Fuglsang Kunstmuseum på herregården Fuglsangs jorder holder til i en bygning tegnet af den britiske arkitekt Tony Fretton og indviet i 2008. Museet var blandt de nominerede til flere arkitekturpriser, bl.a. den europæiske Mies van der Rohe Award i 2009. Det statsanerkendte kunstmuseum dækker det tidligere Storstrøms Amt og har en bred samling af dansk kunst med fokus på bl.a. landskabskunst. Af billedkunstnere med særlig forankring i området kan nævnes den ved Nakskov fødte Johannes Wilhjelm, som kan placeres mellem kunstnerkoloniernes pionerer og det første kuld modernister, se fx hans maleri Polske roearbejdere i marken ved Øllingsøe på Lolland fra ca. 1910. Også malerne Olaf Rude og Oluf Hartmann samt grafikeren Ingemann Andersen og multikunstneren Richard Winther står centralt i samlingen. Af større erhvervelser inden for de seneste 25 år kan nævnes motiver af Møns Klint af guldaldermalerne C.W. Eckersberg og P.C. Skovgaard.

Museet er i dag mere end bare et kunstmuseum, det er et kulturelt fyrtårn med alt, hvad det indebærer. Det tværfaglige er blevet styrket gennem restaurering af Fuglsangs tidligere forpagterbolig, nu kaldet KUMUS, der benyttes til bl.a. kunstlaboratorium, øvelokaler og koncertsal for Ensemble Storstrøm. Guldborgsund og Lolland Kommuner har en aftale om samdrift af museet.

Fuglsang Kunstmuseum fra 2008 er blandt landets nyeste kunstmuseer. De prisbelønnede bygninger har tidssvarende udstillings-, lys- og klimaforhold, men museets historie går tilbage til 1887 med beslutningen om at skabe en kunstsamling i tilknytning til det planlagte Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Herregårdens tidligere forpagterbolig og mejeri har siden 2016 været benyttet som koncertsal og til formidling.

.

Videre læsning

Læs mere om Billedkunst i Guldborgsund Kommune

Se alle artikler om Billedkunst