Frihavnens Elektriske Centralstation (tidl.) ligger på Dampfærgevej 2, 4 og Amerikakaj 5 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Bygningen er opført som elektricitetsværk for Frihavnen i 1894 efter tegning af arkitekt V. Dahlerup. Det er formodentlig den unge ingeniør C. Agerskovs indsats, at Københavns Frihavn blev den første frihavn i verden, som udelukkende dækkede sit mekaniske energibehov med elektricitet, og det er overvejende sandsynligt, at han og eventuelt også ingeniør H.C.V. Møller har haft betydelig indflydelse på bygningens plandisposition og bygningskroppens udformning, mens Dahlerups indsats i så fald har været at tilpasse de enkelte krav til arkitekturen samt ikke mindst at skabe facaderne med deres righoldige udsmykning. Den to etager høje del af elstationen har med sin kvadratiske grundplan og sit lavt rejste pyramidetag næsten pavillonkarakter. Den utvungne lethed (af en industribygning at være) understreges af den løftede lanterne med udsigtsvinduer hele vejen rundt. Allerede i 1899 måtte elektricitetsstationen udvides som følge af øget efterspørgsel i Frihavnen, og to fag bygning tilføjedes mod nord tillige med den særprægede polygone tilbygning mod syd. Elektricitetsdriften ophørte i 1939, da Frihavnen blev koblet til Københavns Belysningsvæsen, hvorefter bygningen ændrede funktion til pakhus – ét blandt mange. I 1944 ramtes bygningen af en sabotage, hvis skader blev udbedrede. Den lidt afvigende indgangsbygning til Dampfærgevej blev påført bygningen i 1954. Den dekorative og harmoniske bygning har en fin sammenhæng med områdets øvrige bebyggelse af 1. og 2. fase, henholdsvis det oprindelige Frihavnsbyggeri og f.eks. Manufakturhuset umiddelbart mod nord.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links