættest på portrummet pudsede lofter og ellers synlige loftsbjælker med pudsede flader imellem, en del ældre brystningspaneler, dørindfatninger og fyldingsdøre, i sidehuset revledøre. Anden sal udgør en helt særlig lejlighed i ejendommen, idet Nationalmuseets klunkehjem ligger her. Rummene er rigt udsmykkede og har bevaret paneler, gerichter og fordakninger, bemalinger på både træværk, lofter og vægge, ovne med glaserede fliser, detaljerede stukdekorationer og hyppig anvendelse af ådring, marmorering og forgyldning. De fleste gulve er belagt med mønstret linoleum eller tykke tæpper. Også inventar som lysekroner, gardiner, møbler, komfur, badekar og toilet er bevaret. Enkelte rum i hovedetagerne, især i stueetagen og på første sal, har nyere lette skillevægge, der bl.a. opdeler det runde rum i smigfaget. De oprindelige planløsninger kan dog stadig aflæses.

Den miljømæssige værdi for Frederiksholms Kanal 18 knytter sig til beliggenheden i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der danner et stemningsfuldt gadebillede langs kanalen. Tilknytningen til nabohuset Frederiksholms Kanal 16, der er stort set mage til nr. 18, styrker ejendommenes betydning i facaderækken med facader, der er symmetriske omkring matrikelskellet, hvor portene samles. Hertil kommer den miljømæssige værdi af grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhuse, sidehuse og baghuse omkring et større brolagt gårdrum med et stort træ på en cirkulær og gitteromkranset midterplæne.

Den kulturhistoriske værdi for Frederiksholms Kanal 18 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den (sen)klassicisme, der prægede københavnske borgerhuse i tiden efter branden i 1795 og op igennem 1800-tallet. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed København. De senklassicistiske træk i forhuset ses bl.a. i gadefacadens taktfaste komposition med markeret refendfuget underetage, vinduesindfatninger, frontoner og gesimser. Facadens taktfaste vinduessætning med korspostvinduer med todelte underrammer er kendetegnende for periodens bygninger. Bygningens højde på fire etager foruden kælder og mansard, og to etager højere end det tidligere palæ på stedet, er en konsekvens af, at der i midten af 1800-tallet i årene før voldenes fald var et stort behov for lejligheder. Den kulturhistoriske værdi for Frederiksholms Kanal 18 knytter sig i det indre til de store herskabelige lejligheder i såvel planløsning som interiør, der afspejler det borgerlige, klassicistiske bygningsideal. Bygningens oprindelige planløsning er stort set bevaret og kendetegnes ved portgennemgangen med adgang til hovedtrappen beliggende i trapperummet mod gården, de fine stuer mod gaden med stukkatur og panelering, de cirkulære rum i smigfagene og de mere funktionsbetingede rum mod gården og i sidehuset. Sidehuset karakteriseres af den lange forbindelsesgang, der ligger inderst, og værelser, de tidligere køkkener med bevarede køkkenildsteder, badeværelser og bagtrappen, der ligger mod gården. De oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og høje håndværksmæssige kunnen. Særlig værdi har portgennemgangen med Alexanderfrisen, de marmorerede undervægge og portfløjene, trapperummets rige udsmykninger, hovedtrappen med alle detaljer, stuernes panelering, stukudsmykning, ældre fyldingsdøre og gerichter samt ældre vinduer og særligt anden sals klunkehjem med alle detaljer, der udgør et meget helstøbt eksempel på et herskabeligt borgerhjem fra 1890'erne. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i bygningernes beliggenhed omkring et gårdrum og i den klare skelnen mellem den repræsentative pudsede og udsmykkede gadefacade og gårdsiderne på såvel for- som sidehus, der fremstår enkle og prunkløse i blank mur med få dekorationer i form af hovedgesimsen, profilerede sålbænke og indfatning og skur omkring døren til bagtrappen.

Den arkitektoniske værdi for Frederiksholms Kanal 18 knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en taktfast facadekomposition med en fast fagdeling med korspostvinduer og vandrette gesimser og bånd, der opdeler facaden i en tungere underfacade og en lettere overfacade kronet af hovedgesimsen. Den markerede refendfugede underetage, gesimserne og etagernes forskelligartede udsmykning, hvor første sal står som den fornemste med konsolbårne trekantfrontoner, har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, idet de understreger de horisontale linjer i facaden. Mod gården knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk i blank mur med få dekorationer i form af hovedgesimsen, profilerede sålbænke og indfatning og skur omkring døren til bagtrappen samt til sidehusets taktfaste vinduessætning, der danner en lang, repetitiv facade. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer med lysindfald fra kanalen, stukudsmykninger, snedkerdetaljer i paneler, gerichter, døre og vinduer og til de runde smigfagsrum. Særligt trapperummet og lejligheden på anden sal har rig udsmykning, der har stor værdi som eksempler på datidens stiludtryk og dekoration og høje håndværksmæssig niveau. Hertil kommer portgennemgangen med frise og marmorerede vægge.

Læs videre om

• Dehns Palæ, del af, København
• Obels Gård, København
• Rigsarkivet, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen