Kajakken skærer sig gennem vandet ved Mossøs Lindholm Hoved på en klar februardag. Der er gode muligheder for kano- og kajaksejlads på Mossø, selv om adgangsforholdene er mere begrænsede i sammenligning med andre store søer i Gudenåsystemet.
.

Skanderborg Kommunes kuperede terræn og varierede landskab giver mulighed for et væld af friluftsaktiviteter. Således har der siden 2015 årligt været afholdt en outdoorfestival i Ry med udendørsaktiviteter som overnatning i træer, træklatring, adventureløb, gravelløb, klatrevægsklatring og meget andet.

Landskabet gennemskæres af talrige vandreruter som Himmelbjergruten, der på ca. 40 km går fra Ry Station nord om Silkeborgsøerne til Silkeborg Station og fra Silkeborg Station syd om søerne til Himmelbjerget. Også den ca. 64 km lange vandrerute mellem Aarhus og Silkeborg passerer Skanderborg og Ry. Desuden rummer kommunen en række Spor i Landskabet, heriblandt sporene ved Ejer Bjerge og Lyngbygård Ådal. Rundt om Hørning samt ved Galten og syd for Herskind er der desuden etableret Hjertestier. Cyklister kan bl.a. tage turen gennem skoven fra Ry til Himmelbjerget. Der er også cykelruter rundt om Mossø, Ravnsø og Skanderborg Sø samt langs Gudenå. Mountainbikere kan teste evnerne på de tekniske spor ved Kildebjerg i Ry eller i Slettenområdet.

På Julsø kan man sejle med solbåde eller Hjejlebådene, mens turbåden Dagmar sejler på Skanderborg Sø. Ønsker man at sejle på egen hånd, kan det foregå i fx kano og kajak eller på paddleboard på søerne eller Gudenå. Der er bademulighed i de fleste store søer som Knudsø, Mossø og Skanderborg Sø. Derudover er såvel Gudenå som mange af søerne populære blandt lystfiskere. Eksempelvis er Skanderborg Sø kendt for sine mange sandarter og store brasener, mens den for lystfiskere sværere tilgængelige Mossø bl.a. huser en bestand af søørred.

De kommunale skoler i Skanderborg Kommune kan gratis få naturvejledning gennem skoletjenesten på FDF Friluftscenter Sletten og Museum Skanderborg eller gennem Natur & Ungdom på Klostermølle ved Mossø.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Skanderborg Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv